Hvad er ammestrejke?
Når et barn på under 1 år eller deromkring pludselig afviser brystet fra fra den ene dag til den anden, er det næsten sikkert tegn på ammestrejke. Selv-fravænning (når barnet selv stopper amning) foregår typisk over meget længere tid ved langsom nedtrapning.
Dette sker for en del børn, men det er langt fra en regel. Og det er ikke nødvendigt med det samme at opgive amning.
Hvorfor sker det?
Der kan være flere grunde. De typiske er:
- Sygdom hos barnet, som gør det ubehageligt at amme (fx mellemørebetændelse)
- Tandfrembrud (smerter i munden)
- Angst – hvis moren har reageret voldsomt eller højrøstet på bid i brystet
- Du lugter anderledes. Det kan skyldes skift af deodorant, creme, vaskepulver o.l.
- Din mælk smager anderledes. Det kan skyldes hormonelle forandringer, som hvis du har fået menstruation igen, eller du er begyndt at tage p-piller. Det kan også komme ved tilstoppede mælkegange eller brystbetændelse.
- Du er stresset. Det kan bl.a. påvirke din nedløbsrefleks.
- Din og barnets hverdag er ændret – vuggestuestart el.lign.
Sygdom
Hvis strejken skyldes sygdom hos barnet, vil det sikkert igen blive interesseret i amning, når det har fået det bedre. Sørg for at behandle sygdommen, og tilbyd så brystet på en afslappet måde. Se mere nedenfor.
Tandfrembrud
Hvis barnet har smerter i munden kan amningen være ubehagelig. Sørg for at afhjælpe barnets gener. Dette kan gøres på flere måder: Lad for eksempel barnet sutte/bide i en frossen banan eller lad barnet gnave i noget koldt som gulerod (ikke så velegnet, hvis barnet allerede har nogle tænder og kan risikere at bide stykker af). Nogle oplever også effekt af at påsmøre homøopatisk Chamomilla D6 fra helsekosten direkte på gummerne. Dolodent kan ikke anbefales, da det kan medføre risiko for lammelse i svælget med katastrofale følger.
Angst
Hvis moren en eller flere gange har reageret meget højlydt og skræmmende på et bid fra barnet under amning, kan barnet blive bange for at amme generelt. De kan ikke selv skelne imellem handlingen at bide og handlingen at amme, således at de forstår, hvorfor morens reaktion kom. Derfor vælger nogle helt at stoppe amning, fordi det bliver en ubehagelig situation for dem. Det er yderst vigtigt altid at reagere roligt på bid – for nogle børn vil endda et blidt “ikke bide” være nok til at betinge et negativt syn på amningen. Vurdér selv dit barnes tærskel. Er skaden sket er det vigtigt at undgå udbrud og gøre amning til en behagelig ting igen.
Din lugt
Skift tilbage til dit gamle mærke og se, om det gør en forskel.
Mælkens smag
Skyldes det menstruation, vil barnet sikkert genoptage amning, når det har vænnet sig til det. Skyldes det p-piller, bør du prøve mini-piller eller anden prævention. Hvis det skyldes tilstoppede mælkegange eller brystbetændelse, skal dette afhjælpes prompte.
Stress
Overlad så meget som muligt til andre. Slap rigtig meget af, gerne i sengen med barnet med masser af hudkontakt. Tag lure sammen.
Ændringer i hverdagen
Forsøg at få så meget tid som muligt med barnet – overlad huslige opgaver til andre, hvis det er muligt. Stræb efter en rolig hverdag med et minimum af andre aktiviteter.
Hvad kan man gøre, hvis man gerne vil fortsætte med at amme?
Ud over at identificere årsagen og behandle den, kan følgende praktiske råd bruges:
- Prøv at amme barnet, mens det sover eller halvsover.
- Hav så meget hudkontakt med barnet som muligt. Hudkontakt stimulerer barnets interesse for at sutte. Lig i sengen med dit barn, eller brug slynge til at holde det tæt på kroppen, når du går rundt. Vær gerne letpåklædte, så I får maksimal hudkontakt – brug eventuelt en stor trøje ud over jer begge.
- Undgå at give barnet sut hele tiden – så tilfredsstilles suttebehovet ikke ved sutten frem for ved brystet.
- Forsøg at undgå brug af sutteflaske, når du giver barnet andet væske. Brug kop, så barnet ikke vænnes til at sutte på flasken, som kræver en anden sutteteknik. Derudover giver flasken måske barnet en opfattelse af, at man ikke skal sutte ret meget for at få mælken ud, mens det måske skal vente lidt længere ved brystet på, at nedløbsrefleksen kommer i gang.
- Start forfra – hvis du ligger på ryggen og lægger dit barn på din mave, mave mod mave, vil det instinktivt mave sig op mod brystvorten og tage den i munden. Dette instinkt kan være så stærkt, at det overvinder den modvilje, barnet har fået mod amningen.
- Tag dig af dig selv – det er stressende at have et barn, der afviser brystet, og stress kan i sig selv give problemer med nedløbet. Sørg for at få hvilet, drukket spist, og trukket vejret helt ned i maven.
- Tag en “amme-ferie” i sengen. Lig og hyg med din baby i sengen med så lidt tøj som muligt. Lad en anden varte dig op med mad og drikke, hvis det er muligt, og hold så sengen sammen – hyg jer, sov, das, put, lad der være fri adgang til brystet, men ingen pres, bare slap af og nyd dig selv og din baby. Kombinationen af masser af hud-mod-hud kontakt, nok søvn, mad og drikke og ingen stress med specifikke amme-tider, er for mange mødre starten på løsningen af problemet.
- Prøv en anden ammestilling. Der er mange ammestillinger, og nogle er nemmere for visse børn end andre.
- Hvis barnet spiser rigtig meget mad, kan du prøve at give mindre portioner – måske er der slet ikke plads til modermælk, når barnet spiser meget. Dette er ikke det samme som at sulte barnet – husk, at dit barn har brug for din mælk, da den indeholder langt flere gode stoffer, som for eksempel antistoffer, fedtsyrer o.l., end fast føde.
Derudover er det smart at malke ud, så produktionen holdes oppe til barnet igen er klar til at amme, samt for at undgå tilstoppede mælkegange og smerter. Giv barnet den udmalkede mælk i en kop.
Vær afslappet og undgå at forcere noget! Hvis barnet græder og vender hovedet væk, skal du naturligvis stoppe og trøste – målet er at give barnet lysten til at amme tilbage, ikke at tvinge det til handlingen. Prøv igen senere.
Find støtte i vores Facebook-gruppe eller netværksgruppe – at vende dette emne med andre ammende mødre, der ikke bare ‘synes du skal stoppe’, kan være til stor hjælp.
Referencer
LLLi om ammestrejke (engelsk)
“Help – my baby won’t nurse” (engelsk)