Støt os – Har vi hjulpet dig? Så vil vi elske hvis du vil hjælpe os! Mobilepay 82 56 02

Adskillelse

Indholdsfortegnelse

Artiklen er revideret juli 2018.

Adskillelse af den ammende og barnet kan for nogen virke som en stor udfordring, særligt hvis barnet udelukkende ammes. Behovet for adskillelse kan opstå af mange forskellige årsager, og derfor kan det være godt at vide, hvordan det kan forberedes. Der er nemlig flere ting, du kan gøre for at gøre adskillelsen lettere for både dig selv og dit barn.

Korte adskillelser

Korte adskillelser kan være alt fra leg, bleskift eller bad og til fx kortere ture ud af huset, hvor baby ikke kan være med. Mange får deres eventuelle partner/familiemedlem/nære ven til at tage sig af barnet. Ved ture ud af huset kan barnet og ledsageren eventuelt tage med og være i nærheden, så barnet og den ammende hurtigt kan bringes sammen, når det er tid til en amning.

Nogle oplever, at det er rart at opholde sig tæt på hjemmet, hvis de skal være af sted om aftenen. Så kan de hurtigt tage hjem, hvis der opstår problemer, eller den, der passer barnet, kan komme til dem, så de kan amme og derefter fortsætte i selskabet.

Hvis der er behov for at den, som passer barnet, giver barnet udmalket modermælk eller modermælkserstatning, kan det gøres med fx kop eller engangssprøjte, hvis ikke barnet er vant til en flaske. Se mere om dette i vores wiki om supplering.

Hvis den der skal passe barnet er usikker på, om de mon kan trøste barnet, oplever mange, at det hjælper at lade et stykke tøj, som dufter af forælderen blive tilbage med den der passer barnet. Det kan være trygt for det lille barn at have duften af noget kendt tæt på.

 

Længerevarende adskillelse

Hvis du har brug for at være væk fra dit barn i længere tid, fx i forbindelse med en eller flere overnatninger, har du måske svært ved at forestille dig hvordan det skal gå – især hvis barnet er vant til at blive ammet efter behov, også om natten.
Der findes ikke én færdig løsning på dette, da alle er forskellige og reagerer forskelligt.
Ofte finder barnet og den voksne deres helt egen rutine, som er anderledes end den du og dit barn har.

  • De kan trille baby en tur i barnevognen, enten inde eller ude.
  • Nogle øver at bære barnet i slynge, vikle eller bæresele, og kan putte barnet på den måde.
  • Hvis savnet til den ammende er stort, kan et stykke tøj med deres duft måske give øget tryghed.
  • Nogle familier oplever, at en slyngevugge kan være god i puttesituationer, eller en hængekøje, hvor den voksne kan ligge med baby på maven.

Når adskillelsen varer flere dage, kan det være nødvendigt at anvende en flaske til at give barnet mælk, da disse ofte er bedst egnet til at give større mængder. Det kan du også læse mere om i vores wiki om supplering.

Det kan også hjælpe at læse om andre, som har stået i en lignende situation, og det at høre deres historier kan måske give dig en fornemmelse af, hvordan dit eget barn vil reagere (4). Du kan for eksempel hente hjælp i Ammenets facebookgruppeAmmenetværk for børn 0-2 år eller Ammenetværk for børn +2 år på Facebook.

Pludselig adskillelse

Pludselig adskillelse kan opstå, hvis du fx skal indlægges eller er nødsaget til at deltage i noget, hvor dit barn ikke kan komme med.

Hvis du pludselig skal indlægges, er det i mange tilfælde muligt for barnet at være med, hvis ellers du er ved bevidsthed. Det meste medicin er kompatibelt med amning (2,5), men det er altid en god idé at nævne for personalet at du ammer, så I kan finde ud af, hvad der passer bedst i din situation.

Hvis det ikke er muligt, at du og dit barn indlægges sammen, kan I begge have behov for masser af støtte i perioden (2,3). Barnet vil have behov for supplering med enten udmalket modermælk, donormælk eller modermælkserstatning, og det kan være nødvendigt for den der passer barnet, at eksperimentere med forskellige suppleringsformer for at finde den, der fungerer for barnet (1,2,3,4,5). Du bør få stillet en elektrisk pumpe til rådighed af hospitalet – hvis det ikke sker automatisk, kan du eller en pårørende selv bede om en. Det er vigtigt, at malke ud ved pludselig adskillelse, da der ellers er stor risiko for udvikling af tilstoppede mælkegange og derefter brystbetændelse. Manglende fjernelse af modermælk fra brystet kan også føre til nedsat produktion (2,3). For nogle kan det være en mulighed, at barnet bringes til dem hver dag, så savnet mindskes og barnet kan ammes.

Barnet kan reagere på savnet af dig, og det kan være nødvendigt at være opmærksom på, at barnet kan have et øget behov for nærhed. Den person, der er sammen med barnet, kan give tryghed ved at bære barnet mest muligt og give masser af nærhed, gerne i form af hud-mod-hud kontakt.
Når du og dit barn genforenes, kan barnet også reagere ved at amme hyppigere og generelt søge din nærhed mere end før (3). Dette er helt normalt, og tæt kontakt, for eksempel ved samsovning eller ved at bære barnet, kan ofte hjælpe.

 

Mad under adskillelse

Når du og dit barn er adskilt uden mulighed for amning undervejs, skal barnet have mad på anden vis. Det kan være udmalket modermælk, donormælk eller modermælkserstatning. Hvis barnet er under 6 mdr, er fast føde ikke anbefalet (5).

Der er flere måder at give barnet mad – det kan fx være med kop, fingermadning eller flaske. Hvilken metode, der er bedst, afhænger af hvor længe adskillelsen varer, samt dine egne og barnets præferencer. Du kan læse mere i wiki om supplering. Hvis du er bange for afvisning af brystet, når flaske anvendes, kan du læse om sutteforvirring.

Hvis du ved, at du er nødt til at være adskilt fra dit barn i længere tid ad gangen og af flere omgange (som fx ved start på arbejde før barnet er 6 mdr), kan det være nødvendigt at introducere en sutteflaske, da de andre metoder ikke er så anvendelige til større mængder mad over længere tid. Amningen er typisk godt etableret ved omkring 4-6 uger, og mange oplever, at dette tidspunkt er godt til introduktion (1).

Læs i wiki om håndtering af modermælk hvordan du tøer nedfrosset modermælk op, og hvordan det skal opvarmes.

 

Udmalkning af modermælk

Vi har flere artikler med tips til udmalkning – læs om håndudmalkning og udmalkning med pumpe.

Hvis du er væk fra dit ammebarn, er det altid godt at have mulighed for at malke ud – gerne samme antal gange, som hvis du ammede (2), men ellers så ofte som det er praktisk muligt. Modermælken kan opbevares og gemmes til næste gang, der er behov for adskillelse, eller du kan malke ud i håndvasken eller under bruseren, hvis det ikke er muligt at opbevare modermælken hensigtsmæssigt. Det er vigtigt at fjerne mælk fra brystet for at sikre, at din produktion vedligeholdes, samt for at undgå tilstoppede mælkegange.

Hvis du har drukket alkohol, er der ingen grund til at malke ud for at få alkoholen ud af modermælken, da promillen i modermælken er den samme som i blodet (5). Læs mere om alkohol og amning.

 

Referencer

  1. http://www.motherandchildhealth.com/Breastfeeding/Becky/breastfed_bottle.html
  2. http://www.motherandchildhealth.com/Breastfeeding/Becky/surgery.html
  3. https://www.breastfeeding.asn.au/bfinfo/breastfeeding-and-hospitalisation
  4. https://www.laleche.org.uk/if-you-leave-your-baby/
  5. http://sundhedsstyrelsen.dk/~/media/179EA85F7F1B4A48A97E908AC2FA9012.ash

 


Denne artikel er skrevet af frivillige på Ammenet og er redigeret af certificerede ammekonsulenter (IBCLC’er) blandt de frivillige.

Ammenets wiki formidler information og skal ikke opfattes som anbefalinger. Informationen på dette website kan ikke erstatte medicinsk rådgivning eller professionel hjælp ved behov.

Faktaboks

  • Du kan godt være væk fra dit barn, selvom du ammer.
  • Andre, der passer barnet under adskillelse, kan give barnet udmalket modermælk, donormælk eller modermælkserstatning, og kan finde egne måder at putte og trøste barnet.
  • Det er vigtigt, at du malker ud under adskillelse, hvis der går længere end den sædvanlige tid mellem amningerne, da udmalkning nedsætter risikoen for tilstoppede mælkegange og brystbetændelse, samt sørger for at holde produktionen oppe.
  • Du behøver ikke anvende sutteflaske for at give barnet modermælk under adskillelse, men hvis du skal være væk længe eller hyppigt, kan det være godt at barnet vænnes til sutteflasker.