Støt os – Har vi hjulpet dig? Så vil vi elske hvis du vil hjælpe os! Mobilepay 82 56 02

FAQ: Søvn

Indholdsfortegnelse

Jeg føler, jeg er vågen hele natten – kan jeg gøre noget for at få mere søvn?

Det kan du måske godt, ja ❤ 

For hvis du kan sove, imens du ammer, kan du få en hel del mere søvn, end hvis du er vågen under alle amninger. Somme tider prøver man måske at holde sig vågen under amninger for at se, hvor længe baby ligger ved brystet – men det er altså ikke hverken vigtigt eller nødvendigt. Det er langt mere vigtigt at få sovet. Her er liggende amning guld værd.

Hvis du ikke allerede har øvet dig i at amme liggende på siden, så er det første skridt. Du og baby skal ligge ind mod hinanden, mave mod mave, og baby skal have næsen ud for brystvorten, inden baby hapser på – så vil nakken være bøjet let bagover, og det er super godt for sutteteknikken.

For at kunne falde i søvn, skal du altså a) have baby placeret sikkert og godt i sengen hos dig, og b) selv ligge behageligt og afslappet. Babys dyne kan pakkes godt ned bag ryggen for at forhindre, at baby triller væk undervejs i amningen. Du kan også selv bruge et lignende trick for at ligge afslappet – en sammenrullet dyne i ryggen kan nemlig være en supergod støtte.

Det er naturligvis vigtigt, at der ikke er nogen risiko for, at baby kan trille ud af sengen. Der er gode tips til sikkerhed i wikien om natamning.

Hvis du ikke kan have baby i sengen hos dig, kan du måske have en madras på gulvet?

Se hvordan du ammer liggende i vores wiki om ammestillinger, og læs mere om søvn under amning i vores wiki om natamning.

Sov godt ❤

Hvorfor vågner min baby, hver gang jeg lægger min baby fra mig?

Rigtig mange ammende oplever, at deres barn vil blive liggende ved brystet, efter det er faldet i søvn. Lige så snart barnet stopper med at sutte, og man forsøger at liste brystet ud af munden, begynder barnet at lede efter brystet igen. Og sådan kan det fortsætte igen og igen.

Måske får du at vide, at barnet bruger dig som en sut, eller også bliver der sået tvivl om din produktion. 

Måske oplever du at få dårlig samvittighed og blive bange for at skabe en dårlig vane hos barnet, for burde den lille ikke snart kunne ligge for sig selv?

Det er dog helt normalt, at dit barn vil ligge hos dig. De første par måneder af dit barns liv, lever barnet stadig i en meget intens symbiose. 

Barnet kender dig, din duft og dine lyde fra de mange måneder i maven, og fra naturens side er små børn programmerede til at reagere på adskillelse fra deres primære omsorgsperson. De kan mærke det med alle sanser i deres krop, når de ikke længere ligger i den ammendes eller medforældres varme favn.

Udover at det jo er den ultimative tryghed at ligge i din favn, så er der også et særligt hormon i tarmsystemet på spil – cholecystokinin, også kaldet CCK – når baby foretrækker at blive liggende ved brystet. Når barnet sutter, frigives CKK hos både den ammende og barn, og det medvirker til en afslappet og søvnig fornemmelse – det er også derfor, dit barn ofte falder i søvn ved brystet.

Min baby sover kun 1 time ad gangen om dagen – hvorfor vil baby ikke sove mere?

Søvn er et af de emner, som alle forældre tænker meget over – især hvis barnet ikke sover som det ’burde’, eller hvis man oplever pres udefra for at få barnet til at ’sove bedre’.

Men hvor længe ’bør’ et barn egentlig sove?

Kigger man på børns søvncyklus, er den helt anderledes end voksnes – den er nemlig kun mellem 20 og 50 minutter, hvor voksnes ligger på ca. 90 minutter.

Derfor er det både normalt og forventeligt, at en baby vågner ‘hele tiden’. 

Det gør det dog ikke mindre hårdt, og det kan virkelig være udmattende at stå med en baby, der vågner hver time!

Hvis dit barn vågner efter 30-45 min, kan det måske hjælpe at vugge barnet lidt inden det vågner helt – eller snige brystet i munden på barnet, så det hjælpes videre over i en ny søvncyklus. 

Der er også mange, der oplever, at barnet sover længere lure ad gangen, når det bæres i fx en vikle, slynge eller bæresele, fordi barnet kan høre hjerteslag og mærke fysisk nærhed imens.

I wikien har vi skrevet lidt mere om søvn – og vi har også samlet en masse gode tips til, hvordan man måske kan få lidt mere af det ❤️

Min baby falder i søvn under amningen

Langt de fleste små babyer falder i søvn under amningen. Det er helt normalt, og skyldes at der frigives et hormon – cholecystokinin, også kaldet CCK – i babys tarmsystem, når baby sutter. Hvis barnet ellers ser ud til at trives, følger sin vækstkurve og har den mængde våde/beskidte bleer, det skal have ift sin alder, er der ingen grund til bekymring ❤️

Nogle gange kan der alligevel godt være grund til at være ekstra opmærksom, hvis baby falder hyppigt i søvn. Nogle børn kan fx være påvirkede efter en hård fødsel og være lidt ekstra sløve i starten. Andre børn har måske gulsot og sover mere af den grund. Der kan også være grund til ekstra opmærksomhed, hvis der fx er tale om et for tidligt født barn, eller hvis barnet har en medfødt hjertefejl eller andet som gør, at det måske hurtigere udtrættes under amningen og falder i søvn af ren udmattelse.

Det er derfor rigtig vigtigt at holde øje med trivselstegn, når du skal vurdere, om din baby er som babyer er flest, og altså bare falder i søvn helt naturligt, når måltidet er slut – eller om der måske kan være grund til bekymring.

Når du skal vurdere dit barns trivsel kan du med fordel lægge mærke til, om dit barn:

  • er interesseret i at spise. Fuldammede børn skal spise mindst 8 gange i døgnet og gerne mere end det
  • har perioder, hvor det er vågent og opmærksomt, eller om det virker sløvt
  • virker veltilpas det meste af tiden, eller om det konstant er uroligt og grædende
  • har nok tunge tissebleer og nok afføringsbleer ift sin alder
  • har en normal hudfarve – den må ikke være grå, bleg, blålig eller meget gul
  • følger sin forventede vækstkurve
  • når sine udviklingsmæssige milepæle

Hvis dit barn virker til at trives ud fra disse parametre, kan du formentlig tage det helt roligt ❤️

Er du bekymret, er det en altid god idé at tale med nogen om det – fx lægen, sundhedsplejersken, en frivillig ammevejleder eller en ammekonsulent (IBCLC). Se her hvornår vores vejledning har åben.

Mit barn vil ammes nonstop hele natten – hvorfor?

Hvis dit barn pludselig begynder at ville ammes meget mere end vanligt om natten, kan det være udtryk for, at barnet måske får for lidt mælk ind i dagtimerne. 

Det sker faktisk tit, når man er begyndt at give fast føde – især hvis man ikke ammer før måltiderne, eller hvis man går lidt for hurtigt frem med mængderne af mad. Her vil løsningen ofte være at rulle lidt tilbage. 

Hvis du ammer før måltider, vil din baby stadig være interesseret i den faste føde, for måltidet handler nemlig rigtig meget om at eksperimentere med nye oplevelser – og ikke kun om at fylde mavesækken op.

Marathon-amning om natten kan også opstå i perioden omkring 3-4 månedersalderen, hvor baby pludselig begynder at være mere opmærksom på verden omkring sig end tidligere. Her kan det nogle gange hjælpe at prøve at amme et lidt mere kedeligt sted – fx i sengen, med gardinerne trukket for. Det kan også være godt at prøve at få ammet, mens barnet halvsover. 

Tricket er i hvert fald at få puttet flere amninger ind i løbet af dagen, så babys behov for ‘optankning’ om natten bliver bragt ned til et niveau, der er lidt lettere at holde ud ❤️

Du kan læse meget mere om alt det her i forskellige af vores wikier – det kunne fx være om natamning, om fast føde eller om friamning.