Støt os – Har vi hjulpet dig? Så vil vi elske hvis du vil hjælpe os! Mobilepay 82 56 02

FAQ: Mælkeproduktionen

Indholdsfortegnelse

Skal jeg amme fra begge bryster hver gang eller kun det ene?

Det er meget individuelt, og der er ingen faste ‘regler’ om det. 

For nogle fungerer det ganske fint med ét bryst pr amning, mens andre oplever, at baby først er tilfreds efter at have fået tilbudt begge bryster. Det kan hænge sammen med brystets lagerkapacitet, som siger noget om, hvor stor en mængde mælk, det maksimalt kan indeholde – hvilket altså ikke skal forveksles med, hvor meget mælk et bryst kan producere. Et bryst kan sagtens producere rigeligt mælk, selvom lagerkapaciteten ikke er så stor; det betyder bare, at barnet måske vil ammes hyppigere eller netop vil have begge bryster ved hver amning.

En del ammende oplever i øvrigt at der kan være forskel i løbet af dagen; om formiddagen er baby fx mæt og tilfreds efter ét bryst, mens baby om aftenen vil have begge bryster (måske endda flere gange i træk). Det er helt normalt.

Hvis du oplever problemer med dit barns vægtøgning, og du plejer at nøjes med amme fra ét bryst pr amning, kan du prøve at tilbyde begge bryster hver gang i stedet. Det kan være en god og nem måde at øge barnets indtag af mælk på.

Læs mere om at amme efter barnets signaler i vores wiki om friamning.

Hvornår skal jeg skifte bryst?

Hvis du sædvanligvis ammer fra ét bryst pr amning, kan du skifte bryst ved hver ny amning.

Hvis baby vil have begge bryster, kan du ofte mærke på baby, hvornår det er tid til at skifte bryst: efter lidt tids rolig amning, bliver baby utålmodig og urolig, og baby tager måske fat og slipper brystet gentagne gange. Her kan du prøve at tilbyde det andet bryst og se, om baby vil spise mere der. Ved næste amning kan du så starte med at tilbyde det bryst, der sidst blev ammet på, for så at skifte til det andet senere.

Rigtig mange ammende har en god fornemmelse for, hvilket bryst der er mest fyldt og trænger til at blive tømt først ved en ny amning – og det er nok den allerbedste rettesnor at gå efter: hvis du fornemmer, at det ene bryst trænger mest, så tilbyder du det først. 

Men hvis du kommer i tvivl og ikke mærker det tydeligt, eller har problemer med at huske det, kan fx et hårspænde i bh-stroppen eller en elastik om håndleddet hjælpe med at huske, hvilken side du sidst ammede fra.

Jeg bruger ammebrikker – får jeg så for lidt mælk?

Nej, det er bestemt ikke sikkert. Tynde ammebrikker af silikone, der passer i størrelsen og bruges rigtigt, giver ikke i sig selv anledning til lav mælkeproduktion.

Men hvis du bruger ammebrikker for at skåne bryster med sår og revner, uden at du samtidig får gjort noget ved årsagen til problemet (ofte en forkert sutteteknik), kan det dog godt føre til lav produktion. Her er det så den utilstrækkelige tømning af brystet, og ikke brikken i sig selv, der er problemet.

Det samme kan ske, hvis brikken ikke passer i størrelsen til din brystvorte. Det kan nemlig gøre det vanskeligt for dit barn at tømme og stimulere brystet tilstrækkeligt. Brikken må ikke svuppe rundt på brystet under amningen – så er den for stor. Og hvis du oplever misfarvede brystvorter efter amning eller får sår/revner, er ammebrikken for lille.

Du kan læse mere om ammebrikker i vores mini-wiki.

Jeg tror ikke, jeg har nok mælk – hvad kan jeg gøre?

Bekymringer om for lidt mælk er noget, de fleste oplever. Hvis du lige nu sidder med de tanker, så kan det være en rigtig god ide at starte med at finde ud af, om du rent faktisk HAR for lidt mælk. 

Hvis din baby vokser og tager på, er glad og tilfreds det meste af tiden, men fx er meget urolig om aftenen, så er det ikke nødvendigvis, fordi du har for lidt mælk. Urolige aftener er nemlig helt normale. 

Kig også på babys bleer – er der 5-6 tunge tissebleer dagligt? Afføring som forventet i forhold til babys alder? Så er der sikkert nok mælk ❤

Hvis du har for lidt mælk, så kan du som det første kigge på, om du måske kan amme oftere. Mælkeproduktion øges ved efterspørgsel – jo mere mælk der fjernes, jo mere nyt laves der.

Hvis du ikke kan amme oftere end du allerede gør, kan du måske komme til at malke ud imellem amninger? 

Den lave mælkeproduktion kan også skyldes, at din baby ikke har helt godt fat om brystet og derfor ikke er så effektiv til at fjerne mælk – så kan det fx være godt at se på, om du kan prøve en anden ammestilling.

Hvis du oplever at have for lidt mælk og samtidig har fx stofskifteproblemer, så er det vigtigt at få behandling for stofskiftet først. Det kan nemlig påvirke produktionen, så du måske ikke kan øge den alene ved at amme mere eller malke ud.

Man hører tit, at man kan spise sig til mere mælk – fx med “mælkebomben”, eller ved at drikke særlig amme-te. Der er ikke så meget evidens for, at det virker. Men hvis du synes, det smager godt, så skal du ikke holde dig tilbage fra at give det et skud – det skader i hvert fald ikke!

I nogle tilfælde kan visse typer medicin hjælpe på produktionen, hvis alt andet er afprøvet uden held – men det skal du snakke med din læge om.

Du kan læse meget mere om alt det her i vores wiki om for lidt mælk.

Jeg har voldsomt meget mælk – hvad kan jeg gøre?

Hvis du har meget mere mælk, end dit barn har brug for, har du måske en overproduktion. 

Det behøver ikke at være et problem, hvis hverken du eller dit barn oplever det generende, men i nogle tilfælde kan det godt give problemer for både den ammende og barn. Så kan det være, at en stor del af følgende udsagn passer på dig og dit barn:

  • Barnet græder ofte og er ofte meget irritabel og rastløs
  • Barnet kløjes i mælken under amningen
  • Barnet lader til at bide eller hage sig fast i brystvorten under amningen
  • Mælken sprøjter, når barnet giver slip, specielt i begyndelsen af en amning
  • Du kan have ømme brystvorter
  • Amningen føles ofte som en kamp, hvor baby tager fat og giver slip hele tiden
  • Barnet dier ofte og i meget kort tid, 5 eller 10 min ad gangen
  • Barnet lader til at have et had/kærlighedsforhold til brystet
  • Barnet bøvser meget eller har meget luft i maven, og har tendens til at gylpe meget
  • Barnet har grøn, tynd eller slimet eksplosiv afføring
  • Dine bryster føles ofte overfyldte
  • Du har ofte tilstoppede mælkegange eller gentagne brystbetændelser 

Der er flere ting, du kan afprøve, hvis din overproduktion giver problemer.

For mange kan en ændring i ammestilling gøre det lettere for barnet at følge med den hurtige strøm uden at få mælken galt i halsen. 

Fx kan ammestillinger, hvor tyngdekraften ikke giver ekstra fart på nedløbet, være en stor fordel. Det kan være en opret ammestilling, hvor du har baby siddende som en koala på dit skød, eller en tilbagelænet (eller måske endda helt fladt rygliggende) stilling, hvor barnet ligger oven på dig, mave mod mave.

Liggende amning, hvor I begge ligger på siden, kan også være godt ved overproduktion, da mælken så let kan løbe ud af barnets mundvig, hvis der skulle komme for meget.

Mange har også glæde af at lade en del af det første nedløb sprøjte ud i en klud eller i en kop, så der er knapt så meget tryk på, når barnet kommer til brystet.

For nogle kan det være nødvendigt simpelthen at nedsætte mælkeproduktionen for at komme problemerne til livs. I wikien om overproduktion kan du læse mere om hvad du kan gøre, hvis du oplever gener.