Smerter og brænder i brystvorten

Spørgsmål

Min søn har, for 14 dage siden, fået klippet tunge og læbebånd, da jeg fik sår på vorterne. Dog kæmper jeg stadig med amningen. Det er her 2 uger efter begyndt at gøre ondt igen. Det brænder i selve brystvorten og en halv cm ned på aeola især når han tager fat. Nedløbet både når han er på og når han ikke er på, er også begyndt at svie.

Jeg har nærmest prøvet alt. Forskellige stillinger (kryds, liggende osv), lette trykket inden, lanolin på brystet inden han tager fat, ammebrikker, osv. Der er rigeligt med mælk. Han har svært ved at lure hvordan han skal tage fat, men når han først får suget sig fast er mundstillingen korrekt. Brystvorten er heller ikke deform når han er færdig.

Vi tager til kiropraktor I morgen for at udelukke det er spændinger der gør det (han har klar ynglingsside til højre)

Jeg er dog ved at opgive fuldstændig, da smerterne er for store og hver gang han skal spise frygter jeg for den kamp og smerter vi skal til og igennem. Især lige for tiden hvor han spiser utrolig ofte.

Det skal siges jeg har en datter fra 2018, som jeg ammede uden problemer.

Håber på noget hjælp 🤞🏻

 

Svar

Kære du

Kæmpe kram herfra! Det er rædsomt at amme når det gør så ondt! Og det er jo bestemt ikke meningen ❤

Det første jeg kommer til at tænke på er, om det kan være svamp? Du nævner det ikke umiddelbart selv, men det beskrives ofte som en sviende/stikkende smerte fra brystvorten og ind. Det er særligt under amning men også mellem amninger smerterne er der. Og det gør ondt uanset om ens baby har korrekt fat 🥰

Nogle gange kan man se at huden ved areola er glat og skinnende eller rød. Eller man kan se at baby har hvide belægninger i munden (trøske) som ikke kan tørres væk med en fugtig klud.

Det kan dog også være helt symptomfrit udover smerter, og derfor kan man nogengange overse svamp som årsag.

I det tilfælde at der er tale om en svampeinfekion, skal du lige et smut forbi lægen. Det er nemlig sådan at svamp smitter nemt, så både du og baby skal i behandling samtidig, og evt svamp andre steder på kroppen hos jer begge, vil også skulle behandles. Man kan få forskellige cremer og gel, men til helt nyfødte bruger man typisk en mikstur til baby og creme til mor.

Derudover er det vigtig at være obs på hygiejnen hjemme, så ammeindlæg skiftes hypoigt, og er ikke våde længe af gangen (svamp trives i fugt)

Bruger du genanvendelige indlæg, skal de vaskes ved mindst 60 grader -og det samme gælder for undertøj/trøjer/andet som kommer i kontakt med brystet, simpelhen for at dræbe sporerne 😊

Sutter, evt ammebrikker eller andet ydstyr skal også koges mellem brug, da man ellers risikerer at blive smittet igen efter endt behandling

Vi har skrevet en god wiki om emnet også som du kan læse her, og evt se om du tænker det kunne være dét, der er på spil

Andre årsager til pludselige smerter

Hvis en eventuel behandling mod svamp ikke virker, kan der også være tale om en infektion, og i det tilfælde vil en podning ved lægen kunne afklare det 😊 infektioner optræder dog hyppigt i sammenhæng med sår der ikke vil heale, trods korrekt teknik 😊

Det kan også være en tilstoppet mælkegang. Smerterne derfra føles dog sjældent brændende på ydersiden (altså i huden) men mere ind i brystet, særligt fra det påvirkede område. Det vil også oftes intensiveres under nedløbet. Der vil man dog oftest mærke en lille hård knude og kunne trykke/malke noget tykkere, evt gulligt mælk ud. Desuden ses ofte en afgrænset rød plamage rundt ved det hårde område, og tit et området varmt. Behandlingen der er varme, udmalkning og hyppig amning til knuden er tømt væk. Du kan evt læse lidt om tilstoppede mælkegange her, hvis du tænker det passer på hvad du oplever

En anden årsag til smerter er en bleb. En bleb er et lille stykke hud, der er vokset over en mælkeudgang og derfor forhindrer afløb af mælk. Typik ses det som en lille hvid plet på brystvorten. Man kan kradse let i overfladen med en negl eller gnubbe med et håndklæde, gerne efter brystet er varmet og er fugtigt (f.eks. efter bad).

Hjælper det ikke, kan man også bruge en steril kanyle til at prikke hul -her er det dog en god idé at få lægen til at hælpe for at undgå infektion 😊

Som du også er inde på, skyldes smerte oftes dårlig teknik. Men som du beskriver det, lyder det bestemt som at du har øje for, hvordan en god suttetekni er. En af de stillinger der kan være rigtig god til stramt tungebånd er opret stilling som du kan se her (hvis du har lyst til at prøve noget nyt) 😊

Jeg håber du kommer hurtigt i bedring 🥰

Kh Maria B, frivillig vejleder

 

Relaterede wiki-artikler