Støt os – Har vi hjulpet dig? Så vil vi elske hvis du vil hjælpe os! Mobilepay 82 56 02

Frivillig eller professionel

Vi mødes ofte med spørgsmål om, hvorvidt uddannelsen og virket som frivillig på Ammenet kan bruges i professionelle sammenhænge.

denne side har vi samlet information til dig, der er IBCLC-kandidat.

Her nedenfor kan du læse om mulighederne, hvis du fx er doula, slyngevejleder eller sygeplejerske.

Viden

Det kan man altid bruge. Ikke bare ammefaglig viden, men også den viden om kommunikation, som man får under uddannelsen og arbejdet som frivillig vejleder. Mange har meldt tilbage, hvordan netop den har spillet ind på andre områder af deres liv.

Så problemet er aldrig viden. Men der kan være problemer, hvis den bruges direkte til indtægt, uden yderligere professionel uddannelse indenfor faget.

 

Det frivillige er kernen

Ammenet er bygget på 100% frivilligt arbejde, hvilket vi sige at alle – uanset om de vejleder, modererer netværksgrupper, eller laver noget af alt arbejdet “bagved” – lægger deres tid og energi hos os uden en forventning om at få løn for det. Det, der driver os, er ønsket om at hjælpe alle familier til at nå deres amme-mål, og for at du passer ind, skal det også være det, der driver dig.

Selvom vi har store ambitioner om på sigt at blive en større organisation, er det hele tiden vigtigt for os at holde fast i kernen, som er frivillighed og peer-support – altså støtte og hjælp fra andre, der også har erfaring med amning. 

Vores uddannelse som frivillig vejleder er derfor ikke lavet med det formål at vi hver især skal tjene penge på de kompetencer, den giver, men tværtimod for at give noget til alle de familier, der har brug for vores hjælp – og derfor ligger der i uddannelsen også et løfte om at yde en frivillig indsats bagefter.

Engagement

Når vi bruger en masse tid på at uddanne nogen til at vejlede på Ammenet, så vægter vi engagement og reel deltagelse meget, meget højt. Det er også derfor, vi bruger tid på at gennemgå disse tanker her, for man kan faktisk ikke rigtigt komme igennem uddannelsen, og deltage i arbejdet, hvis man ikke virkelig brænder for den frivillige indsats og har stor lyst til at deltage i den.

Det kræver også tid. Men det har du allerede læst om.

 

CV

Den mest oplagte anvendelse af virket som frivillig vejleder (og dermed også uddannelsen) udenfor det frivillige arbejde er at skrive det på sit CV.

Vi ved alle, at det frivillige arbejde kan gøre, at en kandidat til et job eller en uddannelse skiller sig ud og demonstrerer engagement og viden. Og det er rigtig fint!

Så længe det ikke er den eneste grund til, at man viser interesse for det frivillige arbejde, selvfølgelig.

 

For sundhedsfaglige

Hvis du arbejder indenfor de sundhedsfaglige professioner, som har en berøringsflade med spædbørn og mødre, så kan du måske føle, at du mangler viden om amning, som ville gavne dig i jobbet. Det er meget forståeligt! Og der kastes jo ikke mange penge efter uddannelse indenfor amning i de fleste fag. Måske frivillig uddannelse ses som en oplagt mulighed for tilegnelse af viden og kompetencer.

Er du ansat indenfor sundhedsvæsenet, oplever du måske ofte at stå i situationer, hvor utilstrækkelig viden om amning kan forhindre dig i at hjælpe i en given situation. Det er benhårdt og svært arbejde. Og her kan viden opnået et hvilket som helst sted, fx også ved frivilligt arbejde, naturligvis komme dig til gode.

Det vigtige er blot at huske på, at den viden du har tilegnet dig er målrettet en anden type situation, nemlig det frivillige arbejde, og at du derfor ikke har kompetencer som en person, der har taget en professionel uddannelse og certificering indenfor amning. Mere om dette nedenfor.

 

For selvstændige

Der er en stigning i antallet af fødselsdoulaer – hurra for det!  Derudover er der en del sundhedsfaglige, som vælger at arbejde selvstændigt, fx jordemødre, men også sygeplejersker og sundhedsplejersker – hurra for dette også!
Amning fylder ikke så meget i disse uddannelser, og derfor vil nogle søge yderligere viden om amning for bedre at kunne hjælpe deres klienter. Men her bevæger vi os nu over i gråzonen.

Viden – det kan man altid bruge. Men hvis man bruger viden fra Ammenets uddannelse og virke til at tilbyde tjenester mod betaling, som man ikke ellers er uddannelsesmæssigt kvalificeret til at tilbyde, så overtræder man vores etiske retningslinjer

Som frivillig på Ammenet kan du kun tilbyde betalt ammehjælp, hvis du samtidig har en professionel uddannelse eller certificering indenfor området

Uddannelser som fx jordemor eller doula er ikke tilstrækkelige i sig selv, da de ikke indeholder nok om amning. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl.

Det korte af det lange

Hvis du brænder for den frivillige vejledning, så er Ammenet en oplagt mulighed. Har du oven i det drømme om noget mere professionelt, kan Ammenet stadig være oplagt. Tænker du primært på professionelle muligheder, så er det frivillige arbejde nok ikke oplagt for dig.

 

Har du spørgsmål om at være frivillig er du altid velkommen til at kontakte Mette og Maria på uddannelse@ammenet.dk