Ammenets vedtægter
§ 1. Navn og tilhørsforhold
§ 1.1 Foreningens navn er: Ammenet
§ 1.2 Foreningens hjemsted er Danmark
§ 2. Foreningens formål
§ 2.1 Ammenet er en landsdækkende frivilligbaseret almennyttig forening, hvis formål er at arbejde for udvikling og forbedring af enkeltpersoners og familiers muligheder for at nå deres personlige mål for amningen ved at:
- yde gratis støtte og evidensbaseret vejledning til familier, der ønsker hjælp til alle faser af amning og udmalkning
- udbrede evidensbaseret viden om modermælkens sygdomsforebyggende egenskaber og amningens øvrige sundhedsmæssige fordele for barnet såvel som for den ammende
- udbrede evidensbaseret viden om amning som den biologiske og kulturelle norm
- støtte og/eller gennemføre forskningsrelaterede aktiviteter
§ 3. Medlemskab
Foreningen optager enkeltpersoner i en af tre typer medlemskaber.
§ 3.1 Som ordinære medlemmer optages personer, der har gennemført Ammenets uddannelse som Vejleder, Ordstyrer eller Organisator og som har en gældende Statement of Commitment. Indmeldelse som ordinært medlem sker efter godkendelse hos den relevante teamansvarlige.
§ 3.2 Som associerede medlemmer optages personer, der er foreningsaktive i Ammenet uden at opfylde kravene i §3.1 (fx personer under uddannelse til vejleder, ordstyrer eller organisator, praktikanter, personer der udfører konkrete projekter for Ammenet mv.).
Indmeldelse som associeret medlem sker efter godkendelse af skriftlig ansøgning som anvist på hjemmesiden.
§ 3.3 Som støttemedlemmer kan optages personer, der udelukkende bidrager til foreningens arbejde igennem kontingentbetaling. Indmeldelse som støttemedlem sker automatisk efter indbetaling af støtte som anvist på hjemmesiden.
§ 3.4 Hvis et ordinært eller associeret medlem overtræder foreningens vedtægter og/eller etiske retningslinjer, kan bestyrelsen vælge at ekskludere medlemmet. Medlemmet kan anke eksklusionen på førstkommende generalforsamling.
§ 3.5 Udmeldelse for ordinære og associerede medlemmer sker hos en teamansvarlig med orientering hos formandskabet. Udmeldelse af støttemedlemmer sker efter ophør af kontingentbetaling.
§ 4. Generalforsamlingen
§ 4.1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
§ 4.2 Bestyrelsen indkalder til generalforsamlingen med mindst 14 dages varsel. Den ordinære generalforsamling afholdes en gang årligt.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen eller når mindst en tredjedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, der ønskes behandlet. Generalforsamlingen skal da afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse.
§ 4.3 Generalforsamlingen er åben for deltagelse fra den generelle offentlighed.
§ 4.4. Valgbare til bestyrelsen er personer, der har opnået ordinært medlemskab som angivet i § 3.1
Kandidatur kan meldes til bestyrelsen på forhånd eller på dagen for afholdelse af generalforsamlingen.
Stemmeberettigede er personer, der har opnået ordinært, associeret, eller støtte medlemskab jf. § 3.1-3.3 og som deltager i generalforsamlingen.
Taleret har enhver, der deltager i generalforsamlingen.
§ 4.5 Dagsorden for ordinær generalforsamling offentliggøres af bestyrelsen senest 1 uge før afholdelsen, og skal som minimum indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent
- Årsberetning samt godkendelse heraf
- Fremlæggelse af regnskab og budget
- Indkomne forslag
- Valg af bestyrelse og op til 2 suppleanter
- Eventuelt
§ 4.6 Alle beslutninger på en generalforsamling sker ved håndsoprækning og træffes ved almindeligt stemmeflertal (over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer), med undtagelse af vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning jf. § 8 og § 10.
§ 4.7 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, kan indsendes af enhver jf. anvisningerne på hjemmesiden og skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
§ 5. Foreningens bestyrelse
§ 5.1 Foreningens daglige ledelse forestås af bestyrelsen og udgør 3-5 ordinære medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode.
§ 5.2 Bestyrelsen konstituerer sig selv med forperson, næstforperson og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden, hvoraf fordelingen af den daglige ledelse fremgår.
§ 5.3 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
§ 5.4 I Ammenets vedtægter skrives forperson/næstforperson. De til enhver tid siddende forpersoner/næstforpersoner kan frit vælge mellem at kalde sig forperson/forkvinde/formand og næstforperson/næstforkvinde/næstformand.
§ 6. Tegningsregler
§ 6.1 Foreningen tegnes af forperson/næstforperson samt kassereren for bestyrelsen i fællesskab, eller af forperson/næstforperson eller kassereren i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.
§ 6.2 Bestyrelsen kan godkende, at forperson/næstforperson og kasserer kan råde over dankort og netbank til foreningens bankkonto hver for sig.
§ 6.3 Ved beløb under 1.000 kr. kan kassereren eller forpersonen/næstforpersonen alene underskrive.
§ 7. Kontingent
§ 7.1 Medlemmer betaler et årligt kontingent, dog kan bestyrelsen under særlige omstændigheder træffe beslutning om at enkeltmedlemmer fritages for kontingent. Kontingentets størrelse fastsættes af bestyrelsen. Medlemskab er kun gyldigt, når der er betalt kontingent.
§ 7.2 Medlemskab kan fornys årligt ved indbetaling af kontingent.
§ 7.3 Kontingentet kan ikke refunderes, såfremt medlemskab ønskes afbrudt.
§ 8. Vedtægtsændringer
§ 8.1 Vedtægtsændringer kræver et flertal på 2/3 af generalforsamlingens fremmødte medlemmer
§ 8.2 Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
§ 9. Regnskab og økonomi
§ 9.1 Regnskabsåret følger generalforsamlingen og går fra august til juli.
§ 9.2 Det reviderede regnskab med kommende års budget skal være fremsendt til medlemmerne senest en uge før den ordinære generalforsamling.
§ 9.3 Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.
§ 9.4 Regnskabet skal underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen.
§ 9.5 Hvis foreningen har over 200.000 kr. i likvide midler, skal en ekstern revisor benyttes.
§ 9.5.1 Revision finder sted en gang årligt efter regnskabsårets afslutning. Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted, når revisoren ønsker det.
§ 10. Opløsning
§ 10.1 Opløsning af foreningen kræver et flertal på 2/3 af generalforsamlingens fremmødte medlemmer.
Opløsningen skal herefter godkendes på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.
§ 10.2 Ved opløsning af foreningen skal foreningens likvide midler overdrages til almennyttige formål, fastsat af bestyrelsen, eller tilbagebetales til organisationer og lignende, som har doneret midlerne vedhæftet bestemte juridiske krav.
Således vedtaget ved stiftende generalforsamling d. 29.01.2017
Bestyrelsesmedlemmer: Anne Møller, Cecilie Burkal Cohrt, Iben Vutborg, Sisse Holmstrup og Stine Højgaard
Revideret ved ekstraordinær generalforsamling d. 11.02.2018
Bestyrelsesmedlemmer: Cecilie Burkal Cohrt, Elisa Skov Pristed, Iben Vutborg, Sisse Holmstrup og Stine Højgaard
Revideret ved generalforsamling d. 02.09.2018
Bestyrelsesmedlemmer: Elisa Skov Pristed, Emilie Haarslev Schröder Marqvorsen, Karen Voldsgaard, Sisse Holmstrup og Stine Højgaard
Revideret ved generalforsamling d. 04.09.2021
Bestyrelsesmedlemmer: Emilie Haarslev Schröder Marqvorsen, Maria Bekke, Mette Feldthaus, Rie Jønsson og Sisse Holmstrup
Revideret ved generalforsamling d. 03.09.2022
Bestyrelsesmedlemmer: Birthe Uldahl Kjeldsen, Emilie Haarslev Schröder Marqvorsen, Maria Bekke og Mette Feldthaus
Revideret ved generalforsamling d. 26.08.2023
Bestyrelsesmedlemmer: Birthe Uldahl Kjeldsen, Emilie Haarslev Schröder Marqvorsen, Maria Bekke og Mette Feldthaus
Revideret ved ekstraordinær generalforsamling d. 27.02.2023
Bestyrelsesmedlemmer: Birthe Uldahl Kjeldsen, Emilie Haarslev Schröder Marqvorsen, Maria Bekke og Mette Feldthaus