Sår og revner på brystvorte

De fleste kvinder oplever en vis smerte ved amning, indtil brystet har vænnet sig til amningen. Dette er normalt, og forsvinder i løbet af nogle dage.Nogle kvinder oplever desværre, at amningen udvikler sig til at blive smertefuld på grund af sår og revner på brystvorten.

Hvorfor fik jeg sår på brystvorten?

For at løse problemet, er det vigtigt at kende og fjerne årsagen til sårene. Sår og revner opstår i de fleste tilfælde, fordi barnet ikke har ordentlig fat og derved sutter forkert. Læs mere i wikien om sutteteknik. Det kan være en hjælp at prøve forskellige ammestillinger.

Smerter i brystet, ledsaget med rødme, svieog/eller hvide belægninger, kan også være forårsaget af svamp.

Sår på brystvorten kan endvidere skyldes, at barnet bider- læs mere herom i wikien om bid.

Hvordan behandler jeg sårene?

Du kan fremme helingen ved sår ved at:

  • Gnide lidt modermælk på brystvorten efter amningen, før du lader dem lufttørre
  • Lade brysterne lufttørre efter amning med barnets spyt
  • Lade brysterne lufttørre efter hver amning, og i det hele taget lade dem få så meget luft som muligt
  • Altid bruge et rent, tørt ammeindlæg, når du har bh på
  • Anvende uldammeindlæg, i stedet for papirindlæg
  • Sørge for at barnet ligger korrekt, og derved ikke hænger eller hiver i brystvorten, se sutteteknik
  • Benytte ammestillinger, som aflaster brystvorten bedst - eksperimenter med forskellige muligheder

Sår og revner i brystvorten er en indgangport til bakterier, og at man derfor er i risikogruppen for at udvikle brystbetændelse. Sørg for at holde sårene rene. Hvis det ikke er nok at lufttørre med lidt modermælk, kan du evt smøre med en helende salve, der ikke skal tørres af (f.eks. en renset lanolin, som Lansinoh), når brysterne er tørre efter amning (1). Det anbefales ikke at anvende diverse cremer og salver, der skal vaskes af inden amning, da dette slider yderligere på brystvorten.

Kellymom anbefaler at lade brystvorten opbløde i en mild saltvandsopløsning i fem minutter efter endt amning og duppe den tør med papir (2), inden man smør den med modermælk.

Selvom man har sår, skal man blive ved med at amme. Hvis amningen føles så smertefuld, at det ikke er til at holde ud, kan man anvende amme/suttebrikker for at skåne brystvorten og fremme helingen.Inden amningen kan man lægge en isterning på brystvorten for at smertelindre.

Hvis barnet skal tages fra brystet før det selv giver slip, er det en god og skånsom måde blidt at tage et stykke af fingeren ind i barnets mund, for at bryde vakuumet, så barnet naturligt giver slip på brystvorten.

Kilder::

(1) La Leche League: The Breastfeeding Answer Book, s. 485

(2)http://www.kellymom.com/bf/concerns/mom/nipplehealing.html

Engelsk betegnelse:
Nipple Cracks, Nipple Abrasions
Søg efter emnet på Ammenet:
Søg vores fora igennem for diskussioner om emnet ved at bruge søgefeltet øverst i højre hjørne.