Hvorfor er MME 1 tilbud ulovlige?

Diskussionen om modermælkserstatning (MME) på tilbud er kompleks. Hvorfor pokker må familier ikke have lov at spare penge ved at have mulighed for at købe MME til nedsat pris?? Vi kan godt forstå at det kan være svært at finde hoved og hale i hvorfor. Det vil vi gerne forsøge at forklare her.


"The Code"

Der findes omfattende lovgivning på området, som udspringer af et sæt internationale retningslinjer vedrørende salg og markedsføring af modermælkserstatning og relaterede produkter, som er udarbejdet af Verdenssundhedsorganisationen WHO. Retningslinjernes navn er International Code of Marketing of Breast-Milk Substitutes - i daglig tale blot “the Code”. Formålet med "The Code" er i al sin enkelthed at beskytte mødres og børns sundhed mod den aggressive markedsføring, som man tidligere har set blandt nogle producenter af MME.

Her kan du se the Code i en overskuelig form på engelsk. Ellers kan du læse hele the Code, eller WHOs egen FAQ om den.

Historisk har man set et markant fald i ammefrekvensen, når modermælkserstatning blev mere tilgængeligt og markedsføringen mere aggressiv. I mange lande er det stadig sådan, at mange mødre tror at modermælkserstatning er bedre end modermælk. Bare i Danmark er det en udbredt misforståelse at der ikke er nogen nævneværdig forskel. Disse eksempler på opfattelsen af MME kommer producenterne til gode og er resultat af de aggressive kampagner. Det er denne viden, som i 90erne fik WHO til at udarbejde the Code.

Det kan virke fjernt at forestille sig, at man skulle vælge modermælkserstatning blot på grund af prisen - især hvis man aktivt har valgt at amme og måske kæmpet for at komme til det. Det er imidlertid ikke gældende for alle!

Reklamer og tilbudspriser har begge som formål at tiltrække kunder og øge produktets tilgængelighed og udbredelse. De handler ikke rigtigt om at være flink ved den enkelte mor, der har behov for at købe det pågældende produkt.

Danmark har valgt at bakke op om the Code ved at tilføje dele af den til den nationale lovgivning, som du kan læse i denne bekendtgørelse samt dette EU direktiv.


Hvad betyder det i praksis?

I praksis betyder lovgivningen, at MME 1 (modermælkserstatning til børn under 6 mdr) ikke må sælges på tilbud eller gives væk som vareprøver - hverken direkte til forbrugere eller til sundhedssektoren. Både producenter, distributører, butikker og sundhedspersonale skal følge loven.

Hvad hvis jeg ser MME 1 på tilbud?

Fordi det kan være en kringlet affære at finde hoved og hale i, hænder det også relativt ofte, at butikker sætter modermælkserstatning på tilbud - som regel fordi de ikke ved at lovgivningen forbyder det.

Ser man det på tilbud i butikken kan man enten forsøge at henvende sig hos butiksbestyreren, eller man kan skrive en mail til butikskæden.

I begge tilfælde kan det være rigtig godt at have ovenstående i baghovedet - at butikkerne eller den konkrete medarbejder sjældent kender lovgivningen, og derfor sandsynligvis har behandlet varen, som alle andre varer der er tæt på at udløbe. De handler altså ikke i ond vilje, men kan blot gøres venligt opmærksom på problemet Smile

Her er et forslag til hvordan man kan formulere en mail til en butik (husk altid at formulere henvendelser venligt, da det øger chancen for et positivt udfald):

"Hej XX,

I dag da jeg handlede ind i jeres butik på Jens Jensens Gade, faldt jeg over modermælkserstatning på tilbud.

Jeg er ikke sikker på at I kender til lovgivningen på dette område, og derfor tænkte jeg at jeg ville henvende mig. Her er et link til lovgivningen - det er særligt paragraf 20, der er relevant lige for jer.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=183135#idc084e049-b9fc-4ddd-a320-7d9b6e017e7d

Med venlig hilsen, XX"