Amning i varmen

udgivet den
Udendørs amning i sommervarmen

Revideret juni 2020

Solen og varmen er igen over os! Det er så skønt - men vi ved at der er mange, der bliver usikre på, om det er nok at amme, når det bliver rigtigt varmt.

Som udgangspunkt er modermælk alt barnet behøver indtil omkring halvvejs i det første leveår. Modermælk indeholder omkring 90 % vand og kan fint opfylde babyens væskebehov. Også når det er varmt. Der er ingen grund til at give vand eller andet ved siden af amningen, indtil barnet bliver omkring 6 måneder gammelt.

Også efter denne alder vil mange børn efterspørge mere amning, når det er varmt. 

Mange mødre oplever, at børnene selv er rigtigt gode til at bede om at blive ammet oftere, når det er varmt, og de har brug for mere væske. Man skal endelig bare følge barnets signaler og lægge det til så meget, som det efterspørger. Det kaldes også friamning, når du ammer efter barnets efterspørgsel - det kan du læse mere om her.

Også større børn kan bede om at blive ammet ofte i varmen, og der er ingen grund til ikke at lade dem amme ofte.

Når børnene er mest tørstige, tager de som regel mange små og korte måltider for lige at stille tørsten. Hvis barnet ellers trives, er det helt i orden. 

I øvrigt er der undersøgelser, der peger på, at mælkens temperatur bliver lidt lavere, når det er varmt udenfor (og omvendt). Smart, ikke?

Er du i tvivl om, hvorvidt dit barn får nok væske, så kan du altid tilbyde brystet og se, om barnet siger ja tak.

Hvis du oplever, at dit barn har færre end 5-6 godt våde tissebleer i døgnet, så er det en god idé at tilbyde mere amning. Og hvis dit barn pludseligt bliver slapt, sløvt og ukontaktbart, så skal du selvfølgelig ringe til lægen med det samme.

Vær også opmærksom på at det kan blive meget, meget varmt i en barnevogn, når der er direkte sol på. Især hvis der er en stofble over åbningen. Hvis dit barn sover lur i barnevogn, så sørg for at stille den i skygge og undgå at dække åbningen til, så der kan komme frisk luft. 

Nyd sommeren og keep on nursing ❤️