Ny graviditet - kan det allerede ændre produktionen og smagen?

Spørgsmål

Min datter fyldte 2 år for nogle uger siden. Jeg er ny-gravid ca. 7 uger henne og mine brystvorter er ømme ved amning allerede, dog forventet.

Mit spørgsmål går på at jeg allerede synes jeg oplever mindre mælk. Jeg kan ikke mærke mit nedløb, men synes hun kæmper en del og hvis jeg håndmalker lidt synes jeg mængden er mindre. Jeg havde forventet dette først ville ske omkring 2. trimester. Er det normalt at mælken stille svinder ind allerede så tidligt? Hun giver ikke udtryk for at være utrilfreds og et par gange omkring jul/nytår sagde hun “adr” da hun ammede. Det grinte jeg lidt af fordi jeg vidste ikke jeg var gravid, hvilket jeg er blevet lige et par dage før juleaften. Kan smagen allerede have ændret sig så tidligt, således hun er vant til den nu?

Graviditeten er lykkelig, dog ikke planlagt da vi ville have ventet nogle måneder længere så vores datter var nærmere 2,5 når der kom ændringer i mælken, så er lidt fortvivlet og trist på vores vegne.

 

Svar

Kære du.

Mange tak for din mail. Først og fremmest stort tillykke med graviditeten. :-) Lad os prøve at kigge lidt på dine spørgsmål:

Mælken (smag og produktion)

Jeg kan godt forstå, du undrer dig lidt over både ændring af smag og fald i produktion så tidligt i graviditeten. Det er nemlig rigtigt, at mange mødre oplever disse forandringer, som skyldes graviditetshormoner, tydeligst omkring andet trimester; men det er ikke tilfældet for alle. For nogle, som du selv oplever, viser ændringerne sig langt tidligere i forløbet, og det er helt normalt.

Jeg tænker også, det er en mulighed, at faldet i din produktion på nuværende tidspunkt kan skyldes, at din datter måske begyndte at fjerne en mindre mængde mælk fra brystet, da mælken ændrede smag. Hvis dette er tilfældet, vil brystet naturligt producere det mindre, da den samlede mængde af mælk afhænger af, hvor meget der fjernes. Det kan dog stadig sagtens være, at hun allerede har vænnet sig til smagen.

Ømhed og smerter

Hvor er det stærkt, at du fortsat ammer til trods for de allerede ømme brystvorter! Nogle mødre vil opleve, at den værste smerte aftager efter første trimester, mens det for andre vil stå på under hele graviditeten. Andre igen oplever hverken smerter eller øget følsomhed. Hvis det bliver svært at holde ud, kan det være en idé at overveje at begrænse længden af amninger og sætte et tidsinterval på, som er håndgribeligt for barnet. Man kan fx høre en yndlingssang og så stoppe amningen, når sangen slutter. Mange oplever, at det er nemmere at være i, hvis man ved, hvornår amningen slutter.

Andre har gavn af at eksperimentere med forskellige ammestillinger og sørge for, at en god, stor del af brystet kommer så langt som muligt ind i barnets mund. Man kan også forsøge at håndudmalke, indtil nedløbet starter, da smerten kan opleves mindre, når først mælken løber.

(Selv)fravænning og ændringer i ammeforløbet under graviditet

Jeg tænkte, at jeg lige ville benytte lejligheden til at skrive lidt om selvfravænning. Man ser nemlig ofte, at mange børn på din datters alder selvfravænner under graviditeten. Selvom det slet ikke er sikkert, at det bliver tilfældet hos jer, kan det under alle omstændigheder være en god idé at forberede sig på. Selvfravænningen kan skyldes ændringerne i mælkens smag eller fald i produktion, som barnet bliver træt af, eller simpelthen fordi barnet udviklingsmæssigt er klar til det og derfor fravælger amning helt naturligt.

Det kan også være en god idé at forberede sig på, at barnet måske får lyst til at genoptage amningen, når lillebror eller –søster er kommet til verden. Det kan være værd at gøre sig lidt tanker på forhånd om, hvordan man vil have det med tandemamning. Hvis du har lyst, kan du læse lidt mere om det her.

Mange mødre oplever det som en stor sorg og kan føle sig enormt trist, når ammetiden lakker mod ende. Det er ganske naturligt, da ammestoppet symboliserer afslutningen på et rigtig vigtigt, og ofte dejligt, kapitel i mor og barns liv. Her kan det være en trøst at prioritere andre former for nærhed: sove sammen, ekstra mange kys, kram og opmærksomhed, tætte hyggestunder under dynen med historielæsning og sange, eller hvad som helst, barnet synes er hyggeligt.

Det kan på samme måde være rigtig svært, når der pludselig opstår ændringer i ammeforløbet, som man måske hverken var forberedt på eller helt klar til. Det lyder som om, at ændringerne i jeres ammeforløb påvirker dig meget lige nu. <3 Det er fuldt forståeligt, og det kan nemt være, at graviditetshormonerne gør det lidt ekstra svært. Det er vigtigt at give sig selv lov til at være trist. <3 Græd, hvis du har brug for det. Tal med nogen i dit netværk, der måske har været samme sted. Eller måske har du lyst til at finde støtte i Ammenets "Ammenetværk" på Facebook (for børn 2+ år)?

Til sidst vil jeg lige linke til vores wiki om amning under graviditet, hvis du endnu ikke har læst den. Her kan du finde flere uddybende informationer om emnet. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar og ønsker dig en rigtig dejlig graviditet.

Kram

Maria (frivillig vejleder under uddannelse, Ammenet)

 

Relaterede wiki-artikler