Kan det blive for sent at etablere en god amning?

Spørgsmål

Vores datter bliver 3 uger i dag. Vi har kæmpet med gulsot, amning og for langsom vægtøgning. Undervejs har jeg fået råd og vejledning fra læger, sygeplejersker og ammevejledere på hospitalet, ørenæsehalslæge, kiropraktor og fra min sundhedsplejerske.

I lørdags blev vi så officielt udskrevet, da gulsoten var faldende og hun har taget på, så hun vejer over fødselsvægt💪

Vi kæmper dog stadig med amningen. Hun sover godt, så vi er nødt til at vække hende hver 3. Time. Jeg har stadig sår på venstre brystvorte, som gør nas! Min venstre brystvorte strutter ikke så meget som den højre og jeg tror det er derfor hun ikke får ordentligt fat. Brystvorten "åbner" sig med sår i midten, når hun har suttet. Typisk er min brystvorte øm en times tid efter amning. Varmepude lindrer. Har prøvet suttebrik str 24, som virker for lille og hun vil ikke tage fat i den. Er også bekymret for om min mælk er tilstrækkelig. #EnNybagtMorsBekymringer 😅

Lang tekst 😴. Jeg overvejer at investere i en privat ammevejleder. Kan det betale sig nu?

 

Svar

Kære du.

Sikke en start på tiden som ny familie ❤ Hvor dejligt at I er ovre gulsoten og nu er udskrevet 🥰 Jeg har tilladt mig lige at svare på nogle af de ting du har skrevet i teksten før dit spørgsmål, det håber jeg er ok 🥰

Når jeg læse hvad du skriver, lader det til at I allerede har været en god vej rundt om de fagpersoner, der kan hjælpe med forskellige vurderinger. Her tænker jeg særligt på kiropraktor, som jeg antager har vurderet eventuelle spændinger og ønh-læge, som måske har vurderet et tungebånd? Du skriver godt nok ikke om der har været noget at komme efter, men hvis hun har fået en behandling, kan der godt gå en lille smule tid, hvor man skal øve med korrekt teknik, før det bedres 😊

Det lyder voldsomt ubehageligt med de sår, og som om der stadig er noget med teknikken der driller jer -særligt hvis det fortsat gør ondt under amningen. Hvis du oplever ikke at have de samme smerter som tidligere, men at såret bare ikke vil heale, kan det være en god idé at blive podet ved lægen. Nogen gange kan der nemlig gå bakterier i sår, så de ikke healer, trods korrekt teknik ❤

Sutteteknik

Når vi nu er ved teknikken, vil jeg mægtig gerne dele denne video med dig. Den viser grafisk og med eksempler fra flere ammende og deres babyer, hvilke tegn man kan se efter for at vurdere teknikken, når man lægger baby til

Den er godt nok på engelsk, men der er nogle meget fine grafikker med undervejs, så du faktisk også kan se den uden lyd 😊

En anden ting du eventuelt kan prøve, for at mindske belastingen på såret, er at bruge et "nipple flip" det er en metode til at få en anelse mere bryst i babys mund, så brystvorten kommer godt langt tilbage. På ovenstående video kan du også se, at når brystvorten er helt tilbage i babys mund, så er der ikke direkte belastning på, og så kan såret også få bedre ro til at heale 🥰 videoen der demonstrerer et nipple flip kan du se her

Nogle gange kan det også hjælpe at stimulere brystvorten før en amning, således at den bliver stiv -det kan gøre det nemmere for baby at tage få fat 😊 Måske ammestillingen også betyder noget for hende? Hvis du vanligvis ammer i den klassiske stilling på højre bryst, kan du eventuelt prøve tvillingestillingen på venstre - så ligger hun på den samme måde, og det er måske nemmere for hende? Det er måske et forsøg værd, eventuelt kombineret med at stimulere brystvorten 🥰 Du kan se de forskellige ammestillinger (og mange flere) her

Ammebrik

Hvis du gerne vil bruge en ammebrik, er det vigtigt den passer i størrelsen ❤ Der skal være plads til hele brystvorten i spidsen, dog uden for meget ekstra luft rundt om, da det så også kan lave sår. De findes i rigtig mange størrelser, så hvis du tænker den er for lille, kan du prøve dig frem med nogle større 😊

Ammebrikker kan aflaste en såret brystvorte, men den vil ikke kunne fjerne årsagen til såret hvis det f.eks. er forkert sutteteknik 🥰 Alt det kommer vi også omkring i denne miniwiki, hvor der også er en videodemonstration i

Nok mælk

Som det sidste får du kort skrevet om du bekymre dig for om din mælk er nok for hende -det er den i udgangspunktet ❤ I er jo netop blevet udskrevet fra hospitalet, fordi det gik godt 🥰 Det du kan gøre er at holde øje med hendes trivsels tegn: får hun tisset mindst 5-6 tunge bleer i døgnet, har hun jævnlig og ubesværret afføring (vi har lige lavet en spirt ny wiki om det her, virker hun veltilpas det meste af hendes vågne tid, og fortsætter hun med at tage på som forventet, jamen så får hun det hun her brug for 🥰 En af de ting man oftest vil skrue på som det første, hvis man er i tvivl om en baby får nok, vil være antallet af amninger. Nogle børn har brug for at komme til brystet hver 2. time eller hyppigere, og har måske brug for at få tilbudt begge bryster til hvert måltid ❤

Køb af privat ammehjælp

Alt det ovenstående vil en privat ammekonsulent også kunne hjælpe med 🥰 Fordelen ved at købe en konsultation eller et forløb er, at du vil kunne blive tilset fysisk og få vejledning til gode ammestillinger i netop dit hjem med det du har til rådighed 😊 En konsulent der kommer fysisk kan også se nogle ting, som man ikke har mulighed for digitalt. Får man et forløb er der mulighed for et antal opfølgningssamtaler når man har prøvet med en bestemt teknik i noget tid, og så kan man sammen justere ind og rette planen til efter behov 🥰

Deruover så har jeres forudsætninger for amningen til nu også været lidt vanskeligere pga indlæggelse og gulsot, og den vejledning der har været på hospitalet har nok taget udgangspunkt i dén situation, hvor en konsulent nu vil have et andet udgangspunkt 😊

I sidste ende er det op til dig, hvad der kan betale sig 🥰 Jeg tænker bestemt det er en relevant mulighed. Hvis du vælger at investere i noget hjælp, kan du gå efter at vælge en med IBCLC certificering. Det er en garanti for at personen har læst og uddannet sig specifikt inden for amning, har erfaring med vejledning og er opdateret på ammeviden. Du kan læse lidt mere om hvad man kan overveje før man vælger at købe ammehjælp på siden her

Og her er der en liste over IBCLCer i landet (der findes flere, da ikke alle har tiæmeldt sig listen) 

Jeg håber du har fået svar på dine spørgsmål, og at du har nok til at træffe beslutning om et evt. køb af hjælp er det rigtige for jer ❤

Kh Maria B, frivillig vejleder

 

Relaterede wiki-artikler