Gylper samt ondt i starten af amning

Spørgsmål

Jeg fødte den sødeste lille pige som nu er knap en måned. Hun var early feeding, så blev lagt til brystet med det samme. Hun har et godt sug og ingen stramt tungebånd - men vi kæmpede en masse med smerter og sutteteknik de første mange dage. Jeg føler, at det er blevet meget bedre nu - men er i tvivl om det blot er fordi man kan “vænne sig” til smerten? Men jeg synes egentlig primært kun, at det gør ondt i selve brystvorten de første sekunder når hun tager fat nu - og amningen tager ikke lige så lang tid som i starten og mælken hænger ud af mundvigene på hende, når babsen ryger ud - så jeg tænker at hun får rigeligt mad 😅

Tilgengæld gylper hun helt vildt stort set hver gang hun har spist - nogle gange i lang tid også, så hun kan være svær at putte. Skal jeg være bekymret for, om hun bliver mæt nok, når det virker til at alt bliver gylpet op igen??

Jeg prøver at bøvse hende af under hvert måltid og inden skift af bryst ☺️

 

Svar

Kære du,

Stort tillykke med din lille piges ankomst 🥰

Pyha, det lyder hårdt med en ammestart fyldt med smerter - kæmpe kram din vej! Hvor er det stærkt gået, at du oplever markant bedring i forhold til smerterne! 💪🏼❤️ Der kan være forskellige ting på spil, så jeg har delt det lidt op i bidder. Vi tager lige fat på gylpen først, og dernæst smerter og sutteteknik. 🤗

Gylp

Jeg forstår så godt bekymringen for om din datter får nok, når hun gylper løs. Det kan se voldsomt ud! Gylp (også kaldet refluks) er normalt og uproblematisk, så længe din datter trives. ❤️ Trivsel indebærer bl.a. at hun udvikler sig som hun skal, følger sin vægtkurve og ikke har udfordringer ved brystet. Almindeligvis skyldes tilbageløbet en umoden lukkemuskel mellem spiserør og mavesæk, hvorfor det vil blive gradvist bedre henover tid. Du nævner, at din pige havde brug for early feeding. Hvis din datter er præmatur kan det også give ekstra udfordringer med refluks. I vores wiki kan du læse meget mere om refluks, samt hvornår refluks går hen og bliver så problematisk, at man taler om reflukssygdom.

Det kan være godt, at være opmærksom på ammehyppigheden, når der er store mængder refluks. Barnets mavesæk har godt af små, hyppige måltider, som mindsker risikoen for tilbageløb ved at mavesækken ikke bliver (over)fyldt. I den forbindelse vil jeg lige nævne friamning, som anbefales af både Sundhedsstyrelsen og WHO. Friamning er ganske kort, at man ammer barnet så ofte som det ønsker uden at tænke på hvor ofte og hvor længe. Du kan læse meget mere om friamning og dets fordele i vores wiki.

Større mængder gylp kan også skyldes udfordringer med sutteteknikken, hvor barnet kan komme til at sluge meget luft undervejs. Den hyppigste årsag til sår og smerter er ligeledes også en problematisk sutteteknik, så det kan være et rigtig godt sted at tage fat.

Sutteteknik og ammestillinger

Amning kan godt være forbundet med lidt ubehag og ømhed i den første tid, men det må ikke være smertefuldt at amme, og der er ikke tale om at “brystvorterne skal hærdes”, som man ellers har talt om før i tiden.

Der er flere ting, der kan spænde ben for, at barnet har en god sutteteknik. Det kan fx være valg af ammestilling, muskelspændinger hos baby eller en kraftig nedløbsrefleks hos mor. Upåagtet af den eller de bagvedliggende årsager oplever mange mødre, at et fokus på at barnet får godt dybt fat kan gøre en forskel. I vores wiki omkring ammestillinger står der nogle gode generelle råd omkring, hvad man kan gøre for at barnet får godt, dybt fat. Denne video fortæller også mere om, hvordan man kan sikre, at barnet får godt dybt fat (kaldet deep latch technique på engelsk). Hvis lillepigen har svært ved at få dybt fat kan flipple-teknikken ligeledes være en hjælp. Mange mødre oplever også, at en tilbagelænet ammestilling (laid back), kan gøre, at barnet har nemmere ved at få godt fat.

Som jeg nævnte tidligere kan en kraftig nedløbsrefleks også udfordre sutteteknikken. Hvis du fx oplever, at mælken står ud af brystet i en stråle, at lillepigen hopper af/på brystet, at du har smerter ved første nedløb, eller at hun laver kliklyde ved brystet, så kan du med fordel se mere i denne wiki omkring måder at håndtere et kraftigt nedløb på.

En anden rigtig god ammestilling, der kan hjælpe barnet med at få dybt fat er opret ammestilling, som også anbefales ved en eventuelt kraftig nedløbsrefleks. Du kan side mere eller mindre opret, godt støttet med puder, og så have din pige på skødet med ansigtet mod dig. Brug fx din ene arm til at støtte langs hendes ryg og nakke, og den anden til at sikre, at hun får dybt fat. Du kan læne dig en smule tilbage lige nok til at tyngdekraften holder hende på plads, mens hun fortsat er så lille. Alternativt kan man amme i et bæreredskab med samme stilling. Denne video viser opret ammestilling med flipple teknikken, og er også i vores wiki.

Til slut

Ved korrekt sutteteknik bør smerterne forsvinde indenfor rimelig kort tid, og der skal være løbende forbedringer. Mange mødre vil opleve, at det er lidt smertefuldt, lige når baby får fat, indtil brystvorterne er kommet sig helt. Smerterne må dog ikke blive ved. Hvis tid, øvelse og fokus på sutteteknik og ammestillinger ikke er nok i sig selv, kan det være godt at undersøge muligheden for om der kan være andet på spil. For eksempel kan muskelspændinger efter fødslen gøre, at barnet har sværere ved at få fat. En decideret overproduktion kan også spænde ben for amningen. Endelig kan den store mængde refluks også skyldes fødevareallergi eller -intolerance.

Jeg håber, at du måske kan bruge noget af ovenstående, og ønsker dig og lillepigen al held og lykke ❤️

Kærlig hilsen

Mathilde

/Frivillig vejleder hos Ammenet