Genetablering ved 6 mdr

Spørgsmål

Babys alder: 6½ måned

Min Sp har anbefalet mig at genopstarte amningen, med min datter mest til natten - mén - jeg er SÅ magtesløs..

What to do…

Sasja

Svar

Kære Sasja,

Genetablering afhænger af forskellige faktorer - især årsagen til ammestop, hvor længe det er siden, og hvor meget, man har ork til. Nu kommer der lige en hel masse information her, men jeg gør mit bedste for at gøre det overskueligt, og så håber jeg, du kan bruge det til noget 💗 

Årsagen til ammestoppet

Hvis man overvejer genetablering af amning, kan det være rigtig godt at starte med at se på, hvorfor man stoppede. For det meste er det pga nogle udfordringer, og det er vigtigt at få dem løst inden genetablering, da de ellers kan fortsætte med at drille som før. I nogle tilfælde kan udfordringerne dog også løse sig selv med tid, modenhed og babys vækst, så det kan også være, at de slet ikke er til stede mere.

En af de hyppigste årsager til ammestop er smerter, evt også sår. Hvis det var noget, du oplevede, så kan du prøve at arbejde med ammestillinger - det har nemlig rigtig meget at sige for både sutteteknik og effektiv tømning af brystet, at baby ligger godt ind mod dig og har godt fat. I vores wiki om ammestillinger kan du læse mere om hvorfor og hvordan.

En anden hyppig årsag til ammestop er oplevelsen af, at baby ikke får nok mælk ved brystet og har behov for supplering. Hvis du oplevede dette, så kan det være godt at tænke over hvorfor? Efter de første uger reguleres mælkeproduktionen af hvor meget mælk, der fjernes fra brystet - jo mere, der fjernes, jo mere ny mælk dannes. Hvis baby ikke får så godt fat, kan det være svært at få nok mælk ud, og så falder produktionen også. Du kan læse meget mere i vores wiki om for lidt mælk.

Genetablering

Vi har en hel wiki om genetablering med masser af gode tips, så her vil jeg bare lige kort nævne et par ting:

Det vigtigste for at få gang i mælkeproduktion igen er at fjerne mælk fra brystet, så det stimuleres til at danne nyt. Ikke alle babyer gider sutte, hvis der ikke rigtigt er mælk og det løber langsomt, så udmalkning kan være et vigtigt værktøj for at oparbejde produktionen, og så kan baby overtage efterhånden.

Nogle bruger også et suppleringssystem, mens de genetablerer, og det kan være mægtig godt - men når du snakker særligt om at amme om natten ved jeg ikke, om du har lyst til at prøve det, da det kræver noget opsætning at kunne amme med det på. Men nu ved du i hvert fald, at det findes 💗

Hvor længe der er gået siden ammestoppet kan godt spille ind på hvor hurtigt produktionen kan arbejdes op - men det er stort set altid muligt at gøre det 💗 Det står der en masse om i førnævnte wiki.

Du nævner særligt amning om natten - hvis baby ammes i søvne, er det ikke sikkert, at et langsomt flow af mælk vil genere så meget, så du kan også bare prøve at lægge baby til og se hvad der sker. Hvis du ammer liggende, kan du evt. sove imens - det kan du læse om i vores wiki om natamning.

Mærk efter

Det sidste, jeg vil sige, er, at det er vigtigt at vide, at genetablering godt kan tage noget tid, og også kræve noget arbejde. Så først og fremmest kan det være godt at mærke efter undervejs, hvordan du har det med det. Det er vigtigt, at både du og baby har det godt 💗 Det lyder som om, dit ønske er delvist amning, og det er der i hvert fald typisk gode chancer for at kunne få op at stå, også selvom der er gået noget tid siden stoppet.
 

Jeg håber det lykkes for dig, og at du kan bruge svaret 💗

Kh Sisse

Frivillig vejleder, Ammenet

 

Relaterede wiki-artikler