Baby på 5 uger nægter brystet

Spørgsmål

Min datter på 5 uger bliver suppleret med flaske, grundet en svær start med at hun fik mælk på kop grundet blodsukker, og var meget forkvalmet.

Da hun var 5 dage havde hun tabt sig mere end de 10 %, og skulle suppleres med flaske.

Da hun var 8 dage fik hun klippet læbebåndet.

Amning har altså været svært hele vejen igennem.

Hun afviser 9 ud af 10 gange brystet, og bliver så gal og skriger og vender sig væk.

Jeg pumper ud så jeg ved jeg har det mælk hun kan spise.

 

I onsdags fik jeg brystbetændelse og efter der gik det faktisk godt med amningen, og hun ville tage fat og spise. Dog stadig suppleret med rigeligt flaske.

Nu de sidste to dage har hun kun ammet en enkelt gang og nægter pure.

Kan jeg på nogen måde gøre hende interesseret i brystet?

Jeg har opgivet at fuldamme hende, men jeg ønsker virkelig ikke at stoppe med at amme.

Jeg har også købt er sns system, men det giver ingen mening at sætte det på, når hun ikke gider at tage brystet.

 

Hjælp en desperat mor!

Til bonus info har jeg ammet mine to store børn i 9 og 11 måneder, så synes da ellers jeg har en vis erfaring.

 

Svar

Kære du

Først får du lige en kæmpe kram herfra ❤ Det lyder voldsomt frustrerende for jer, at hun sådan afviser brystet, lad os prøve at se på hvad du evt kan gøre ved det 🥰 Jeg deler svaret herunder op i nogle bidder, så det måske er mere overskueligt 😊

Flaskegivning

Det sker hyppigt, når man supplerer med flaske, at de små med tiden afviser brystet helt. Tit handler det om at flowet fra en flaske er hurtigere, og derfor bliver det træls for de små at arbejde for maden ved brystet. 💕 For nogen vil en nedadgående mælkeproduktion yderligere sætte skub i processen, men hvis du malker ud til hendes behov, er det jo ikke tilfældet for jer 🥰 En af de metoder, man kan anvende er tilpasset flaskegivning, på engelsk "paced bottle bottlefeeding" Det handler om at give flasken i et roligt tempo og efterligne de pauser, der også naturligt opstår når et barn dier ved brystet. Du kan se en engelsk video-demonstration her: og metoden er også beskrevet udførligt hvordan i dette afsnit af vores wiki om supplering

At øge interessen for brystet

Det kan være en lang process at få en baby til at interessere sig for brystet efter at have fået mad primært fra flaske gennem længere tid. Derfor er det super godt at du allerede har gjort dig overvejelser om hvor meget du ønsker at amme i forhold til flaske 🥰

Først og fremmest kan man bruge ovenstående flaskegivningsmetode, så der ikke bliver for stor forskel på flowet ved hhv. bryst og flaske. Man kan med fordel anvende samme tilgang til at øge amningerne, som når man oplever en ammestrejke, dvs; Øg mængden af hud-mod-hud kontakt, gerne hold nogle dage i sengen hvis muligt, hvor I bare er sammen og hun kan ligge på dit bryst, med fri adgang. Hud mod hud kan man også have i et bæreredskab (vikle/slynge/sele) hvor man kan have den tætte kontakt. Dette er særlig godt, hvis man ikke har lyst eller mulighed for flere dage i sengen 😊Hvis hun så viser interesse for amningen, kan man faktisk også amme deri, det kan du læse lidt om her.

For nogen kan det at tilbyde brystet i en anden stilling også gøre en forskel. I linket ovenover er der billeder og bekrivelser af en masse forskellige stilinger, som du måske kan bruge som inspiration ❤

Hvis I også bruger sut, kan du overveje at holde pause med det. For nogen er det med til at øge interessen for brystet, fordi suttebehovet skal stilles et andet sted, samtidig med at man mindsker tiden med en anderledes sutteteknik (den måde baby svøber og sutter på hhv flaskesut og sut er anderledes fra brystet og kan for nogle give udfordringer med en god teknik ved brystet, mere om det længere nede 🥰)

For nogen er det også en fordel primært at tilbyde brystet når baby sover eller kun knap er vågnet, da det mere instinktivt bare at tage fat og die 😊

Du kan også tænke på, hvad der kendetegnede amningerne i de dage med brystbetændelsen, hvor det gik godt? Ammede du meget i en bestemt stilling, opholdt du dig primært i en mørkt lokale eller andet? Hvis der er en "rød tråd" kan du måske prøve at genskabe de omstændigheder, når du tilbyder brystet? 😊

Det kan også hjælpe at forberede brystet med massage og let udmalkning, sådan at når hun tager fat, kommer mælken hurtigere, ligesom ved flasken. Vi har beskrevet metoden med håndudmalkning her

Hvis du oplever at nogle af tiltagene virke og hun vil tage brystet, kan du så have sns systemet klar i de situationer fremadrettet 😊

Sutteteknik og spændinger

Noget af det helt grundlæggende for at amningen fungerer, er at der er korrekt med teknik. Du beskriver allerede at du har fint med mælk gennem udmalkning, og derfor er det oplagt at se på, hvorfor hun så ikke tager det direkte ved brystet 😊

Når du også beskriver at hun har fået klippet tungebåndet tyder det på at I har haft nogle udfordringer med teknikken, og muligvis stadig har. Først og fremmest vil jeg gerne dele en video med dig, som viser hvad man er opmærksom på, når man snakker god sutteteknik. Videoen er engelsk, men der er tydelig grafik undervejs 😊 

Hvis hun ligger ved brystet på den måde, har hun de bedste forudsætninger for at kunne tømme brytet effektivt 😊

Oplever du smerter eller sår eller har følelsen af at brystvorten skurer mod hendes gane, har hun formodentlig for yderligt fat. Så kan du tage hende fra med en lillefinger i mundvigen (for at bryde vacuum) og prøve at tilbyde hende brystet igen😊

Dernæst er der også nogle børn, der har nogle spændinger, som kan vanskeliggøre en god teknik, og eventuelt gøre visse ammestillinger ubehagelige for baby. Der vil en kropsbehandler (f.eks. kranio-sakral terapeut, osteopat eller kiropraktor) kunne være behjælpelig med diagnostik og behandling af eventuelle spændinger 🥰 Det vigtige er blot at vælge en, der har erfaring med behandling af spædbørn

Jeg håber du kan bruge noget af ovenstående og ønsker jer al mulig held og lykke i fremadrettet ❤

Kh Maria B, frivillig vejleder på ammenet

 

Relaterede wiki-artikler