Søvntigeren

Faktaboks:

Tigerspring (udviklingsspring) og deres effekt på barnets søvn:

  • Stort set alle forældre oplever på et eller flere tidspunkter, at deres barn pludselig vågner hele tiden. Det kan være alt fra hvert 20. minut natten igennem til hver 1-2 time. Og at det eneste, der hjælper er amning.
  • Hvis du oplever det, er du højst sandsynlig stødt ind i en søvntiger. Især hvis du har oplevelsen af, at det er kommet ud af den blå luft – helst lige som du troede, at nu gik det bedre med søvn.
  • En søvntiger er, når dit barn er inde i et udviklingsspring, der gør, at det vågner ofte om natten. Søvntigre ligger ofte omkring de store udviklingsspring omkring 4 måneder, 9 måneder, 12 måneder, 15 måneder og 18 måneder, og vi kan også kalde dem: ”Dagene hvor forældre græder af træthed.” 4 månedersspringet er ofte særligt hårdt, fordi det falder sammen med et appetitspring, der gør, at barnet også ammer meget for at øge produktionen. Det betyder ikke, at modermælken ikke er nok for barnet. Søvn er ikke en indikator for, om dit barn får nok mælk – her skal du kigge på vægt og våde bleer.

Hvad er en søvntiger?


Når det lille barn går igennem udviklingsspring, udvider dets verden sig – og det virker utrygt. Nogle af springene er beskrevet i bogen ’Vidunderlige Uger’, men det er vigtigt at huske, at børn ikke læser bøger, så de kan godt ligge på andre tidspunkter.

For små børn er søvn separation, derfor kan de blive bange for at falde i søvn og for at sove, fordi de ikke kan mærke deres forældre, når de sover. Derfor vil de tit kæmpe imod at falde i søvn og vågne ofte for at genskabe kontakten til forældrene. Mange tror, at det er nødvendigt at lære barnet at falde i søvn selv og finde tryghed selv, men det er ikke nødvendigt. Søvntigeren går over af sig selv uden indgriben. Søvntræning frarådes for børn under 1 år (1).

Som forældre kan det være svært at forstå, hvad der sker. Men forestil dig, at du har en rigtig, rigtig stresset periode. Tankerne kører rundt i hovedet på dig, du skal klare en stor opgave – fx på arbejde, men du får ikke hjælp til den. Der er ingen, der kan fortælle dig, hvordan du løser den, hvem der kan hjælpe dig eller hvornår det er godt nok. Måske er der samtidig omstruktureringer på din arbejdsplads, og du er bange for at blive fyret.

Du arbejder på opgaven hele dagen, og når du lægger dig i sengen, så kører tankerne rundt i hovedet. Du har svært ved at falde i søvn, og når du endelig falder i søvn, så sover du kun meget let, fordi tankerne ligger lige under overfladen. Du vågner hele tiden og har svært ved at falde i søvn igen.

Nu kan vi jo ikke spørge de små børn, hvordan det føles, men beskrivelsen ovenfor er nok ikke helt ved siden af. Læs mere her: Myten om søvnen - Hvad der virkelig sker med din babys søvn


Hvad kan man gøre?


Først og fremmest er det altid rart at vide, hvad der sker. Hvorfor reagerer mit barn, som det gør? Læs også om normal babysøvn .

Derudover er det en god idé lige at tjekke efter, om der kan være noget fyisk i vejen. Ørene er altid et godt bud, men allergi (kløen, udslæt) og feber kan også give urolige nætter. Hvis dit barn får mme eller lige er startet på fast føde, så kan det også være bøvl med maven, der ligger bag de urolige nætter. Dit barn kan også reagerer på fødevarer, du indtager, hvis det er allergisk. Det vil typisk være mælk.

Trin nummer 2 er accept. Hvis der ikke er noget fysisk galt, så forstå, at dit barn også har det svært. Det gør ikke livet svært for dig, det har det svært. Et godt engelsk ordsprog er: ”My child is not giving me a hard time, it’s having a hard time”.

Mange forældre oplever, at nætterne bliver meget nemmere, hvis man indser, at man er i det sammen, og at det ikke er en kamp barn mod forældre.

Vid, at det går over igen. Søvntigre kan være alt fra nogle få dage til flere uger. Men de går altid over igen. Altid.

Gør, det der virker: Virker det at amme: AM. Virker det at vugge barnet, vug barnet. Forestil dig situationen med stress lige før, og tænk på at hvis du kunne falde i søvn igen ved at drikke lidt vand, så ville du helt sikkert gøre det. Søvntigere er et symptom på, at dit barn har det rigtigt svært og ved at amme det, forkæler du det ikke, men hjælper det igennem en svær periode. Søvntigre er ikke gode tidspunkter at lave tingene om på.

Pas på dig selv: Sov om dagen. Eventuelt kan en lege med barnet/ gå tur, mens du sover en lur. Aflys aftaler og skab ro og nærvær om barnet.

Du har ikke gjort noget galt: Søvn er ikke afhængig af, at du skal gøre noget specifikt. Og søvntigeren er ikke kommet, fordi du ikke har gjort det godt nok. Hvis du læser med her, er du i gang med at gøre det godt for dit barn. Det er ikke din skyld.

Vid, at du ikke er alene. Det er benhårdt at stifte bekendtskab med en søvntiger, og det kan hjælpe at høre, at andre har det lige så hårdt. Læs evt. her: En lille påmindelse om søvnregression

Kilder::

1) Jay Gordon

Link:


"Myten om søvnen - Hvad der virkelig sker med dit babys søvn"
http://askmoxie.org/blog/2009/03/a-reminder-about-sleep-regressions.html

"En lille påmindelse om søvnregression"

http://www.pinkymckay.com/the-myth-of-baby-sleep-regressions-whats-really-happening-to-your-babys-sleep/

Engelsk betegnelse:
Betegnelse
Søg efter emnet på Ammenet:
Søg vores fora igennem for diskussioner om emnet ved at bruge søgefeltet øverst i højre hjørne.