Offentlig amning

I løbet af de senere år er flere og flere mødre blevet nervøse for at amme udenfor hjemmet. Flere caféer og restauranter har regler, der forbyder amning på deres ejendom, og den debat der har verseret har været voldsom. I maj 2013 afgjorde Ligebehandlingsnævnet at caféer gerne må forbyde amning. Det har medført, at mange mødre nu frygter at støde andre, når de ammer udenfor hjemmet.

Selvom der er steder, der forbyder amning, så kan alle dog være trygge ved at amme udenfor hjemmet. På HOT/NOT-listen kan du se, hvilke caféer der forbyder amning og blot styre uden om dem, hvis du er nervøs.

Tildækket eller ej?

Nogle kvinder er gladest for at være lidt tildækkede mens de ammer, mens andre gerne ammer uden specielle hensyn til hvor meget man kan se. Dette er et spørgsmål om personlige præferencer - der er ikke noget der er rigtigt eller forkert. Du kan derfor selv vælge, hvor meget eller lidt du vil dække dig til.

Nogle mødre dækker bryst og baby til med en stofble eller et tørklæde, men ikke alle børn bryder sig om dette. Hvis dit barn ikke kan lide at have noget hen over ansigtet, er det dog vigtigt at respektere dette, da amningen ellers kan blive en kamp. I stedet kan du vælge tøj, der kun blotter brystvorten, når der skal ammes.

Hvor må man amme?

Der hersker ofte tvivl om hvor man må amme. Ud over enkelte caféer/restaurationers forbud, må man i skrivende stund amme alle steder. Du kan således forvente at kunne amme på alle offentlige pladser, på biblioteker, i tog, i busser, i fly etc. samt på det flertal af caféer, der heldigvis støtter op om amning.

Føler du dig stadig utryg ved at skulle bevæge dig ud, kan du skrive til os på forum her på siden eller Facebook for at finde støtte.

Læs her hvorfor det er vigtigt at støtte op om offentlig amning.

Engelsk betegnelse:
Betegnelse
Søg efter emnet på Ammenet:
Søg vores fora igennem for diskussioner om emnet ved at bruge søgefeltet øverst i højre hjørne.