Hvorfor var ammefrekvensen så lav i midten af det 20. århundrede?

Noget af det, der kan have størst betydning for om amning fungerer, er ydre restriktioner på antal ammemåltider og varigheden af dem.

Derfor havde det kolossale konsekvenser, da en berømt tysk børnelæge i starten af 1900-tallet udviklede ’det medicinske børneplejeprogram’, der lagde strikte restriktioner på amning: 10 min. hver 4. time og ingen natamning. Det var ham der formulerede mantraet ’ro, renlighed og regelmæssighed’. I Danmark mødte programmet modstand fra den øverste børnelæge (Svenn Monrad, 1867-1945) i Sundhedsstyrelsen, der fremhævede barnets alder som vigtig: Nyfødt, amning hver 2. time, efter en uge hver 3. time og først når barnet var flere måneder, anså Monrad det for tilrådeligt at amme hver 4. time. Det lå (lidt) tættere på børnenes behov. Efter Monrads død, slog det medicinske børneplejeprogram dog også igennem i Danmark, med et øjeblikkeligt fald i ammefrekvensen til følge.

Omkring 1970 var det faktisk kun 30 % af de danske børn, der blev helt eller delvist ammet når de var tre måneder. De fleste fødte på hospitaler og kom under børneplejeprogrammet straks efter fødslen. Tidligere var der endda mange steder, hvor mødrene kun havde deres babyer på de planlagte ammetidspunkter. Ellers blev de passet af sygeplejersker, så mødrene kunne hvile - ligesom vi kender det fra amerikanske film nu. I dag ved man, at kvindekroppen er i stand til endda meget intensiv pleje i starten, bl.a. pga. (fødsels)hormoner.

Børneplejeprogrammet gik ud over den samlede sundhed, men fangede også mødrene i en ’catch 22’, fordi tidsånden sagde, at det at være ’mor’ og amme fuldt i seks måneder var det, der fuldbyrdede en som kvinde. Men hvis man samvittighedsfuldt fulgte de officielle sundhedsoplysninger, med deres strikse anvisninger, blev det meget usandsynligt, at man kunne opretholde en tilstrækkelig produktion så længe.

Hvis du kender kvinder, der ammede (eller forsøgte) i de år, kan de måske genkende og beskrive det nederlag mange følte over, at der var noget ’galt’ med dem. Virkeligheden, for langt de fleste, var at fejlagtig viden fra et u-ammevenligt børneplejeprogram ødelagde amningen.

I dag ved vi heldigvis at langt de fleste, der har lyst, kan lykkes med at amme, hvis de friammer og barnet får effektivt fat. Det er derfor, at vi på Ammenet brænder for at udbrede den nyeste viden, der ikke bare er fri fantasi fra en børnelæge, så ingen igen skal opleve, at manglende viden skal ødelægge deres amning.


Kilde: Løkke, A. (2012). Livgivende og farlig, moderpligt og kvindelig potens - kvindemælk og amning 1750-2010. I H. Bondevik & A. K. Lie (Red.), Rødt og Hvitt. Om blod og melk i fortid og samtid (s. 163–186). Oslo: Unipub forlag - Oslo Academic Press.