Jeg fødte under hjemmefødselsordningen på Hvidovre hospital, men endte på hospitalet med akut kejsersnit. Jeg kunne derfor ikke komme hjem før de var sikre på at jeg var ok. Derfor hører min historie mest til her og ikke under hjemmefødselsordningen. Da jeg havde planlagt at føde hjemme havde jeg undersøgt alt omkring amning rigtig grundigt - for jeg regnede ikke med at der ville være nogen hjælp (bortset fra min søster der var fødselshjælper og har langtidsammet 3 børn :o). Derfor forventede jeg heller ikke særligt meget hjælp på Hvidovre... hvilket jeg mener er ret heldigt. Først vil jeg sige at jeg fik Lucas op til mig med det samme efter at lægen havde undersøgt ham. Det tror jeg nu primært skyldtes min mand Marcus for der var ingen andre der tog initiativ til det i følge hvad han fortæller (og min veninde der også fik KS på Hvidovre så først sin datter på opvågning). Jeg kunne ikke amme dér for jeg havde andrenalin chok og rystede over hele kroppen. På opvågning ammede jeg ham første gang. Det var midt om natten da vi kom ned på stuen - og vi skulle gøre en temmeligt stor indsats for at jeg kunne få noget at spise overhovedet - jeg havde intet fået ud over en sodavandsis (som jeg kastede op) siden frokosttid dagen før. Dagen efter kom en sygehjælper og stak hovedet ind og sagde at hvis jeg havde brug for hjælp skulle jeg hive fat i dem... men der var aldrig nogen når jeg prøvede at finde personale... Jeg havde heldigvis læst rigtig meget, så jeg tjekkede selv at han lå rigtigt havde hele areola inde i munden, tog ham fra hvis det gjorde ondt, prøvede at lægge ham med næsen ud for brystvorten så han blev tvuget til at åbne munden så meget som muligt etc etc. Hvis jeg ikke havde vidst alle disse ting ved jeg ikke hvad jeg havde gjort. Vi havde ind imellem en oplevelse af at Lucas søgte samtidig med at han skubbede mig væk - det var meget frustrerende. Da vi endeligt fik fat i en sundhedsplejerske tog hun fat i barn, fat i brystet og tvang os sammen - meget ubehageligt... og det var så det. Jeg har senere fundet ud af at når Lucas gør det med at søge og skubbe væk samtidig betyder det at han skal tisse. Hvis jeg tager bleen af ham og lader ham tisse i toilettet/en potte o.l. Så slapper han af bagefter og vi kan nyde amningen. Min oplevelse var egentlig farvet af at jeg helst bare ville hjem - så jeg ville egentlig også helst have at de (dvs personalet) skulle blande sig uden om. Men det var en meget underlig oplevelse at de på den ene side blev ved med at sige at jeg ikke måtte tage hjem fordi jeg skulle overvåges og de skulle være sikre på at amningen kørte, og på den anden side ikke var til at få fat i når jeg havde brug for hjælp. Ingen i min mødregruppe har været tilfredse med ammevejledningen på Hvidovre - de har heller ikke kunnet få fat i noget personale når de har prøvet. Mvh. Dawn

PS. Jeg var rigtig glad for selve fødslen på Hvidovre - det kunne ikke have været bedre. Det er tiden, specielt på patienthotellet jeg er utilfreds med.

Jeg fødte på fødeklinikken på en dag hvor der kun var en anden fødende, så masser af personale, fin fødsel (ca. 8 timer), badekar og rigtig god snak bagefter med den jordmorstuderende vi havde med (Tak til Tine). Vi blev udskrevet efter 2 døgn med supergod mad og rigeligt hjælp hvis vi havde brug for det. Men ammerådgivning var der ikke rigtigt noget af - "spørg hvis der er noget du er i tvivl om" og lukker døren... Alle nye mødre er i tvivl om ALT de første par dage. Og alle burde tilbydes et ammerådgiver-besøg feks 2-3 dage efter fødselen + et telefonnummer til krisehjælp stukket i hånden. Dette ammerådgiver besøg synes jeg næsten kunne være mere vigtigt end nogle af sundhedsplejerske-besøgene. Jeg havde en i min mødregruppe der ikke fik amningen til at fungere efter en uge på HH med brystbetændelse mv (ingen hjælp til at malke ud!), og en der selv kæmpede med det i 3 uger og fik det til at lykkes (men hun var også selv medicinstuderende).