Hjælp til ammestop

6 posts / 0 new
Seneste indlæg
Lea
Leas billede
Offline
Indmeldt: 17/04/2017
Hjælp til ammestop

Kære Ammenet

Jeg er ret ulykkelig, fordi mit ammeforløb er ved at få en slutning og endda på en trist måde for både mor og barn. Min søn er snart 11 mdr, og amningen har ellers gået rigtig godt, og jeg har nydt det meget. For halvanden måneds tid siden begyndte det dog at gå ned ad bakke. Min søn begyndte at hive, slide og bide i mit bryst, og siden han har tænder, har jeg fået sår på venstre brystvorte. Jeg har prøvet alt, for at få ham til at være roligere, men han bliver ved med at slide både med mund/tænder og hive i brystet med sine hænder og trække hovedet tilbage, så det gør afsindigt ondt. Det resulterede i en brystbetændelse og megen lede ved amingen fra min side. Nu bliver han kun ammet fra højre side og maks 3 gange i døgnet (eftermiddag, aften, nat). Han spiser godt af anden mad og jeg er klar til at stoppe, da jeg ikke kan holde smerten ud mere. Men han bliver dybt ulykkelig og gal, hvis jeg prøver at putte ham uden brystet, og jeg ender altid med at give efter. Samtidigt havde jeg håbet, at jeg skulle langtidsamme, og det er derfor hårdt for mig. Har i nogle råd til, hvordan jeg kommer videre herfra? Og hvordan kan jeg fravænne min søn putteamningen? På forhånd mange tak

KH

Sisse
Sisses billede
Offline
Indmeldt: 15/03/2007

Kære Lea, øv, det er rigtig hårdt, når man havde tænkt sig det helt anderledes, end det bliver Sad knus

Den typiske årsag til bid ved den alder er at mælken løber langsommere, end de har været vant til. Er det fra starten af amningerne, han bider, eller lidt inde i?

Har du læst vores wikier om natammestop og ammestop?

Har du mest lyst til at snakke om, hvordan du kan fravænne, eller skal vi kigge på om der er noget, der kan gøre amningen rar igen også?

Lea
Leas billede
Offline
Indmeldt: 17/04/2017

Han skraber mere tænderne ad mit bryst end han bider. Samtidigt ælter han mit bryst og trækker hovedet tilbage, så det river og slider. Jeg har prøvet halskæde, at holde ham i hånden, at lægge hans sutteklud foran, andre ammestillinger osv., men det hjælper ikke, og han SKRIGER, når han ikke får lov. Selvom det er rigtig trist at skulle holde op, så er jeg ret sikker på, at det er det bedste for mig. Det påvirker mit humør meget, og jeg har ikke lyst til at gå i seng, fordi jeg ved, at snart vågner han og vil have bryst. Jeg har læst jeres artikler, men jeg kunne godt bruge lidt mere vejledning.. Jeg aner for eksempel ikke, hvordan jeg skal tage putte- og natamningen fra ham. Han spiser godt og jeg har prøvet at give ham vand i stedet for bryst, men jeg tror, det er tryghedselementet i det, han vil have. Jeg kysser og krammer ham så meget jeg kan, i løbet af eftermiddagen (og har altid gjort det). 

Sisse
Sisses billede
Offline
Indmeldt: 15/03/2007

Det er en svær situation knus

Om aftenen kan det være en ide at lave om på putteritualet. Hvis man normalt putter i sengen med amning, så kan man fx prøve at putte barnet i en slynge eller bæresele, mens man går lidt rundt for at hjælpe baby med at falde i søvn. Det kan også være alt muligt andet - en hængekøje, en slyngevugge - hvad som helst, som gør at man ændrer på den rutine, hvor baby er vant til at brystet er med. Det kan naturligvis bare være midlertidigt, indtil baby ikke længere forbinder situationen med amning. Giver det mening?

Om natten kan man have noget at drikke og spise (en banan ved sengekanten fx) klart, og så ellers trøste baby ved at ligge sammen, gå rundt med baby i armene eller andet.

Giver du i øvrigt anden mælk nu? Det anbefales at de får andre typer mælk indtil de er noget ældre, hvis ikke man ammer, for at sikre et højt nok kalorieindtag. Når han er under 1 år anbefales det, at han får mme - det kan fint være i en kop, hvis I ikke har anvendt flaske før.

Somme tider er det nemmere at gøre noget, når man er helt sikker på, at det er det rigtige - altså når man ved helt ind i maven, at selvom det er svært, så er det virkelig det bedste i det lange løb <3

Lea
Leas billede
Offline
Indmeldt: 17/04/2017

Tusind tak for svar.

Vi følger dit råd, og min mand er pt i gang med at bære en hysterisk dreng rundt i soveværelset. Det er hårdt at høre på, men som du skriver, så er min mavefornemmelse bare, at det skal være slut nu. Jeg er indstillet på, at det kan komme til at tage lang tid.

Jeg ville gerne give ham mme, men han vil ikke vide af det hverken i kop eller flaske, og vi har prøvet mange gange. Jeg kan få ham til at spise en lille smule havregrød lavet på mme, men det er det. Jeg er dog ikke bekymret for hans kalorieindtag lige nu, for han får ost, smør og olie i sin mad, og han er en lille prop med dejlige kinder.  

KH

Sisse
Sisses billede
Offline
Indmeldt: 15/03/2007

Det lyder svært Sad Det kan være en hjælp nogle gange at se på det langsigtede mål i øvrigt. Hvis nu man oplever, at baby græder meget længe, så kan det være at man skal gå mere langsomt frem? Jeg har nogle gange haft folk, som fortalte at baby græd så meget, at han kastede op Sad Så er det nok for hurtigt. Og somme tider er det godt bare at vide, at man er på vej hen imod et stop, selvom det så tager lidt længere tid at nå derhen. Jeg siger det ikke for at du skal gøre noget bestemt - det er din baby, du ved bedst - men for at sige at nogle oplever at det går lettest på den måde, hvis det giver mening?

Måske du kan spørge sp omkring at bruge komælk fra nu?