Tre måneder med ammebrikker

Vores datter blev født to uger efter termin. En sund og dejlig basse. Jeg var fast besluttet på at amme hende lige så lang tid som hun ville og som jeg ville. Hun tog hurtigt fat om brystet men jeg kunne godt se at det ikke var helt rigtigt. På barselshotellet bad jeg mange gange om hjælp og personalet gav mig ret i at hun ikke fik ordentlig fat. Med det samme fik jeg et par suttebrikker. Jeg var lidt skeptisk men blev forsikret om at der ingen problemer var i det, jeg havde bare en accessory. De virkede ogsåogså. Mælken løb til på tredjedagen og det sprøjtede bogstaveligt talt ud til højre og venstre. Hun blev ved med at tage rigtig flot på så hun fik hvad hun skulle. Dog var hun lynhurtigt til at spise. I gennemsnit tog det hende 7 minutter at spise. Det bekymrede jeg mig meget over i rigtig lang tid. Jeg ville egentlig gerne friamme, men jeg kom til at gå meget op i hvornår der var gået tre timer. Ville hun da ikke spise blev jeg helt panisk. Min kæreste er heldigvis et meget roligt menneske så han fik mig altid ned på jorden. VI fik nemlig aat vide af en af sygepljerskerne på barselshotellet at hun skulle spise hver tredje time og at vi skulle vække hende hvis hun sov når det var spisetid. Af alle de andre fik vi at vide at friamning var bedst.Hun sov super godt om natten, vågnede to gange og blev ammet og faldt så i søvn igen. Det var fantastisk. Vi vækkede hende aldrig. Selvom det hele jo gik som det skulle med amning så var jeg bare ikke glad for de suttebrikker. Jeg brød mig ikke om at amme offentligt, ikke engang foran familie og venner. Sad altid på et toilet eller så langt væk som muligt. Det er jo et større projekt at få sat en brik ordentlig på. Man skal have hele brystet blottet. Jeg kunne i hvert fald ikke få den diskret på. Sad den ikke rigtig havde jeg mælk ud over det hele. Jeg var også konstant bekymret over om min produktion ville stoppe fordi brystet blev stimuleret gennem silikone. DEt var i hvert fald hvad man kunne læse sig til overalt. Få steder stod der dog at ammebrikker nu til dags er så tynde, at brystet bliver stimuleret lige så godt som uden. Jeg var altså fast besluttet på at komme af med dem. Jeg kontaktede en privat ammevejleder som kom ud til mig en enkel gang. Hu var så sød og gav mig gode tips men de løste ikke problemet. Så kontaktede jeg ammenet og skrev sammen med dem via mail. Jeg blev anbefalet at få tjekket min datters tungebånd. Hun lavede nemlig en kliklyd og smuttede af hvis j eg lagde hende til uden brik. Det havde jeg aldrig tænkt over. J eg gik først til min egen læge som sagde at det var lidt kort men ikke noget man gjorde noget ved. Den søde og fantastiske vejleder fra ammenet opfordrede mig til at gå til en øre næse hals lægelæge. Så det gjorde jeg og han sagde at det var meget kort og tilbud at klippe det med det samme. Jeg sagde ja tak. Hun græd i ca et minut og det blødte meget men det var hurtigt overstået. Hun kunne stadig ikke finde ud af det uden brik men jeg tænkte at hun selvfølgelig skulle vænne sig til det. Jeg havde egentlig givet lidt op og accepteret at vi bare brugte brikker. Men pludselig en dag da vi lå i sengen hud mod hud tog hun fat og det virkede!! Vi havde stadig brikkerne om natten men efter et par uger kunne vi smide dem helt. Det var en befrielse og j eg følte virkelig at en kæmpe sten lettede fra mit hjerte. Først der efter tre måneder kunne jeg nyde at amme min datter. Vi fortsatte til hun var 13 måneder hvor hun selv holdt op med at efterspørge det. Jeg begriber ikke at de ikke tjekkede hendes tungebånd på barselshotellet. De havde mega travlt de dage vi var der og også dagen hvor hun blev født, men alligevel! Som førstegangsmor anede jeg ingenting jo og var usikker på alt! Jeg er så glad for at jeg kontaktede ammenet og så taknemmelig for den bedste vejledning! Når den næste bæbs kommer får jeg tjekket tungebåndet som det første. Det var vores historie. Held og lykke derude, I må ikke give op! Kærlige hilsner