Tanker fra en tandem-ammer

Kategori:
ammeberetning


Første gang jeg hørte om tandemamning var min ældste, Bjørn, ikke ret gammel, og jeg synes det var meget specielt. I starten havde jeg sikkert en idé om, at det ville jeg aldrig kunne, så jeg måtte nok vente med at få et barn mere, til han var færdig med at amme. Jeg kendte også flere veninder, der havde tandemammet, og nogle havde dårlige erfaringer med den følelsesmæssige side af sagen. Nogle af dem ville aldrig gøre det igen, mens andre sagde, at de ville gøre det, hvis det var nødvendigt – dvs. hvis det store barn stadig ammede, når de blev gravide. Men det fik mig da til at tænke, at jeg nok ikke ville have lyst til det.

Men da lysten til barn nr. 2 meldte sig havde jeg overhovedet ingen kvaler omkring det. Jeg vidste, at jeg havde lyst til at amme min store, så længe han selv havde brug for det, og at jeg kunne rumme to børn ved mit bryst på én gang.

Min graviditet med Falke forløb ret ubesværet, også mht til amning. Bjørn ammede som han plejede. På det tidspunkt var han lidt over 2½ og var vant til at amme dag såvel som nat og sikkert omkring 10-15 gange i døgnet. Da jeg begyndte at lide en del af træthed og kvalme, og samtidig begyndte at have svært ved at sove fra amningen om natten, måtte jeg dog holde op med at natamme. Det var Bjørn selvfølgelig ikke helt vild med, men fordi han på det tidspunkt forstod så meget, gik det rimelig nemt. Han havde lige 3 nætter, hvor han efterspurgte det en gang eller 2, og så var det overstået. Vi puttede en del og gør det stadig, da vi stadig sover sammen alle 4 smiley-wink

Jeg var ca. 4 mdr. henne, tror jeg, da jeg oplevede at min mælk svandt meget ind, uanset frekvensen af amninger. Det er jo et normalt fænomen, men det kan være grund til, at barnet selv stopper amningen, fordi der ikke er noget at komme efter. Bjørn havde dog tydeligvis ikke bare behov for mælk, men også for nærhed og tryghed, så han fortsatte ufortrødent, med en bemærkning af og til om, at han glædede sig til ”den hvide mælk” kom tilbage smiley-laughing Den lille smule mælk der var, var jo colostrum, som er gult og ikke smager nær så sødt som den hvide modermælk.

Falkes fødsel var en fantastisk oplevelse (Bjørns var hård), og han var ikke mange timer gammel før den første fælles ammestund. Det havde jeg det rigtig dejligt med – at sidde der med dem begge i favnen og amme. Jeg skulle lige lære, hvordan jeg sad bedst støttet op med puder under begge arme, og hvilken ammestilling der fungerede bedst, men så gik det også helt fint. Jeg har hele tiden haft det godt med at amme dem på én gang, men nogle vil foretrække, at det først er den ene og så den anden.

Jeg endte med, helt uden at have sat mig ind i den side af sagen, at vælget bryst til Falke og et andet bryst til Bjørn. Eller rettere, at Bjørn havde et fast bryst og at Falke så fik mest fra det andet men også lidt fra Bjørns. Senere fandt jeg ud af, at det jo er ret hensigtsmæssigt, da man så er sikker på, at den lille ikke bare får formælk men også får den supervigtige eftermælk. Bjørn havde det fint med at amme sammen med Falke, men kunne også godt lide at ligge alene med mig. Jeg har i øvrigt aldrig fundet en god måde at amme dem samtidig i en liggende stilling. Måske er det bedre med bryster, der er længere end mine smiley-wink Måske skal man bare prøve sig frem.

Men på et tidspunkt kunne jeg godt mærke, at der begyndte at snige sig en negativ tone ind i vores amme-forhold. Jeg kunne blive ret irriteret over, hvor meget han gerne ville amme. Fx kunne det være efter morgenmaden, i stedet for et glas vand. Det gjorde mig lidt irritabel, fordi jeg syntes, at amningen skulle være noget andet, ikke bare en drikkevare-automat. Ikke når man er 4 år. Jeg begyndte at have modvilje mod at amme ham, og han begyndte nærmest at kræve det mere. Det er jo ret indlysende nu, hvor jeg sidder og skriver – han mærkede jo min modvilje mod hans behov, og når det ikke blev opfyldt, efterspurgte han det endnu mere. En ond cirkel.

Men jeg kunne også se andre grunde til efterspørgslen end tørst. Jeg kunne mere og mere se, at det handlede meget om, at ”lige nu har jeg det svært indeni, og jeg vil gerne have nærhed med min mor på en stille måde, uden forklaringer og snak”. Desværre gav det sig udtryk i diskussioner a la denne:

Bjørn: Jeg vil det og det.
Mig: Det kan jeg godt se. Lige nu kan vi ikke det og det.
Bjørn: Grrr! Du er dum! ... Jeg vil ha en babs!
Mig: Jeg har ikke lyst til at amme, når du siger, jeg er dum.

Det endte i konflikter måske 2 gange om dagen, og det handlede meget om, at amningen på denne måde var blevet en træls pligt for mig. Jeg havde slet ikke lyst. Det blev tit affødt at sure situationer som beskrevet ovenfor, og det skulle bare overståes. Men var det virkelig det, jeg havde forestillet mig? Var det virkelig det, jeg ønskede mig for min dejlige dreng – at jeg skulle ”igennem” disse ellers så hyggelige ammestunder med ham?? Den beslutning må jeg jo selv tage, for den handler om mine følelser, ikke hans.

Jeg tror faldgruberne med tandemamning for mig har været flere. Jeg har nok på en måde fået gjort ammestunderne til den tid, hvor jeg hyggede med Bjørn. Jeg fik ikke så meget tid til at sidde roligt med ham ud over amningerne, hvilket jo selvfølgelig gjorde amning = tid med mor for ham, og dermed efterspørgslen på amning 'kunstigt' høj. Min lyst til at putte med ham blev så også påvirket af, at jeg endte med at skulle amme ham hver gang, jeg satte mig ved siden af ham, fordi han så også liiige kom i tanker om, at han gerne ville have en babs...

Jeg har tabt mig ret meget efterhånden, uden tvivl pga. amningen, og det tager også lidt på mig psykisk. Ikke forstået på den måde, at jeg nogensinde kunne overveje at stoppe amningen generelt, for det er ikke sådan at jeg har det skidt, døjer med træthed (kun hvis det er min egen skyld med for sene sengetider smiley-smile ) eller andet i den stil! Jeg har det bare efterhånden sådan, at jeg synes, at Bjørn godt kan klare sig med mindre mælk end 3-5 gange dagligt. Det er jeg på en måde ked af, og på en måde synes jeg det er okay. Havde han været den yngste, tror jeg sagtens jeg havde kunnet fri-amme ham endnu – det er det, at jeg har et yngre barn, der i hvert fald ikke skal mærke nogen begrænsninger, som gør, at jeg ikke orker to super-ammende børn. Falke ammer nok mellem 4 og 10 gange på en nat (afhængig af sygdom, luft i maven o.l.) og måske 10 gange på en dag, nu hvor han er 1 år.

Det er nu ca. en uges tid siden, jeg sagde til Bjørn, at fremover skulle vi kun amme morgen og aften. Han tog det rimelig okay, havde to dage, hvor han spurgte en gang midt på dagen og syntes det var dumt af mig at sige nej – men det ville jeg også forvente af ham. Han skulle jo lige se, at han kunne regne med, at jeg så alligevel ville være der for ham med kys og kram og hyggetid med legobygning og computerspil – bare uden en babs.

Jeg er stadig utrolig glad for at tandemamme, også selvom jeg ikke længere fri-ammer Bjørn. Den morgen- og aftenbabs betyder meget for os begge. Men jeg er glad for, at jeg nåede til et punkt, hvor det var okay for mig at evaluere mine følelser og reagere på dem. Ingen af os var tjent med en situation, hvor hans amning i virkeligheden var en negativ indflydelse på vores forhold, fordi jeg følte mig belastet af den. Det tror jeg er en fælde, der potentielt kan møde mange langtidsammere. Jeg havde jo besluttet for længe siden, at jeg ikke ville gribe ind i hans amning, fordi den skulle have lov at fortsætte på hans måde, så længe han ønskede. Det viste sig så bare at være uforeneligt med mine ønsker. Det bedste man som mor kan gøre for sig selv og sine børn er at være tro overfor sine egne følelser – at fortsætte amningen, så længe man selv og barnet vil, uanset omgivelsernes tåbeligheder, men også at stoppe den/begrænse den, hvis den udvikler sig til noget negativt, som ender med at stå imellem dem.

så når der på den måde kommer noget imellem os – uanset hvad det så er – så må jeg som mor se på situationen og tage en beslutning ud fra det. Jeg var virkelig i fare for at gøre amningen af min dejlige store dreng til et problem, som jo så ville ende med at være mit sidste minde om at amme ham! Det ville jo have været skrækkeligt. Jeg græd meget den dag, hvor det gik op for mig, at jeg ikke ville kunne fri-amme ham længere. Fjollet, vil nogen sikkert synes, fordi jeg jo netop ikke stopper amningen men bare skærer ned. Men det var altså ikke det, jeg havde drømt om! Jeg bryder mig ikke om regler i det hele taget, om ”vi ammer morgen og aften” er jo en regel. Men jeg vil så sige, at det heller ikke er en ufleksibel regel – jeg kan stadig godt se, om en situation kræver en amning eller kan nøjes med en puttestund i sofaen eller fem minutter i slyngen, og den der fleksibilitet er uhyre vigtig i alle aspekter af mit forældreskab, synes jeg.


Jeg har forsøgt at være hudløst ærlig i denne beretning. Jeg ved godt, at der måske er ting i den, man ikke har lyst til at høre om, når man står og skal tandemamme selv. Men jeg synes det er vigtigt at være bevidst om de negative aspekter – ikke fordi man så kan vælge tandemamningen fra, men fordi man måske så kan spotte problemerne nemmere, når de opstår, og tage affære hurtigt, inden man selv kører død i forløbet. Bøger om et eller andet lidt specielt emne, som tandemamning og fx EC, har en tendens til at glemme at fortælle om problemer. Det er selvfølgelig fordi man som 'alternativ' ofte får skudt i skoene, at hvis det alternative er besværligt, kan man jo bare vælge det fra...  så det giver jo mening at forsøge at undlade det besværlige. Problemet er bare, at man så er dårlige stillet som mor, når/hvis man løber ind i besvær. Jeg vil hellere være forberedt på, at problemer kan opstå, end at stå i et virvar af uigennemskuelige følelser og nå til et punkt, der er så belastet, at det ender grimt.

Så lad mig lige sige det igen – det kan godt være, det ikke er nemt at tandemamme, men jeg har været rigtig glad for det i rigtig lang tid (og er stadig med min nye måde), og jeg kommer til at gøre det igen – og igen smiley-smile