Så blev solen født

Kategori:
fødselsberetning

Jeg sad og så en DVD på vores computer da den første ve flød gennem min krop. Daragh var ude at ordne det sidste i vores gamle lejlighed. Vi havde flyttet hele den foregående uge og arbejdet super hårdt for at få alting i orden før den lille skulle komme. Det skulle "den" (vi kendte ikke kønnet dengang) først om en uge. Jeg havde dog på fornæmmelsen at flytningen havde gjort sit til at barnet ville komme snart. Jeg havde ikke født før og jeg var faktisk ret spænt og også bange. Jeg vidste ikke om jeg kunne holde smerterne ud og jeg var bange for at der skulle ske barnet noget. Jeg havde været med til min søsters tvillinge fødsel og hun er rimelig sej men havde alligevel set ud som om det var temmelig hårdt... min jordemoder havde sagt at jeg bare skulle tage det et skridt af gangen og så tage imod den hjælp som de ville tilbyde mig på hospitalet. Jeg ville have født hjemme men min mand var bange for at jeg ville dø så han bad mig tage på hospitalet at føde selv om han godt vidste at det statetistisk er ligeså sikkert at føde hjemme. Jeg ville gerne have akupunktur og føde i kar. Siden vi skulle på hospital fortalte jeg mig selv at hvis det gjorde for ondt til at jeg kunne holde det ud så ville jeg tage imod en epidural.Jeg synes der var noget spændende ved at blive presset til det yderste. I hvert tilfælde indtil jeg nåede tredje stadie af fødslen. Jeg sagde ikke noget til Daragh for jeg vidste at det tager lang tid i første fase særligt for førstegangsfødende. Da han kom hjem nogle timer senere sagde jeg til ham at jeg troede det var ved at gå igang men at der var rigtig længe mellem veerne og at de ikke gjorde så ondt igen. Så hang vi ud og gik i seng ved eleve tiden... temmelig fnisende og forventningsfulde. Lejligheden var ikke helt parat til barnets ankomst men det blev pludselig ligegyldigt. Vi kunne næsten ikke vente med at have barnet hos os... det virkede alt sammen så fuldkommen ufatteligt.

Jeg kunne ikke sove, nu kom veerne med syv minutter til et kvarter imellem og de var stærke nok til at jeg måtte bruge åndedragsøvelser og en varmepude på maven når de satte ind. Daragh tog tid og sørgede for at varmepuden var varm nok. Vi snakkede og krammede og ventede og ventede for vi måtte jo ikke komme ind på fødegangen før veerne var regelmæssige med fem minutter imellem. Klokken fem om morgenen ringede jeg til min søster på Bornholm og sagde at jeg synes hun skulle komme over. Vi er meget nære med hinanden og jeg var sikker på at det ville være bedst at have hende med til fødslen. Hun blev lidt irriteret over at jeg ikke havde ringet aftenen forinden så hun bedre kunne have nået den første færge klokken syv men jeg mente ikke hun behøvede at tage den men at hun bare kunne tage den senere færge. Hun slog fast at jeg ville føde hurtigt ligesom hun havde gjort, at sådan er det i vores familie og så nåede hun alligevel den tidlige færge med sine unger som blev placeret til pasning hos min mor. Klokken lidt i tolv om formiddagen kom hun hjem til os, kastede et blik på mig og sagde at man kunne se på min hævede overlæbe at barnet snart skulle komme (?). Så tog vi på hospitalet med taxa selv om mine veer ikke var regelmæssige. Det havde hendes heller aldrig været sagde hun. Da jeg blev undersøgt på hospitalet viste det sig at jeg var fire cm åben allerede men de havde ikke plads på fødestuen så jeg fik at vide at jeg bare kunne gå lidt rundt. Så lavede jeg lidt gymnastik med min søs for at få det sat igang og overstået imens min mand tog sig en lur i venteværelset. Der gik nogle timer mere så begyndte smerterne at blive mere seriøse og jeg kom til at grine og græde for jeg synes det var så mærkeligt men ikke så slemt som jeg havde frygtet og jeg glædede mig sådan til at møde mit barn... på et eller andet tidspunkt fik jeg et lavemant... øv det var altså virkelig klamt men dejligt med brusebad bagefter... så begyndte min søster at skælde ud på personalet fordi de ikke mente jeg skulle føde snart selv om hun synes det var meget tydeligt... det var jo også hende der var med mig ellers var det skiftende hvem der så til mig... hun sagde at nu skulle jeg altså på en stue. Jeg fik da også lov til at komme ind på en stue efter en længere debat. Jeg ville gerne i karbad og jeg havde mange smerter nu. Der var ikke længere et smil på mine læber. Jeg græd faktisk. Så hjalp min søster og min mand mig på fødderne for at komme over i et kar de havde fyldt med vand til mig men jeg kunne ikke stå på fødderne og så snart de havde fået mig sikkert i sengen igen løb min søster ud på gangen og erklærede at så var det nu. Godt hun var med for det var nu... selv om de stadig ikke troede på hende. Jeg fik en mandlig jordemoder som jeg ikke kendte ind på stuen. Han gav sig god tid og sagde at jeg ikke skulle bekymre mig om noget og at jeg næsten helt sikkert ikke skulle føde ligenu. Så kiggede han mig mellem benene og det næste han sagde var pres. Jeg var nu temmelig omtåget af smerter for at sige det mildt og blev bange for at revne for jeg havde jo lige hørt at jeg ikke skulle føde nu. Jeg er ikke parat sagde jeg. Jeg revner. Jeg følte det også som om min krop var ved at blive flået i tusinde stykker. Du revner ikke sagde han. Jeg så på min søster. Hun og min mand holdt mine hænder. Hun så rolig ud og sagde at jeg ikke ville revne og nu skulle jeg presse. Først vidste jeg ikke hvordan man gør. Jeg prøvede. Så forklarede jordemoderen at jeg skulle presse som om den lille skulle ud gennem tyktarmen. Av det sved. Det tog ikke lang tid før hovedet var halvt ude.... men så gik der også lang tid før barnet fulgte med. Tredje stadie tog omkring to timer. Jeg synes det var to timer i helvede. Næsten hele den periode sad barnet med hovedet lidt ude af mig. Min søster dopede mig med lattergas men da jeg hverken drikker alkohol eller nogensinde har taget stoffer, det vil sige jeg aldrig har været skæv på nogen måde før blev jeg bange og troede jeg skulle blive blind eller dø eller et eller andet. Det hjalp mig dog til at overlade min krop til at gøre det den nu skulle alt imens mit sind flagrede rundt i smerterne og ledte efter en udvej. Det kan da ikke være meningen at det skal gøre så ondt... der må da være noget man kan gøre... giv mig en kugle for panden... hvad skete der med min akupunktur... er det for sent med den epidural.... men jeg sagde ingenting ud iver... jeg kan ikke mere... jeg kan ikke mere... jeg skreg og jeg pressede og jeg græd og så fødte jeg... pludselig løftede smertene sig fra mig, jeg kunne mærke blodet skvulpe ud mellem mine ben efter barnet. Jeg lukkede øjnende og forsvant et øjeblik. Da jeg åbnede dem igen lå DD på min mave og kiggede op på mig alt imens jordemoderen stod med fødselsbyden og snakkede om at den lignede et træ eller sådan noget. Min søster og min mand havde tårer i øjnende og den lille var bare så pink og lille og smuk... hun havde en fødselssvulst på hovedet selv om de ikke havde brugt en sugekop fordi hun havde siddet fast og et blåt øje. Min mand sagde senere at han havde elsket hende lige med det samme men at han havde været overrasket over hvor grim hun var med slim og blod og alting. Jeg så på hende og hun på mig og jeg tror aldrig jeg har følt eller set noget så smukt. Jeg tog hende forsigtigt op til mit bryst, som hun ikke ville tage, og kælede for det skrøbelige hoved og indsnusede hendes fiskelugt. Fiskehals, kaldte vi hende og myredronning på grund af hendes magt over os og sit sjove spidse hoved. Ej hvor hun var dejlig... så lo jeg og var parat til at komme på benende igen men jordemoderen sagde at jeg skulle blive i sengen. Vi blev kørt ned på et værelse. Min søster tog hjem kort tid efter. Jeg og DD sov i min mands arme. Jeg kunne mærke hans salte tåre på mit hår. Han sagde at han aldrig havde været så bange i sit liv... eller nu det var overstået... så lykkelig. For mig er det at have hende... at være hendes mor... det vigtigeste i mit liv og ejg er stolt af at have født hende.