Om at amning under og efter graviditet... og hvorfor det var svært for mig

Kategori:
ammeberetning
Jeg besluttede mig for at blive ved med at amme Sigrid, da jeg blev gravid med Ingeborg. I første omgang var det fordi hun var så lille da jeg blev gravid (1 1/2 år) og stadig havde brug for at blive ammet. Men efterhånden som jeg læste og undersøgte og træf beslutninger omkring graviditet og fødesl, der lå lidt ud over gennemsnittet (nej tak til scanning, ja tak til hjemmefødsel osv. osv.) blev det nok også lidt en principsag for mig. Det blev lidt en del af den pakke der hed "jeg vil gøre det så naturligt som muligt". Og et eller andet sted undervejs i graviditeten tror jeg nok jeg glemte at lytte til min egen krop. Den brød sig i hvertfald ikke om at amme! Jeg fik direkte fysisk ubehag af det. Jeg har hørt det beskrevet som den følelse man har, i forb. med sex, hvor man skal huske at sige fra, for ellers bliver det til overgreb. Og det er rigtig nok. Det er sådan en følelse af at dette her er for intenst og jeg kan ikke følge med. Men hele min selvforståelse og min opfattelse af mig selv som mor, var i den grad bundet op på at fortsætte amningen, at jeg bare blev ved. Og jeg tror faktisk at det var en rigtig skidt beslutning. Jeg skulle have givet mig selv en pause, de sidste mdr. af graviditeten. Men jeg blev ved med at amme. Og Sigrid blev ved med at efterspørge det, til trods for, at jeg var anspændt og hun garanteret sagtens kunne mærke, at det ikke var noget jeg nød. Men jeg tilbød hende ikke i første omgang alternativer, til trøst, hygge, tryghed og alt det andet amningen dækkede for os, for jeg ville jo amningen.... Da Ingeborg blev født, forsvandt ubehaget ved at amme, men vores ammeforhold var selvfølgelig ikke det samme som før. Og jeg kunne ikke tandemamme. Så kom følelsen af ubehag/overgreb igen. Så jeg ammede kun Sigrid, når Ingeborg ikke var lagt til. Det betød, at hvis Ingeborg blev ammet og Sigrid også ville have, så blev hun afvist. Og det var mildest talt ikke optimalt, for en lille størrelse på 2 år, der lige var blevet storesøster. Da hun så begyndte at få "babymave" af mælken, samtidig med at hun var ved at smide blen, var beslutingen om ammestop ret nem at tage. Jeg tror at jeg skulle have lyttet noget mere til min krop, og have standset amningen midlertidigt, i de sidste uger af graviditeten, før vores ammeforhold kom ind i en negativ spiral. Hvis hun så ville have genoptaget amningen, da Ingeborg var kommet til, så tror jeg at jeg ville have haft meget mere overskud til at gøre det. De oplevelser jeg har haft med dette her er en af årsagerne til, at jeg ikke har fået barn nr. tre endnu. Jeg tror ikke at jeg vil forsøge at tandemamme igen. Jeg synes det er en rigtig god og smuk ting, men med de negative erfaringer der sidder i min krop, tror jeg ikke at jeg vil kunne gøre det. Så jeg har valgt at jeg ikke vil være gravid igen, før Ingeborg kan undvære amningen. Og selv om jeg er HELT vildt skruk, nu, så er hun overhovedet ikke i nærheden af at kunne undvære at blive ammet. Så en ny baby må vente lidt endnu, til Ingeborg har fået lov at være lille, så længe hun vil. Jeg har stadig dårlig samvittighed overfor Sigrid over, at hun ikke fik den mulighed. Det var jo meningen, at hun skulle have den, i og med at jeg ville fortsætte med at amme hende, men i stedet blev hun pludselig "tvunget" til at blive stor. Og med den sårbare lille sjæl hun er, tror jeg at det er noget der har sat sig fast i hende. Det er ikke helt så let, som det var, før hun blev storesøster, at skabe den der helt basale tillid imellem hende og mig..... Og selvfølgelig stammer det meste af det fra, at hun skulle lære at dele mig. Men det har ikke hjulpet, at jeg til sidst blev nødt til at stoppe amningen, på et tidspunkt, hvor hun i forvejen var sårbar.