Om at amme et barn som tager langsomt på

Kategori:
ammeberetning
Da jeg fik min søn, havde jeg slet ikke sat mig ind i amningen. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle lægge ham til, at det gør ondt i starten når de sutter og at jeg kunne forvente lidt sår og rifter, jeg vidste ikke at han skulle sutte for at jeg kunne producere mælk osv. Derfor gav jeg alt for hurtigt op og gav ham flaske istedet - noget jeg var vældig ked af i lang tid. Mens jeg ventede min datter, Signe, læste jeg alt hvad jeg kunne få fingre i om amning og jeg var fuldt ud besluttet på at amme hende. Da det viste sig at hun skulle komme til verden ved kejsersnit, blev jeg meget ked af det. Dels fordi jeg jo gerne ville føde hende selv, men også fordi jeg havde læst, at amningen kunne være vanskeligere at få igang efter et kejsersnit. Men pigebarnet lå i tværleje og den eneste måde at få hende ud på var gennem maveskindet... Min datter blev hjulpet til verden og var en stor og flot pige på 4170 g og 54 cm. Der gik desværre 1½ time efter operationen før jeg fik hende hen til mig og da var hun selvfølgelig fuldt påklædt. Selv var jeg koblet op til alverdens slanger og apparater, så der var en sygeplejerske som var nødt til at lægge hende til hos mig. Men det gik fint: Hun tog fat og suttede som om hun aldrig havde bestilt andet. Det gjorde ondt, men det var jeg jo forberedt på. Vi skulle blive på hospitalet i 4 dage, men heldigvis lå vi helt alene på stuen og det gav ro og tid til at lære hinanden at kende og få amningen ordenligt igang. Jeg lagde hende til så ofte hun ville og vi sov sammen om natten. På andendagen løb mælken til. Det var skønt. Hun tabte sig selvfølgelig lidt og vejede knapt 3900 g da vi tog hjem. En uge efter fødslen kom vores sundhedsplejerske og så til os. Signe havde taget 60 g på siden udskrivelsen og det var jo ikke helt nok. Hun var også lidt gul, men jeg fortalte sundhedsplejersken at hun spiste fint - for det var mit indtryk. Vi blev rådet til at amme mindst hver 4. time...Det var svært fordi Signe sov så meget, og jeg syntes det var synd at vække hende. Sundhedsplejersken syntes også at vi skulle give Signe "dessert" i form af mme på flaske, men jeg sagde nej. Jeg ville amme min datter og min erfaring med flaske var at det ødelagde amningen. Ugen efter fik vi besøg igen og da vi lagde Signe på vægten havde hun ikke taget så meget som et gram på! Sundhedsplejersken bad os ringe til lægen som straks sendte os ind til blodprøvetagning på hospitalet. Næste morgen lå resultatet klar: Vores datter havde gulsot - biblirubintallet var 287. Vi blev indlagt på børneafdelingen, hvor Signe blev undersøgt. Hun havde nu tabt sig ned til 3720 g. Jeg blev sat til at amme hende og hun blev kontrolvejet: Hun havde taget knapt 30 ml... Så blev jeg koblet op til en malkemaskine, mens Signe fik lagt sonde og blev "efterfyldt" med mme. Efter 20 minutter i malkemaskinen havde vi knap 10 ml... Vi var indlagt i 4 dage og rutinen var at jeg ammede hver 3 time (døgnet rundt), ti minutter fra hvert bryst. Hvis Signe faldt i søvn skiftede jeg hende for at vække hende. Hun blev kontrolvejet før og efter hvert måltid og hendes vægt sagde, at hun skulle have ca 70 ml mælk pr måltid. I starten kunne jeg give hende ca 40 ml og så blev hun "efterfyldt" via sonden med mme, mens jeg sad med malkemaskinen og malkede ud. Med jævne mellemrum kom sygeplejersker og sundhedsassistenter ind og så til mig og mit malkeprojekt. De kiggede bekymret på beholderen på maskinen og fortalte mig, at det så ikke for godt ud. Jeg kunne sjældent malke mere en 20-30 ml ud og det var slet ikke nok. Så havde jeg nok bare ikke mælk nok, og så var det måske bedre bare at give flaske, ifølge personalet... Til sidst måtte jeg også selv tænke, at det jo ikke skulle gå ud over min datter at jeg absolut ville amme - så hellere give flaske. Men så en morgen efter at jeg havde ammet og lagde Signe på vægten, havde hun sørme taget 60 ml - kun fra det ene bryst. Jeg kunne slet ikke få armene ned! Bilirubintallet faldt og vi blev udskrevet. Vi blev sendt hjem med besked om stadig at amme hver 3. time om dagen og hver 4. time om natten. Sådan kørte de første to måneder. Jeg ammede når minuturet fortalte mig at jeg skulle, for Signe sagde ikke selv til. Hver gang sundhedsplejersken kom, bed jeg negle af nervøsitet i timerne op til. Signe tog aldrig nok på. Hun lå hele tiden lige i underkanten af sin kurve, og hvert besøg sluttede med at sundhedsplejersken gav mig besked om at give "dessert" efter hver aming, for Signe kunne nok ikke føle sult og derfor skulle hun fyldes helt op i sin lille mave, også selvom hun ikke bad om det. Og hver gang gjorde jeg alt for at trække den en uge mere med den dumme flaske. Da Signe var 4 måneder fik vi igen besøg af sundhedsplejersken. Jeg tog tøjet af min datter og hun blev underkastet sundhedsplejerskens kritiske blik. Vores sundhedsplejerske så tilfreds ud "Hun ser jo dejlig ud", sagde hun "Dejlig rund mave og gode elastikker ved lårene." Så lagde vi hende på vægten, blot for at konstatere at hun endnu en gang ikke havde taget nok på: Hun lagde sig igen lige under sin kurve... Vores sundhedsplejerske undrede sig, for hun så jo et barn i trivsel. Derfor konkluderede hun, at nu skulle vi ikke koncentrere os mere om den vægt. Så længe Signe var glad og mild (Og det er hun: Hun er nok verdens mildeste og nemmeste og gladeste barn <3 ) så var det fint, og så må vi bare gå ud fra at hun er bygget med spinkle letvægtsknogler! Det var sådan en dejlig besked at få, og jeg er så glad for, at jeg holdt fast i, at Signe skulle have bryst hos mig og ikke have mad af en sutteflaske. Jeg så jo min datter vokse - omend lidt langsomt, jeg så hende være glad og tilfreds og jeg oplevede at amingen fungerede og at hun fik hvad hun skulle have.