Når amning er et helvede alt for længe

Kategori:
ammeberetning

Som rigtig mange gravide, havde jeg glædet mig utroligt til at amme. Alt den snak om det fantastiske bånd der ville opstå mellem mig om min lille søn, plus det faktum at det nærmest var/er tabu i min familie at give sit barn flaske, gjorde at amning bare var det helt rigtige.

Allerede inden min søn kom til verden var der dog bekymringer. Jeg har nemlig fladebrystvorter, og havde derfor svært veed at forstille mig hvordan han skulle kunne få fat. Talte med min jordemoder som sagde at det så absolut ikke behøvede at være et problem, og at det evt. kunne løses med en såkaldt suttebrik. Så kom fødslen og jeg skulle i gang med amningen. Og ja så kunne min søn ikke få fat... Tror jeg havde 5 kvinder til at hive i mit bryst for at forsøge at spidse min brystvorte uden held. Jeg spute så om vi evt. kunne prøve med suttebrik, men fik så at vide at den var noget djævlen havde skabt, og at det ville helt sikkert mindske mælkeproduktionen markant. Efter lang tid fik vi dog en syttebrik og han spiste helt uden problemer. Jeg har siden prøvet flere gange, om jeg kan amme uden, men hver gang har det resulteret i voldsom gråd.

Efter en ugestid, med hvad jeg tror må have været normale begyndersmerter, kom min første brystbetændelse. Jeg var virkelig sløj af det i et par dage, men så virkede det som om det gik i sig selv, så jeg nåede ikke til lægen.... men en lille uges tid efter kom det så igen, for igen at forsvinde efter et døgn.. Sådan fortsatte det i halvanden månede, hvor jeg brokede med til sundhedsplejesken over smerter ved amning. Jeg tog langt om længe til lægen, som tydeligt kunne se, atmit ene bryst var meget rødt og hårdt. Jeg fiknoget pencillin og fik at vide at jeg skulle sørge for at mit bryst blev tomt ordentligt, underforstået at det kunne min søn tilsyneladende ikke. Først virkede det som om det havde løst mit problem, men nej... Og jeg ringede igen til lægen medsmerter. Igen fik jeg pencillin. Denne gang hjalp det stort set ikke, amningen var stadig uudholdelig. Ringede igen til lægen, denne gang ville hun gerne se mig. Lægen kiggede og kunne ikke umiddelbart se noget, måske var det ene bryst stadig lidt rødt. Hun sagde at hun ville give pencillin igen, hvortil jeg svarede at det så var tredje gang. Hun mente igen at min søn ikke tømte brystet ordentligt. Hvilket jeg klart kunne afvise, da mit bryst altid blev helt blødt når han var færdig. Lægen sagde så at jeg skulle ringe til sundhedsplejesken. Det gjorde jeg så. Jeg beskrev mine smerter til hende, som små knive der klør samtidig, både før under og efter amning. Efter at sundhedsplejesken havde talt med sine kollegaer ringede hun tilbage med dommen. Hun mente at det var svamp jeg havde fået. Jeg ringede så igen til lægen for at få et middel mod svamp inde i brystet. Men men men..... Det havde min læge aldrig hørt om. Ja efter flere problemer -recept på en creme jeg ikke måtte bruge under amning, en voldsom pencillinreaktion der resultere i akut indlæggelse, diskution sundhedsplejeske og læge imellem, fik jeg endelig et middel mod svamp i brystet (fluconazol hexal). Nu prøver jeg det, og jeg håber virkelig det hjælper.

Altså, alt i alt et helvede. Status pt. -Langvarrig brystbetændelse -suttebrikker -svamp -og ja tror også at jeg efterhånden er på grænsen til en depression og mit parforhold lider også under det.

Konklussion: Ja amning er det bedste for barnet, men hvornår er prisen blevet for høj? Synes jeg lever i et samfund, hvor det, selv efter alt hvad jeg har været igennem, ikke er tilladt at opgive amning. min søn er nu 4 måneder og jeg ammer stadig med voldsomme smerter. Håber at midlet mod svamp virker ellers er jeg bare nød til at opgive inden alt hvad der ellers er godt i mit liv går helt i stykker.

ET lille år efter.

Jeg stoppede med at ammekort tid efter jeg skrev ovenstående. Det var den helt rigtig beslutning, selvom den var virkelig svær at træffe. Faktisk måtte sundhedsplejesken forklare mig, at jeg jo faktisk kun kunne være en god mor, hvis jeg havde overskud til det, og at det derfor måtte være det bedste for min søn, at vi stoppede. Hun var iøvrigt sød og sige, at hun synes jeg havde været mere sej en hun havde oplevet nogen før. Min søn var naturligvis ikke tilfreds med beslutningen, så det gav nogle hårde dagen, hvor han nægtede at spise. Men han endte med at acceptere det og er i dag en dejlig madglad dreng, der spiser næsten alt.

Faktisk endte det hele lykkeligt, om man så må sige. Nu håber jeg bare, at jeg kan amme mit næste barn uden helt så mange problemer. Nu har jeg da i hvert fald masser af erfaring, om kan søge hjælp tidligere, og ikke mindst holde på at der er noget galt.

Håber min historie kan hjælpe andre, om ikke andet så er følgende råd.

-Kamp... men ikke for hårdt -Hvis noget føles forkert for dig, så søg hjælp.