Når amning er alle kampene værd!

Kategori:
ammeberetning

Jeg vil gerne fortælle om mit ammeforløb med mit første barn, som blev født d. 15. november 2011. Selvom vi har haft rigtig mange gode stunder, har jeg ofte følt, at amningen var en kamp - en kamp mellem min naturlige lyst til at amme mit barn på den ene side og alle de problemer, som indimellem gjorde det næsten umuligt for mig, på den anden.

Da min søn blev født en tirsdag nat kl. 00.52 fik jeg ham straks op på min maven. Og der blev han liggende i to timer, indtil han selv begyndte at søge mod brystet. Jeg lagde ham til, og han var en mestersutter! Han diede flittigt på begge bryster - og jeg var så stolt! De følgende dage lagde jeg ham til så ofte som muligt, og min mælk løb til tre dage efter fødslen. Jeg var heldigvis forskånet for brystspændinger og hudløse brystvorter - faktisk havde jeg slet ikke ondt.

Så let blev det dog ikke ved med at gå. Den dag, vi kom hjem fra sygehuset, begyndte min søn nemlig at gylpe helt vildt. Han kunne faktisk ikke holde noget i sig, og jeg kunne se på ham, at han var generet. Han græd og skar ansigter. Vi røg straks på sygehuset igen, og efter et langt forløb, fik han konstateret reflux; en tilstand, hvor overproduktion af mavesyre og en slap mavemunden resulterer i tilbageløb i spiserøret med dertilhørende halsbrand. Og som om det ikke var nok, var amningen faktisk med til at gøre problemet værre. Jeg havde nemlig en stor overproduktion og en meget kraftig nedløbsrefleks, så min søn blev fuldstændig oversvømmet, når han diede hos mig. Jeg kunne sagtens malke 150 ml. ud på hvert bryst forud for amningen, og alligevel var der rigeligt til ham. Han fik alt for meget mælk på alt for kort tid, og det gjorde det endnu sværere for ham at holde maden i sig.

Jeg satte mig derfor for at forsøge at komme min overproduktion til livs i håb om, at en mere afpasset mælkemængde ville gøre det lettere for ham at holde mælken i sig. Jeg søgte hjælp her på Ammenet og blev hjulpet igang med blokamning. I løbet af en uge havde min mælkeproduktion fundet et mere passende leje, og jeg troede, at lykken var gjort. Men så kom det første appetitspring, og jeg fortrød straks, at jeg lige havde brugt en uge på at reducere min mælkeproduktion. Jeg ammede non-stop i et døgn, og mentalt var jeg ved at gå i opløsning. Men efter et par dage genfandt vi balancen.

Min søns reflux gav mig dog stadig grå hår og lagde et stort pres på amningen. Jeg skulle til enhver tid være i stand til at give min søn et nyt måltid i tilfælde af, at han kastede op lige efter amning, og jeg var ved at blive vanvittig. Jeg kan huske, at jeg slet ikke nød at amme min søn, fordi jeg gylpede før, under og efter hvert eneste måltid. Jeg kunne slet ikke genkende brochurernes idylliske billeder af mødre, der fredfyldt sidder og ammer deres små babyer, når jeg sad der dækket i gylpeklude og håndklæder. Følelsesmæssigt var jeg ved at gå ned med flaget. Min sundhedsplejerske fortalte mig, at der findes en særlig modermælkserstatning, som tykner i maven - den hedder Enfamil AR. Grebet af desperation prøvede jeg at give ham en flaske med det, og det virkede! I en alder af 8 uger holdt han sit første måltid i sig - hver en dråbe! Men jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde over det. På den ene side var jeg så glad for endelig at have fundet en løsning, som kunne afhjælpe min søns reflux. På den anden side var jeg grædefærdig ved tanken om at skulle opgive amningen. Det kunne bare ikke passe, at min mælk ikke var god nok. At modermælkserstatning var bedre. Jeg følte mig som verdens største fiasko.

Min søn reagerede ikke så godt på den syredæmpende medicin, sygehuset havde ordineret, men efter råd fra en veninde prøvede jeg at give ham probiotiske mælkesyrebakterier (BioGaia eller Udo's Choice Infant's Blend), og det fjernede hans halsbrand. Det eneste problem, som hans reflux resulterede i, var derfor en masse vasketøj. På det tidspunkt besluttede jeg mig for at håndtere min søns reflux som et praktisk problem snarere end en sygdom. Vasketøj var en lille pris at betale for at få lov til at amme mit barn. Lægerne på sygehuset havde fortalt mig, at refluxen typisk ville klinge af i 5-månedersalderen, og jeg besluttede mig at bide tænderne sammen i håb om, at vi derefter kunne få nogle rigtig gode måneder med amning.

De følgende måneder kørte amningen lidt op og ned. Jeg lærte langsomt at affinde mig med, at amningen ikke var så let for mig som for mange andre pga. min søns reflux, men en række udfordringer blev ved med at gøre amningen endnu mere besværlig. Min søn blev pludselig angrebet af trøske, hvilket gjorde det ubehageligt for ham at die. Og på grund af en hormonel ubalance svingede min mælkeproduktion meget - nogle dage havde jeg alt for meget og andre dage alt for lidt. Da vi i forbindelse med overgangen til fast føde begyndte at nedtrappe amningen, blev mit nedløb lidt mere sløvt, og min søn, der var vant til kun at skulle arbejde i 15-20 sekunder for at få sin mælk, havde svært ved at finde tålmodigheden til at arbejde 1-2 min. for mælken. Dertil kom, at min søn hele tre gange gik i ammestrejke - typisk i forbindelse med udviklingsspring eller sygdom, som gav ham ubehag i fbm. amning. Dertil kommer, at jeg selv fik meningitis og blev indlagt i isolation - ikke just befordrende for friamning. Jeg har flere gange i processen frygtet, at jeg var nødt til at opgive amningen. Jeg var træt af at kæmpe. Kæmpe mod min søns reflux. Kæmpe mod min egen krop og mine svingende hormoner.

Den kamp, jeg har haft sværeste ved at håndtere, er dog den, jeg føler, jeg har kæmpet mod sundhedsmyndighederne. Min sundhedsplejerske og min læge har ikke støttet mig i mit ønske om at amme, og de har hver eneste gang grebet muligheden til at foreslå modermælkserstatning. Og det er ikke fordi, jeg ser skævt til mødre, der giver deres børn modermælkserstatning - men jeg kunne bare mærke, at det ikke var den rigtige løsning for mig. Den fornemmelse forsøgte min sundhedsplejerske og læge at affeje - "hvad ved en førstegangsmor om den slags?". Da vi i min søns første levetid var indlagt på sygehuset, mente lægerne, at han overspiste, og at det forværrede hans reflux. De gav mig derfor besked på at begrænse amningen - jeg måtte kun amme hver 2.-3. time, selvom han gerne ville spise hos mig oftere. Jeg var autoritetstro og gjorde, som de sagde, selvom min søn græd og græd. De mente, at gråden ville klinge af efter et par dage. Det gjorde den bare ikke. Og når jeg tænker tilbage på det, får jeg helt ondt i maven. Jeg skulle bare have lyttet til min intuition og til min søns signaler, og min søn skulle have haft lov til at spise så meget, han ville - og det hjalp redaktørerne på Ammenet mig heldigvis med at indse.

Min søn er nu netop fyldt et år. De sidste par måneder har amningen kørt stort set uden problemer, og jeg nyder det hver eneste gang! Jeg er så stolt over, at det lykkedes mig at amme så længe til trods for alle de udfordringer, vi har kæmpet med. Det er en kæmpe sejr for mig - jeg gjorde det fandme! Når jeg tænker tilbage på mit ammeforløb, er jeg ikke i tvivl om, at det var alle kampene værd! Jeg er lykkelig for, at jeg ikke kastede håndklædet i ringen og for alt det gode, jeg har kunnet give ham gennem modermælken siden da. Jeg har ingen planer om at opgive amningen, så længe min søn efterspørger den og har tålmodigheden til at arbejde for mælken.

Jeg vil gerne slutte min beretning af med at takke alle de søde og forstående mødre her på Ammenet. Den støtte og vejledning, jeg har fået her, har betydet ubeskriveligt meget for mig - især fordi jeg indimellem synes, min mand, min familie og mine venner har haft svært ved at sætte sig ind i, hvor vigtig amningen er for mig (og min søn). En særlig tak til Sisse, som utrætteligt har hjulpet mig gennem mine kriser på næsten alle tider af døgnet - du skal vide, at du har gjort en kæmpe forskel for mig, så jeg kunne gøre en forskel for min søn, og det er jeg dig evigt taknemmelig for.