Min beretning om når ens baby ikke sutter og amning er alle kampe værd :-)

Jeg skriver denne ammeberetning for at vise man godt kan lykkes med sin amning, selvom man har start vanskeligheder og man har et barn der ikke sutter - de kan godt lære det. En god portion vilje, stædighed, tålmodighed, god vejledning og støtte er vejen frem. Smile

Jeg fødte den 10.marts(38+6) min søn ved kejsersnit efter 4 dages igangsættelses/fødselskamp - han ville bare ikke ud og min krop var ikke klar. Da jeg fik det dårligt på operationsbordet gik der 1,5time inden jeg fik min søn lagt hud mod hud.

Han var nok ikke klar over at han var blevet født endnu, og da jeg ikke havde fået ham hud mod hud noget før, havde personalet enormt travlt med at NU skulle han sutte, selvom han ingen tegn gjorde til det. Da han ikke kunne få fat, og hverken suttede eller rigtig ville åbne munden gav de mig en suttebrik lige med samme. En forhastet løsning kan jeg efterfølgende læse mig til. De opgav egentlig også lidt, og besluttede at vi ville vente lidt, da han er født midt om natten.

Efter et halvt døgn suttede han stadig ikke, og han blev tjekket af en børnelæge for at se om han havde noget med vejrtrækningen, det havde han ikke. Da han ikke ville åbne munden og sutte blev jeg sat til at malke ud hver 3.time med en dobbelt elektrisk brystpumpe for at få gang i produktionen. Det jeg malkede ud fik han på kop efter hver gang jeg prøvede at amme.

På dag2 hvor han stadig suttede meget dårligt, kom de fra neonatal og sugede ham via en sonde fordi de troede han var forkvalmet af fostervand (jeg havde virkelig meget). Alt de fik op var luft, og hende fra neo gav ham lidt sukkervand hvilket fik ham til at sutte lidt bedre på brystet.

Senere når han skulle have mad, begyndte vi at give ham det jeg havde malket ud via lactaid (hvor man bruger en lille sonde og lægger ind i barnets mund) så han fik mælk samtidig med at han suttede hos mig. Dette gjorde vi for at stimulere delvist brystet og for at han oplevede at få mælk når han var lagt til. Dette hjalp lidt, men han suttede stadig meget dårligt.

På dag 3 blev han vejet, og havde tabt sig 9,5% af sin fødselsvægt, så nu skulle han have mad! Jeg var meget ked af at det var SÅ svært og at han havde tabt sig så meget. Som om det ikke er hårdt nok at være 1gangsmor oveni. Jeg ville så gerne lykkes med amningen, og ville helst undgå flasken, da jeg havde hørt at barnet kan afvise brystet hvis man først er startet på flaske. På den anden side ville vi så gerne hjem, da vi efterhånden havde været næsten 1 uge på sygehuset. Der kom en sygeplejerske og råbte FLASKE hvilket jeg var meget ked af, men kunne godt se at han skulle have mad. Aftalen var dog stadig at han først skulle amme hos mig og så tilbydes flasken bagefter.

Da dette resulterede i at han begyndte at tage på fik vi lov til at komme hjem. Men jeg var stadig SÅ bange for at han ville afvise brystet. Dette skete dog heldigvis aldrig. Jeg ville så gerne lykkes med amningen, så jeg skrev et indlæg i ammenets facebook gruppe. Her fik jeg hjælp, støtte og en masse information og vejledning.

En uge gammel suttede han stadig langt fra optimalt. Vi prøvede at gøre ham klar til brystet med fingerfeeding og det virkede sådan ind i mellem. Vores amninger var dog forfærdelige, han græd, jeg græd - det var frygteligt. Han suttede stadig dårligt og åbnede munden meget lidt. Ind i mellem havde vi nogle gode amninger og jeg fik troen på det igen.

Vi boede i sengen nærmest de første 14 dage efter vi kom hjem og lå kun hud mod hud nærmest. Jeg fik at vide at når man får en epidural/spinal bedøvelse kunne sutterefleksen være forsinket, og det gav mig også troen på at han nok skulle lære det. Det er jo en babys natur at spise fra brystet.

Første besøg fra vores SP havde han tabt sig 20gram. Andet besøg havde han taget fint på, så hun foreslog vi droppede eftermaden og kun ammede. Dette resulterede dog i ingen vægtstigning, og efter lidt over en uge var vi tilbage på eftermaden. Lidt af et nederlag når jeg selv følte amningen gik godt. Men jeg var så stædig at jeg nægtede at give op. Dog blev jeg stresset og ked af det, hver gang han blev vejet og ikke havde taget på, og så gik vores amninger dårligt igen. Heldigvis fik jeg god støtte, som gjorde at jeg fik troen på det og så blev amningerne også bedre. De blev virkelig påvirket af min stress, men det var også svært bare ikke at stresse..

Jeg havde lovet mig selv at revurdere om kampen var det værd, hvis det stadig var et helvede når han var en måned gammel, men heldigvis nåede vi ikke så langt! Da han var ca 3 uger gammel, var jeg også kommet af med suttebrikken på det ene bryst og en uges tid efter fulgte det andet. Sikke en befrielse at kunne amme uden den. Han fik stadig eftermad på flaske, med udmalket MM, men antallet af gange og mængden han spiste blev mindre og mindre.

Da jeg kom af med suttebrikken var det som om at han blev endnu bedre til at sutte. Jeg prøvede rigtig mange ting, men havde meget succes med brystkompressioner og bruger dem stadig meget. Nu er han næsten 3 måneder gammel, får nærmest aldrig flaske og tager over 200gram i gennemsnit, på i ugen. Han lærte det, jeg lærte det - og det er det hele værd. Jeg elsker at amme ham og håber vi kan blive ved længe endnu. Laughing out loud