Jeg vil gerne fortælle om min søns ammeforløb, der har overrakset mig på både godt og ondt.....

Kategori:
ammeberetning

Liam blev født 24/11-.2009 kl 03.32 om morgnen. Fødselen var normal og uden komplikationer, andet end at jeg blødte meget efter moderkagen var kommet og måtte i behandling for blodmangel efterfølgende. Jeg oplevede fødslen meget volsomt, men det at få min søn hos mig som det største jeg nogensinde har oplevet. Mærket af 12 timers fødsel og den voldsomme følesesmæssige omvæltning kom jeg på barselgangen med min søn der bare skreg og skreg og skreg. Min mand kørte hjem for at sove et par timer, det gav jeg ham "lov" til eftersom han havde været SUPER under hele fødslen og der var ingen grund til vi begge skulle være helt ødelagte, han kunne lige så godt sove nogle timer. Personelet kørte mig og min søn på vores stue og lukkede døren uden at sige hverken fra eller til at drengen skreg sig violet... jeg prøvede og prøvede at lægge ham til, men han ville ikke og jeg mærkede tårer presse sig på. Havde jo læst at det skulle være så nemt og børnene er født med teknikken, og han havde da også suttet korrekt 3 min på fødestuen lige da han var kommet. Til sidst måtte jeg ringe efter hjælp - grædende bad jeg efter hjælp og personaltet var super super søde og sagde at deres erfarring er at mor og barn selv skal have lov at finde ud af det, så derfor blander de sig ikke uden at blive spurgt, men selvfølgelig vil de hjælpe hvis der var problemer. Sygeplejersken tog fat og lagde ham til uden problemer - jeg har næsten ikke noget bryst fra naturens side og var faktisk sikker på jeg overhovedet ikke ville kunne amme....jeg kan derfor ikke ligge ned og amme og derfor sad jeg op hele resten af natten med min skrigende søn og græd og græd - var det sådan at blive mor??? Sygeplejersken kom ind igen og lagde ham til og han suttede lidt længere denne gang og jeg kunne sove en times tid siddende op. De forklarede mig at han havde slugt noget fostervand og det var derfor han var så ked af det, han havde ondti maven. Han skreg mere eller mindre det første døgn konstant og jeg gjorde også.... men så på andet døgn kom der ro på ham og han begyndte for alvor at sutte.... med det resultat at mine brystvorter gik fuldstændig i stykker og nu græd jeg af smerte i stedet. Nej hvor var de første døgn hårde og smertefulde. Hver gang jeg lagde til krummede jeg tæer, trak vejret helt ind og holdt til han havde suget sig fast og så hjalp det lidt, men nej hvor gjorde ondt. Vorterne blev efterhånden blødende sår, men drengen var ligeglad og jeg blev mere og mere stædig og VILLE have det til at fungere. Personalet sagde at det var ganske normalt og at jeg måtte holde ud til vorterne havde vænnet sig til det og blevet hærdet. De næste uger var frygtelige og smertefulde og jeg husker jeg undrede mig meget over ingen havde sagt til mig at det ville blive SÅ hårdt at få amning op at køre??? Jeg synes ikke det hjalp da mælken løb til, de gjorde stadig meget meget ondt. Men langsomt begyndte de at hele, ved hjælp af salven Lanzinol som jeg konstant smurte med, lige så stille kom der ro på amning jeg begyndte så småt at nyde det.

Jeg ammede fuldt ud til han var 5½ måned gammel og jeg deltid ammer stadig nu hvor han nærmer sig 8 måndeder. Han elsker det og vil gerne have meget mælk - jeg forestiller mig at amme til han er 1 år, men måske også længere. Der har været mange perioder hvor jeg har troet det skulle gå i vasken, da han pludselig ikke ville tage brystet eller blev sur på det. Når de perioder har været der, har jeg taget en dag i sofaen i bar overkrop og med en nøgen dreng - høreværn på, for han har nogle sunde lunger - og så har jeg ammet som besat, på den måde at jeg tilbød brystet hver time. Han spise så en smule, men begyndte så at skrige og rive mig på brystet, så tog jeg ham fra, sad skrigende med ham i skødet, Ventede en time mere og tilbød igen brystet. På den måde kom vi igennem appetitspring. Det tog en dags tid nogen gange kun en ½ dag. Men jeg vil gerne dele med andre kommende ammemødre at det med at amme ikke altid er lyserødt og problemfrit og ind imellem skal man sku godt nok kæmpefor det som mor. Og det er selv om omgivelserne er meget meget hurtige til at sige - han skal bare have en flaske!!!eller - du har ikke mælk nok - der skal virkelig kæmpes for det. Men det er det værd, nu er der aldrig problemer mere - han elsker det og hygger sig når han får varmet næsen hos mor og det gør hans mor også.

Venlig hilsen Tinga2 ammer