Jeg kan amme!

Kategori:
ammeberetning

Efter den mislykkede amning med Thea, ( se ammeberetning ),besluttede jeg mig for at læse ALT om amning, mens jeg var gravid med vores andet barn, så jeg var så godt forberedt som mulig. Jeg glædede mig helt vild til at kunne praktisere min viden og til at have chancen for at kunne amme. Havde aftalt med familie, at jeg ville koncentrere mig om amningen og derfor ikke have for meget, eller for længe besøg i starten. Desuden måtte han ikke få sut, før amningen var etableret, så jeg havde gjort mig mange overvejelser. Alligevel havde jeg en sutteflaske og erstatning købt, det gav mig en ro at jeg viste jeg havde det, men tænkte at hvis jeg ikke havde nok og han var ked af det, var hjælpen nær. Hver gang jeg kunne se den ubrugte flaske og erstatning, gav jeg mig selv et skulderklap:) Den dag i dag, har jeg det stadig- som et minde! Jeg var sikker på at jeg kunne amme og var villig til at kæmpe for det!

Da mikkel blev født, havde han en kampvægt på 4900 g, trods han blev født 3 uger før tid. Så han var en meget stor, men træt dreng, da han jo ikke var helt så "gammel".

Mikkel blev født ved planlagt kejsersnit og det hele forløb efter bogen. Det var en super god oplevelse! Da vi kom ned på opvågning, blev han lagt til brystet, men han sov bare. Jeg lod ham ligge ved brystet, så han kunne dufte lidt til dem og derved "vække" hans interesse. Samme nat lå jeg i bare bryster og havde Mikkel hos mig hele tiden, ved brysterne. Han sov stadig og manglede ikke mad. Tror han havde slugt lidt fostervand, da han lå og forsank sig i noget, som virkede ubehagelig for ham.

Dagen efter prøvede jeg selv at ligge ham til og han begyndte så småt at være sulten. Jeg valgte bevist ikke at få hjælp til det, da jeg var sikker på at vi nok selv, i fred og ro, skulle finde ud af det. Jeg var meget afslappet omkring det, og fuld af mod, tålmodighed og forventning. Da jeg på et tidspunkt fornemmede at han ville sutte, lagde jeg ham til og Mikkel begyndte at sutte! Endelig:) I starten var det kun det venstre bryst jeg kunne ligge ham til- øvelse gør mester, senere fandt jeg selv ud af at ligge ham til det højre også. Den ene gang kom der en sygeplejerske med en suttebrik, så han nemmere kunne få fat (måske havde hun læst i min journal, at jeg havde indadvendte brystvorter- som jeg jo ikke har), men jeg takkede pænt nej og fortalte at han suttede fint og der derfor ikke var grund til det, som jeg også blev bekræftiget i, af en anden sygeplejerske. Mikkel fik lidt modermælkserstatning et par dage efter fødslen til natten, da min mælk denne gang var længe om at løbe til og Mikkel var ved at være sulten. Det fik han af et snapseglas, for ikke at forvirre ham. Han fik måske sammenlagt i alt ca. 25 ml. Mikkel suttede så meget han ville og når han så faldt i søvn, stimulerede jeg brysterne yderligere med en malkemaskine, for at få mælken til at komme noget hurtigere. Det var noget jeg selv bad om og fik sat i gang. Måtte nærmest forklare nogle sygeplejersker hvorfor jeg ville det, da nogle ikke kunne forstå det. Men jeg havde en stor dreng, som snart skulle have noget mad. Barselsgangen var lagt sammen med øre-næse-hals afdelingen, så det var blandet med personale og indlagte. Det gjorde selvfølgelig, at der var mange af sygeplejerskerne, der intet anede om amning og babyer, da de var specaliserede i det andet. Det var egentlig ikke så frustrende for mig, for jeg var så godt forberedt, men kunne mærke og se på mine stuekammerater, at de ikke fik den hjælp de skulle have. Den ene stoppede amningen på sygehuset, da hun ikke kunne få det til at fungere. Hun manglede motivationen, men hvis hun havde fået mere støtte og opbakning af kvalificeredet personale, er jeg sikker på at hun havde kæmpet noget mere.

Da jeg jo havde fået kejsersnit, havde jeg en del sårsmerter og ammede derfor liggende. Tyngden i brystet er helt anderledes og for en nybegynder, er det vanlige det bedste. Men jeg var klar over at derhjemme skulle jeg også sidde oppe, derfor tvang jeg mig selv i en stol, for at "øve" mig i at amme siddende. Jeg brugte ikke ammepuder eller andet, da det vigttigste for mig var at Mikkel fik ordentlig fat og jeg følte det forstyrrende at sidde med- og så kunne støtten til mine arme komme bagefter. Det resulterede selvfølgelig i mange ryg/nakke og kropssmerter, men jeg fandt alligevel mine egne gode måder at sidde på, som aflastede lidt, ved brug af min egen krop.

Den ene gang, da jeg sad og ammede, kom en sygeplejerske ind, som skulle oplære en af de andre sygeplejersker i amning og hun valgte at bruge mig som eksempel. Jeg var SÅ stolt, at hun netop havde valgt mig, det måtte jo betyde at de også synes det fungerede. Efter jeg var blevet bekræftiget i at amningen fungerede, tog jeg hjem, endda inden mælken var løbet til, men var sikker på at det nok skulle gå og jeg følte mig så sikker i at amme, som man nu kan som nybegynder:) Jeg kunne høre at Mikkel engang imellem synkede og bøvsede, så lidt må han have fået, selvfølgelig også råmælken og han sov hele tiden og virkede tilfreds. Dog var hans urin mærkværdig gul, og han tissede kun få dråber.

Da vi kom hjem, skulle jeg lige finde ud af hvor jeg sad bedst og hvordan jeg skulle sidde. Igen havde jeg mange smeter, for kunne bedst finde ud af at ligge ham til, uden støtte. Og sad fremoverbøjet og strakte mine bryster, det vigtiste var at han fik fat ( men for pokker hvor havde jeg ondt i ryggen ) Mikkel suttede fint og dagen efter, på dag 5 løb mælken endelig til! Nej hvor gjorde det ondt! De var så spændte og det væltede ud med mælk. Samtlige bluser blev gennemblødte og de var konstante hårde som sten. Gå hjem Dolly Parton:)

Dagen efter igen, kom sundhedsplejersken på besøg. Jeg ville gerne have Mikkel vejet og var forberedt på, at han nok ville have haft et vægttab. Alligevel var det et chock, da vægten nu sagde 4450 g. Mikkel havde tabt 450 g- næsten 1/2 kg på bare 5 dage!. Kunne også godt fornemme at han var blevet mindre, men troede bestemt at han havde fået mere at spise, da han sov og var hele tiden tilfreds. Vi aftalte at Mikkel skulle kontrolvejes ugen efter og der havde han taget 200 g på, men der gik noget tid inden han nåede op på sin fødselsvægt, men efterfølgende tog han flot på- : 750 g på 14 dage, så jo han kom efter det igen:) Jeg lagde Mikkel til brystet når han bad om det og var sikker på, at det skulle han nok selv styre, trods familie og venners evige kommentar om at jeg ammede hele tiden. Det gjorde jeg, men vidste også at det var helt normalt, så igen lyttede jeg til mine egne intuitioner.

Der var et par enkel gange, hvor jeg ikke følte jeg havde mælk nok, især om aftenen og prøvede derfor at tilbyde Mikkel sutteflaske, da han var omkring 6 uger. Da spiste han 100 ml, efter jeg havde ammet og derfor kontaktede jeg en ammerådgiver, da jeg ikke troede jeg havde mælk nok. Hun kunne fortælle at babyer altid vil sutte, pga deres suttebehov og at det ikke nødvendigvis skyldes sult. tro på mig selv og hun gav mig på det tidspunkt en god viden, forståelse og opbakning, som gjorde at jeg kunne tro på mig selv som ammer og ikke tilbyde ham det igen:) Derefter smed jeg flaskerne ud og han har/skal ikke have det igen og blev selv ivrig efter at vide mere om amning, så begyndte selv at søge min viden.

Jeg var meget god til at sørge for at spise og drikke godt og at slappe af, for at øge min mælkeproduktion og så det som en hygge og kvalitetstid med Mikkel. Min drøm gik i opfyldelse, han er et rigtigt brystbarn:)

Jeg elsker at amme og er gået fri for sår, svamp osv. Det har bare kørt på skinner og vi nyder vores egen hyggestund. Mikkel er nu snart 13 mdr.

Omgivelserne mener bestemt at han skal have noget fast føde, da han er en stor dreng på snart 11 kg, men JEG ved bedst og Mikkel han trives og så gør jeg også, eller måske er det omvendt:)

Pt har Mikkel ikke meget tid til at spise, han lader sig forstyrre af lys og lyd. Derfor ammer jeg meget i sengen, for at skærme ham af og det fungere fint. Mikkel spiser heller ikke så ofte eller længe mere, men jeg stoler på, at han selv kan regulere det.

Jeg har meget mælk og overproducere til tider og det kan være ganske ubehageligt. Vi har haft nogle små appetitspring hen af vejen, men med min viden omkring det, har det været en ganske naturlig ting og ikke et problem.

Jeg er så glad for at jeg kan amme og er meget stolt af mig selv! Jeg er mange erfaringer rigere og det har mit ammeforløb med Thea også skyld i, så intet så dårligt, at det ikke er godt for noget:)

Så længe vi begge trives med amningen, har jeg planer om at fortsætte indtil mikkel fravænner sig selv Smile