Genetablering af amning

Kategori:
ammeberetning

Succesen med mit første barn

Da jeg fik min søn, havde vi tre dårlige ammedage. Den første var dagen efter han blev født, indtil sp foreslog ammebrikker, da jeg har flade brystvorter, så han kunne ikke få fat. Den anden kom, da vi efter 2 uger smed ammebrikken, og han fik lavet en lille revne i den ene brystvorte, som helede i løbet af 24 timer med lidt hjælp fra e-vitamin salve. Den tredje var da jeg fik mælkeknuder i det ene bryst, da han var 8 uger gammel, men dem fik han væk i løbet af en dags tid. Ellers forløb amningen problemfrit, indtil han var 9-10 mdr. gammel, og vi begge mistede lysten til amningen. Det vil sige at jeg havde en stort set problemfri amning med ham.

Og så en helt anden oplevelse...

Da han så var 2 år, begyndte lysten til barn nr. 2 så at melde sig, og jeg glædede mig til at skulle amme min egen lille baby igen. Min mand og jeg blev enige om at begynde på projekt lillebror/lillesøster lige efter den stores 3 års fødselsdag og efter 9 mdr. var der gevinst. Jeg købte suttebrikker, så jeg ikke skulle igennem de problemer med at den lille ikke kunne få fat igen. Alt blev fundet frem, bortset fra flaskerne, for dem ville vi ikke få brug for - jeg skulle jo amme, det var jo ikke noget problem.

På hospitalet

Jeg fødte en dejlig lille pige, men min hjemmefødsel endte desværre med en tur på sygehuset, hvor hun måtte i kuvøse og have c-pap. Min forestilling om, at vi skulle ligge i vores seng, og hun skulle lægges til med det samme, endte med at jeg først så hende, da hun var tre timer gammel og ikke fik lov at sidde med hende, før hun var 10 timer gammel. Min amme-debut kom ikke til at foregå hud mod hud i vores trygge seng, men derimod fuldt påklædte i en stol i et hjørne af en stue på børneafdelingen, hvor der lå 9 andre børn, med diverse alarmer der gik i gang fra tid til anden og et rend af sygeplejersker, læger og andre forældre. Derudover var lillepigen udstyret med et pulsoxymeter, med dertil hørende ledninger, som vi skulle passe på ikke at hive for meget i, for så gik alarmen. Og samtidig med at hun suttede, skulle hun have modermælkserstanting gennem en sonde til hendes mund, så hun fik noget mælk, så hendes blodsukker ikke faldt. Kort sagt foregik det på en måde, som var så langt fra min forestilling, som det overhovedet var muligt.

Da hun så skulle have mad næste gang, fik hun en flaske, for vi havde fået lov til at komme hjem - de skulle bare være sikre på, at hun kunne spise selv. Jeg kunne ikke holde ud at være der længere end højst nødvendigt, og amningen ville jeg alligevel aldrig få etableret i et hjørne af børneafdelingen. Så hun slugte sin flaske og vi kunne lettede gå derfra, med en aftale om at hun lige skulle suppleres lidt de første dage.

Derhjemme

Hjemme igen begyndte vi så at amme, stille og roligt uden stress og supplerede hende de første dage. Da mælken løb til, fik jeg så brug for mine indkøbte ammebrikker, men dem kunne hun ikke rigtigt enes med. Det endte med, at hun fik suttet hul på mine brystvorter, gennem ammebrikken.

Da hun var 5 dage gammel, havde jeg således revner i den ene brystvorte og sår på den anden, og så fik jeg mælkeknuder i det bryst med såret, hvilket gav mig temmelig høj feber. Min læge udskrev en næsespray til at styrke nedløbsrefleksen og gav mig besked på, at jeg bare skulle amme fra det bryst - så skulle det nok gå over igen. Dagen efter opgav jeg at amme fra det bryst, for det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne få mig selv til at lægge hende til, og det var jo ikke til nogen hjælp for hverken lillepigen eller mig (eller min mand og søn for den sags skyld - de skulle jo høre på at jeg sad og skreg og græd, fordi det gjorde så ondt).

Min første plan var så at begynde at amme fra det bryst igen, når det var helet og nogenlunde smertefrit. Indtil da ville jeg nøjes med at amme fra det andet. Men i løbet af nogle dage blev brystvorten også totalt ødelagt på det andet bryst. Jeg prøvede så at malke ud en dag og give hende det med en teske og det hjalp også rigtig godt, men allerede dagen efter fik hun suttet mig helt i stykker igen. Jeg fandt ud af, at hun ikke havde rigtigt fat - hun åbnede ikke munden ordentligt, når hun skulle tage brystet i munden og sugede bare vorten ind mellem gummerne.

Nederlaget

Da hun så var 10 dage gammel gav jeg op. Det duede bare ikke med suttebrikken, og hun kunne slet ikke få fat uden. Jeg sad ved siden af hende og kiggede på hende og turde ikke røre mig, for hvis hun vågnede, var jeg nødt til at lægge hende til og det magtede jeg bare ikke mere. Jeg turde ikke gå på toilettet, for jeg kunne jo risikere at vække hende. Og den store blev voldsomt jaloux, for alt handlede jo om amningen, og han fik ikke ret meget opmærksomhed. Så hun blev flaskebarn. Jeg tudede, mens jeg lavede den første flaske til hende, for det var jo min drøm om at amme der brast. Men efter nogle timer følte jeg mest af alt lettelse.

Planen for genetablering

Og så lagde jeg en plan for at for genetableret amningen. Jeg ville give mine bryster en uges pause, til at hele og derefter ville jeg begynde at malke ud med pumpe, for at få mine brystvorter til at vende, så hun kunne få fat. Så ville jeg malke ud i 2 uger for at få mælkeproduktionen op igen, så vi undgik supplering med flaske, for så ville hun jo bare nægte brystet.

Dagen efter talte jeg med min gudmor, og hun fortalte at, i deres område rådede sp gerne til at stoppe amningen for at genetablere den senere igen. Det bestyrkede mig i mine planer.

Efter en uge begyndte det store udmalkningsshow så. Den ene brystvorte var stadig lidt øm, men forsigtigt gik det fremad. Den første udmalkning resulterede i nogle få ml. råmælk. Jeg var meget overrasket over, at der var noget i brystet - og pavestolt! Det gav virkelig mod på at fortsætte. Jeg malkede ud to gange den første dag og tre den næste, og allerede der begyndte jeg at mærke at brysterne begyndte at spænde og kunne se, at der kom mere og mere i flasken. Dag 4 malkede jeg ud hver 4. time og det begyndte virkeligt at give noget. Jeg hældte det udmalkede ud, for jeg gad ikke bøvlet med at sterilisere pumpen hele tiden for så lidt.

Mælken begynder at komme

På dag 5 malkede jeg hver 3. time. Jeg begyndte at samle mælken i en flaske i køleskabet ,og da vi gik i seng, kunne jeg give hende en flaske med 80 ml. af MIN mælk. Og jeg sad med tårer i øjnene da jeg så, hvordan hun nød min mælk. Det var nogle helt andre lyde, hun kom med, og hun spiste ligesom mere forsigtigt. Ja, det lyder underligt, men min mand gjorde samme observation. mme slugte hun bare, men den her flaske smagte hun ligesom på. Bagefter fik hun så lidt MME til at fylde hende op. Næste dag fik jeg samlet 120 ml. og hun kunne nøjes med min mælk til natten. Den dag havde jeg besøg af sp, og da jeg fortalte hende om mit projekt, var hendes eneste kommentar, at jeg skulle passe på ikke at køre mig selv for hårdt!

Stille og roligt øgedes mælkemængden, og hver dag kunne jeg berette om fremgang til min mand, som tålmodigt lyttede og roste mig. På dag 10 var det så lige som om det stagnerede lidt, så dag 11 gik med ammete og udmalkning hver anden time. Det gav mig store frustrationer, at der ligesom ikke blev mere, for hvordan skulle jeg så nogensinde komme til at amme igen? Det var deromkring jeg havde lyst til at smide pumpe, flasker og sågar ungen ad h. til, men igen trådte min mand til og gav mig de fornødne skulderklap til at fortsætte. Dag 14 nåede jeg op på ca. ½ af hvad hun slugte på et døgn, så jeg mistede lidt modet.

Og så ammede jeg igen!

Men næste morgen lagde jeg hende alligevel til, og da hun havde fået brystvorten 3 gange, mens jeg fortalte hende, at nu var det der maden var, og at hun skulle arbejde lidt for det, suttede hun løs. Og det bedste var, at hun efter at have tømt brystet kiggede totalt tilfreds op på mig og faldt i søvn. Et par timer senere måtte jeg så tømme det andet bryst med pumpen og jeg fik 125 ml. ud! Det var ellers det bryst ,der haltede bagefter med produktionen, så der fik jeg virkelig mod på, at det nok skulle lykkes.

Da hun vågnede igen, fik hun en flaske, og resten af dagen ammede jeg hende og supplerede med det af min mælk, der stod i køleskabet. Til natten fik hun en hel flaske efter amningen, da jeg ikke følte, jeg havde så meget mælk. Og hun spiste helt og sov så 8 timer. Næste dag ammede jeg hende hele dagen uden supplering, men til natten fik hun en flaske MME efter amningen. Og hun sov 7 timer. Sådan gik de næste 4 dage også, men så blev vi enige om at, nu var det nok med den flaske til natten. Og siden har hun ikke fået MME!

Der var nogle aftner i de første uger, hvor jeg var på vej ud for at lave en flaske til hende, fordi hun ikke mente hun havde fået nok efter 1½ times amning, men når min mand så tog hende, faldt hun til ro og faldt i søvn. Så det var bare fordi hun hyggede helt vildt ved brystet.

Det er besværet værd!

Nu har jeg ammet i næsten 6 uger, og hun sover 6-8 timer om natten. Hun er generelt blevet mere rolig og har ikke så ondt i maven. Mine brystvorter fik sår igen i anden omgang, men den her gang kunne de hele igen. Flasken lærte nemlig lillepigen at vil man have mad, så må man åbne munden! Og jeg er blevet mere opmærksom på, at hun får rigtigt fat hver gang.

Det var hamrende hårdt de 14 dage, jeg malkede ud. Jeg lavede stort set ikke andet end at sterilisere flasker og gøre dem klar, sterilisere brystpumpe, give flaske og malke ud. Udmalkning og rengøring af pumpen tog op mod 5 timer om dagen, men det var det hele værd! Jeg tror, det er vigtigt at sætte en tidsgrænse for, hvor længe man vil blive ved. Da jeg fik lyst til at smide det hele væk, huskede min mand mig på, at der kun var 4 dage igen, så ville jeg kunne amme. Og det gav lige det sidste overskud til at holde fast. Jeg fandt det i det hele taget meget nyttigt at have en overordnet plan (udmalkning hver 3. time, undtaget om natten for mit vedkommende) og hele tiden et mål (14 dage til amning osv.).

Og så har det været meget vigtigt for mig at have min families opbakning. Ikke bare min mands, men alle jeg har kontakt med jævnligt, fordi det var ikke muligt for mig at komme ud i den periode - jeg havde knapt tid til at tale i telefon. Jeg tror, jeg åbnede mig computer 3 gange på de to uger. Og jeg kunne ikke have klaret det uden min mands utrættelige opbakning og tålmodige lytten til mine stolte beretninger om, hvordan jeg nu havde malket 50 ml. mere ud i dag end i går. Efter vi genoptog amningen har han også haft lillepigen i slyngen en del timer, for enten ville hun være der eller ved brystet. For jeg lige kunne få en pause tog han hende gerne i slyngen, selv om han var træt efter en lang dag og alt for lidt søvn.

Så hvis du får brug for at stoppe amningen, så vid at det kan lade sig gøre at genetablere den. Det er hårdt mens det står på, men det er det hele værd!