Falkes fødsel (hjemmefødsel)

Kategori:
fødselsberetning

Det tog mere end 3 år, før jeg havde lyst til at skrive om Bjørns fødsel, fordi det var så voldsom en oplevelse. Nu sidder jeg her, 5 dage efter Falkes fødsel, med ham i slyngen og glæder mig til at få skrevet det hele ned.

Jeg havde vidst længe, at han ikke ville blive derinde så længe som Bjørn. Han var jo 15 dage over tid, men der var et eller andet, der sagde mig, at Falke ikke ville vente så længe. Måske var det aktivitetsniveauet, som bare virkede som om han ikke kunne vente med at komme ud og strække sig.

Dagen før hans fødsel var vi hos dyrlægen og sige farvel til en af vores katte, Anna, som var blevet meget syg. Det var en barsk oplevelse, også for Bjørn, men vi fik snakket godt ud om det. Jeg kunne heller ikke koncentrere mig om at være alt for ked af det, når jeg nu var ved at forberede mig på en fødsel. Senere på dagen kunne jeg godt mærke, at cykelturen og klapvognsturen sammen med Bjørn op til bogbussen havde været hårde, og min fornemmelse af, at det var lige op over blev stærkere.

Kl. 2.23 vågnede jeg ved den første ve. Den var svag og der gik et kvarter før den næste kom, så jeg blundede imellem og ville ikke vække Morten, før der rigtig skete noget. Men jeg havde jo lovet jordemoderen at ringe med det samme, så da der var gået en times tid vækkede jeg Morten og ringede. Jeg syntes ikke, hun behøvede at komme, så vi stod bare stille og roligt op og gjorde lidt i orden, mens Bjørn sov videre. Så snart jeg kom op tog veerne til i hastighed, men faldt i styrke. Jeg opfattede det som et tegn på, at jeg var for træt og lagde mig ned og sov lidt. Morten var alt for opkørt til at sove og ventede oppe lidt endnu.

Da den var ca. 6.30 ringede jeg til min mor for at sige, at hun godt kunne begynde at trille stille og roligt mod København. Veerne var hele tiden temmelig uregelmæssige og svage, så jeg fik sovet godt. Bjørn vågnede og stod op sammen med Morten ved 7.30 tiden og blev meget glad for at se mormor, da hun kom en time senere. Jeg stod kort op men gik i seng igen, da jeg var så træt og veerne stadig var svage.

Det var først henad 11-tiden, at jeg fik stærkere veer og stod op. Jeg lå på sofaen og fik spist noget, mens Bjørn fik sin storebrorgave lidt før tid - et sæt superhelte og -skurke, som ikke har fået en ærlig hvilepause siden. Mormor blev godt nok sat på den store opgave hele resten af dagen med at spille Wonderwoman, men det var helt perfekt, fordi Bjørn var så optaget af det, at han virkelig sejlede gennem hele dagen.

Jeg havde ringet et par gange til jordemoderen for at holde hende opdateret, men ved 13.30 tiden ringede jeg så igen for at sige, at nu bed veerne, der var 4-5 min. imellem og hun måtte gerne komme. Merle, som jeg skulle have født med, havde dog på det tidspunkt været oppe flere døgn og spurgte derfor, om hun måtte sende sin kollega, som også var glad for hjemmefødsler, og som var frisk. Det var selvfølgelig helt i orden, og Birgitte ankom ca. 45 minutter senere. Da hun undersøgte mig lidt efter, havde jeg haft halvhårde veer i ca. 1-1½ time og var 4 cm åben.

På det tidspunkt havde jeg fundet mig til rette ind over køkkenbordet med vrikkende hofter under veerne. Sjovt, som jeg denne gang virkelig bare kunne gøre alting på en måde, som føltes naturlig. Jeg pustede på veerne, når de bed og gik ind i stuen for at snakke i de korte pauser. I lang tid sad min mor og Bjørn ved spisebordet i køkkenet, men da det begyndte at blive lidt mere voldsomt at høre på, bad jeg dem gå ind i stuen. Han var altså godt nok helt fantastisk til at lukke det ude, som han syntes var hårdt, den lille mand, og han lod mig faktisk fuldstændig være hele tiden og koncentrerede sig om mormor.

Jeg fik sækkestolen ind på køkkenbordet og lå ind over den, og følte mig stadig ovenpå under veerne. Da de begyndte at gøre ondt i ryggen, tilbød Birgitte akupunktur, som jeg først tænkte lidt over og derefter sagde ja til, og det virkede fantastisk godt.

Nu begyndte veerne for alvor at bide, og jeg blev rigtig træt. Jeg begyndte at ryste og føle mig svag i benene, og efter et stykke tid ville jeg gerne ind i stuen, hvor jeg lagde mig på knæ foran sofaen med sækkestolen oppe i, som jeg lænede mig ind over. Jeg spurgte Bjørn, om han ikke ville ind i soveværelset med mormor, og det var han helt med på. Jeg blev overvældet af, hvor ondt det gjorde, men havde stadig god kontrol over smerterne ved at sige 'åh' med helt slapt ansigt og puste. På intet tidspunkt havde jeg den fornemmelse af total mangel på kontrol, som karakteriserede Bjørns fødsel. Den skete ligesom bare for mig, mens jeg lammet så til i en mærkelig døs, hvor jeg her var klar i hovedet hele vejen igennem.

Da vandet endelig gik, var det en lettelse og ganske kort efter begyndte pressetrangen i slutningen af ve. På det tidspunkt hulkede jeg under veerne, da de virkelig gjorde nas, og pressede godt igennem med det samme mens jeg brølede af al kraft, med kræfter jeg aldrig havde under pressefasen med Bjørn. I løbet af kort tid kom han godt ned, og jeg mærkede på en lille del af hans hoved efter kun et par presseveer. Morten og Birgitte sagde, at de kunne se ham, og det må Bjørn havde hørt fra soveværelset, for min mor sagde, at han pludselig smilede og sagde "nu kommer Tudse!" og derefter løb ind og kiggede på fra døren i stuen.

Men han smuttede ind igen, da jeg holdt op med at presse og røg ganske højt op. Den næste presseve var ikke så kraftig, men så kom det igen og jeg pressede af al kraft, og nu blev han stående helt nede i pauserne. Efter ca. 3 veer, kunne jeg dog godt mærke hvor det bar hen og bad Birgitte klippe mig. Jeg havde jo presset 3 timer med Bjørn og endte med et stort klip, så jeg kunne genkende fornemmelse af, at mellemkødet ikke gav sig overhovedet. Birgitte ville vente en ve mere og derefter klippe. Det var jeg glad for, for jeg kunne tydeligt mærke, at jeg gav alt hvad jeg havde uden fremgang, og at jeg i øvrigt var ved at briste en smule over klitoris som sidst, og det gør sgu ondt...

Hun klippede mig under en ve, og med det samme blev hovedet født. Om jeg fik resten af ham ud under samme eller om jeg holdt pause, husker jeg ikke, men det var i hvert fald det "smut", jeg aldrig fik med store Bjørn, som var stor og ganske tør og måtte skrues ud - Falke smuttede bare, og havde Birgitte ikke hjulpet mig med at gribe ham, var han røget på gulvet, fordi det gik så stærkt. Men jeg tog ham selv, som jeg gerne havde villet, og fik ham op på maven. Han var helt glat og græd, og jeg sagde bare "han smutter, han smutter", mens Morten hjalp med at holde og Birgitte tog det solvarme håndklæde fra vidueskarmen ved siden af og lagde over ham, så jeg kunne holde ham fast. "Hvor er han lille!", sagde jeg derefter, for der var godt nok stor forskel på ham og Bjørn i størrelsen, det var tydeligt. Bjørn stod ved sofaen og så det hele, med mormor ved sin side. Hun siger, at han dog så lidt forskrækket ud, lige da kroppen var født, og mente det nok var pga. den blålige farve, som jo også er lidt underlig. Der var jo ikke noget galt med ham, 10/1 og 10/5 i apgar, hvilket er mere end Bjørn, men det må se mærkeligt ud for en 3-årig, som ikke ved, hvad han kan forvente.

Jeg blev hjulpet op at ligge i sofaen, mens Birgitte ordnede resten. Navlesnoren blev klippet, da den var holdt op med at pulsere, og moderkagen blev født ganske fredeligt. Jeg havde dog nogle vilde smerter fra mellemkødet, sikkert både fra klip og brister men også bare pga. udspilelsen, tænker jeg. Birgitte lagde lokalbedøvelsen (puh, den var sgu noget mere effektiv end den lattergas fra sidst!) og fik syet mig uden problemer. Det værste var de små bristninger, som blev bedre med noget lidokain-salve. Jeg rystede over det hele af anstrengelsen, mens jeg lå og så på min lillebitte nye baby, som er så smuk. Efter et stykke tid fik han godt fat i brystet, som han suttede så roligt på. Jeg snakkede med Morten og Birgitte, som begge roste mig helt vildt, jeg følte mig bare så overskudsagtig. Morten havde jo set mig føde før på en helt anden måde, og var bare så lettet over, at det var gået sådan her. Det var jeg altså også...

Da der faldt lidt ro på, tog Bjørn og Morten ned og købte Daim-is til os alle sammen. På vejen faldt de over et lille loppemarked, hvor Bjørn købte en bamse til Falke og en til sig selv. Hvor var han sød! Imens skrev Birgitte, og min mor kom ind og sad og fik tid til en tudetur - det havde også været en hård dag for hende og meget emotinel, og hun havde hele tiden skulle være på dupperne for Bjørn, så det var dejligt med et lille pusterum. Falke ammede men drejede hovedet lidt og kiggede på mormor, mens hun sad ved os.

Efter vores ønske blev han først undersøgt dagen efter, hvor Birgitte kom om aftenen. Hun havde skudt på, at han lå lige over 3 kg, men jeg var sikker på, at han var under. Jeg fik ret - 2800 g og 50 cm. Til sammenligning var Bjørn (født 42+1 i modsætning til Falkes 38+5) 3750 g og 51 cm, så Falke virker jo meget lille og tynd - men sjovt nok ikke mere end, at vi sagtens kan se ligheden med hans storebror, og at han nok skal komme til at udvikle sig til en lille tæt fyr som sin far og bror i løbet af no time!

Og sådan blev 3 til 4 Smile