At følge sin mavefornemmelse

Jeg fødte vores datter i uge 39+4, en ukompliceret fødsel i vand. Jeg var hjemme allerede efter 3 timer, da jeg ønskede fred og ro, så vi kunne komme i gang med amningen. Hele ammeforløbet har næsten været uden problemer, jeg fuldammede til de 6 mdr, hvor vi så begyndte at servere almindeligt mad for hende (blw vejen). Men vores datter fik længe ikke noget indenbords. Flere og flere begyndte at komme med råd omkring hvordan vi skulle gøre. Flere gav amnibgenskylden, og rådede mig til at stoppe eller i hvert Ald at skære gevaldigt ned. Jeg lukkede ørerne og fulgte min mavefornemmelse. Da vores datter blev 10 mdr, og jeg stadig fuldammede, tog jeg til en læge. For lige at få hende tilset. De roste mig for den fine pige vi var ved at forme. At hun var i så god trivsel og havde en meget flot vægt. Da jeg nævnte at hun kun blev ammet, blæste jeg dem næsten omkuld. For amning er jo ikke nok efter 6 mdr. Men de gav mig ret, min pige manglede jo intet, som de selv havde nævnt før. Hun var i så fin trivsel. Lægen kom desværre med en trist nyhed, vores datter havde for kort tungebånd, og det kunne være årsagen til, at hun ikke ville spise. Jeg er så glad for, at jeg lyttede til min mavefornemmelse og ikke lod mig rive med, at alles konstante gode råd. Hun fylder nu 1 år, og fuldammes stadig. Men vi er så småt i gang med mad, som rent faktisk kommer ned.