Da Rosa May kom til verden

Kategori:
fødselsberetning

Hermed historien om, hvordan Rosa May kom til verden. Fødslen af Marisha vores første datter gik langt fra som planlagt, idet hun endte med at blive født på hospital og indlagt på intensivafdelingen i fem dage, så vi var meget opsat på at det denne gang skulle lykkes med en hjemmefødsel. Sidste gang følte jeg ikke at jordmoderen var tryg ved en hjemmefødsel, så jeg besluttede at hyre en doula denne gang, og det var guld værd. Hun var der i foreredelsen, foreslog mig bøger at læse, gav mig urter til te og bad, og masage. Og hun var god til at snakke med om den første fødsel, for både David og mig. Og så var det fantastisk rart at vide at et kendt ansigt ville være tilstede under fødslen.

Optakten

På ugedagen for min terminsdato, så var jeg på besøg hos jordmoderen, ikke min sædvanlige, og det var en meget skuffende oplevelse. Hun talte om at vi hellere måtte booke mig ind til at blive sat i gang, næste uge ved samme tid, og det havde jeg bare ikke lyst til. Vi aftalte at jeg skulle vente og se tiden an nogle dage, så ville min sædvanlige jordmor være kommet hjem.

Samme morgen havde jeg fået en shiatsu massage af Jady, vores doula, og David og jeg besluttede at vi måtte sætte alle sejl til, med tricks vi kendte for at sætte fødslen i gang. Så jeg spiste tonsvis af ananas, til aften fik vi en indisk curry, jeg kan slet ikke lide det stærkt, men bestilte en ret med lidt flere krydderier en normalt.....

Præcist hvad der virkde ved jeg ikke, men ved sengetid begyndte jeg at få kraftige plukveer, sådan ca ved 23-tiden. Sådan ca tre plukveer i timen, og de tog til i styrke. Jeg vidste at der var lang vej stadig, men de var for kraftige til at jeg kunne ligge stille uden at sige en lyd, så jeg besluttede at redde en lille seng til mig selv i stuen, så David og Marisha kunne få lov at sove. Kl. Tre havde jeg endnu ikke lukket et øje, selvom jeg prøvede ind i mellem veerne/plukveerne, de var begyndt at komme lidt oftere, og jeg begyndte at føle en smule selvmedlidenhed....... Jeg besluttede at vække David, dels for at fortælle ham status, dels for at få lidt selskab, så han kom ned til mig i stuen, og vi begyndte at tage tid, nu var der ca10 min imellem, men efter David kom op stilnede det hele ligesom af igen, og pludselig kunne jeg sove 20 min her og der. På et tidspunkt var der gået en time, og det var jeg meget taknemmelig for. Det var skønt at kunne lukke øjnene og slappe af. David stod op og arbejdede på sin computer og jeg sov videre. Kl 5 skulle jeg på toilettet og så at slimproppen var gået. Vi besluttede at ringe til Jady, vores doula, bare for at informere hende. Hun sagde at der nok var lang vej endnu, men hun ville gerne komme hvis det var. Det syntes jeg ikke at hun skulle. Hun foreslog at David pustede badekarret op, og gjorde det klar, så David og jeg blev eninge om at jeg skulle gå op i seng, hvor jeg ikke kunne høre den elektriske pumpe. Jeg endte med at sove halvanden time. Skønt! Da jeg kom ned, var karret klar og fyldt med vand! David havde ikke rigitigt vidst om han skulle fylde det, men det gjorde han og vi lagde låget på for at holde vandet varmt. Veerne begyndte at komme lidt tættete igen, og jeg foreslog David at han lagde sig på sofaen, for han kunne nok godt bruge energien senere.....

Halvanden time efter vågnede vi og Marisha stod også op. Hun havde sovet hele natten igennem, hvilket var perfekt. Vi lavede morgenmad, og blev enige om at ringe til nogle venner og spørge om de ville tage Marisha med i legestue. Veerne kom nu meget arytmisk, med alt mellem 10 og 40 min imellem, og de var stadig ikke specielt stærke. Ved halvti tiden, blev de pludselig stærkere. David gjorde Marisha klar og gik ud for at vente på vores venner. Han kom ind 45 minutter senere, fordi de var forsinkede (han og Marisha havde ventet i bilen efter hendes ønske), og i den tid var veerne pludselig taget til i styrke og kom oftere. David kiggede på mig og sagde, du ligner pludselig en der er i fødsel...... Vi besluttede at ringe til Jady igen, bare for at opdatere hende, hun behøvede stadig ikke at komme.

Så skete der noget

I løbet af de næste 20 min kom der pludselig gang i sagerne. Styrken og hyppigheden ændrede sig pludselig radikalt, og midt i en ve, hørte jeg mig selv sige med forpint stemme, ring til Jady NU. Så hun kom 10 minutter senere, og begyndte at give mig arnica og andet homeopatisk medicin. Hun lavede an varm vandflaske og lagde den på min ryg og masserede mig de rigtige steder. Jeg blev ved med at sige, at jeg følte at jeg gjorde det helt forkert, for jeg var alt for højlydt. Jeg skulle ikke råbe så højt som jeg gjorde syntes jeg.....

Jeg lod det også op til hende, at finde det rette tidspunkt at ringe til jordemoderen. Jeg tror at der gik mellem en halv og hel time, så sagde hun til David at hun syntes han skulle ringe. Hun sagde også, at jeg snart var klar til at komme i poolen, men jeg var meget forsigtig, da jeg ved Marishas fødsel kom i poolen alt for tidligt, så jeg var determineret ikke at gøre det igen.

Op i poolen

Jordmoderen kom efter ca et kvarter, hun checkede mig og kunne annoncere at jeg var fuldt udivdet. Det var sådan en fantastisk overraskelse. Jeg havde ikke selv en fornemmelse af det overhovedet, men det gav pludselig mening for mig, hvorfor jeg havde været så højlydt... Smile

Poolen blev gjort klar og jeg kom i, det var så skønt! Veerne var virkelig intense nu, men jeg kunne meget bedre håndtere dem i poolen. Fra nu af var det bare fremad, og ved hver ve måtte jeg sætte mig selv op til at være på toppen. Det var enten valget mellem at blive overvældet eller at gå 100 procent ind i dem, så min fornemmelse af omverdenen var meget lille på det tidspunkt. Jeg holdt fast i David hver gang en ve kom skyldende, lå på knæ med hovedet hvilende på pool kanten. Efter hvad der nok har været en time, forslog jordmoderen at jeg rejste mig op og holdt fast i David under en ve for at få tyngdekraftens hjælp til at få baby nedad. Det tog nemlig ret lang tid. Det var smertefuldt, men hjalp og fra nu af begyndte baby at komme ned. Hun lå ryg til ryg, hvilket gør det en sværere fødsel, da det ikke er så ligetil for baby at komme gennem fødekanalen på den måde. På et tidspunkt kunne jeg pludselig mærke at hun drejede sig inden i mig, hvor syret var den oplevelse, så hun drejede sig en halv runde, lige så meget at hun kom den rigtige vej ud, klog baby! Smile

Presseverne var en fase for sig, på det tidspunkt svor jeg at jeg ikke skal have flere børn....men vi får at se. Jeg ved ikke hvor mange presseveer det tog at få hende ud, jeg tror at jeg pressede i en halv time. Da hovedet blev født troede jeg, at det var hele babyen, aldrig har jeg oplevet noget lignende, men heller ikke noget mere fantastisk. Lige inden det kom ud, rakte jeg ned og kunne føle toppen af hendes hoved, det var så vildt. Hovedet var nok ude i fem minutter før kroppen fulgte, det var sådan en mærkelig oplevelse, men samtidig var jeg bare så meget i veerne, at jeg ikke kunne tænke på andet.

Så kom hun

Endelig kl 14.03 smuttede hun ud i vandet, David greb hende og fik hende til at lave en drejning under vand, da navlestrengen var omkring hendes hals, sikkert fordi hun vendte sig inden i mig. Det var bare så fantastisk at kigge på hende ned gennem vandet, og så at fiske hende op, hun var lidt blå og grå, men efter at vi gnubbede og varmede hende blev hun mere og mere lyserød, og pludselig trak hun selv vejret.

Jeg kom ud af poolen for at føde moderkagen. Baby kom på brystet og suttede efter ti minutter, og har ikke stoppet siden.

Det tog en time før moderkagen kom ud, og jordmødrene blev lidt utålmodige og begyndte at snakke om en indsprøjnig der skulle hjælpe den på vej. Det ville jeg dog helst ikke, så vi prøvede alle mulige stillinger og til sidst kom den ud ved egen hjælp. I melletiden klippede David navlestrengen, noget han ikke kunne gøre med Marisha, så han var superglad.

Ingen smertelindring, men i gode hænder

Det var den perfekte fødsel. Præcist som jeg håbede. Den intensive periode varede i 4 timer, og jeg var så opsat fra starten at jeg ville gøre det uden hjælpemidler, at jeg ikke en gang overvejede at få lattergas eller andet. Det strejfede mig slet ikke, hvilket var det der overraskede mig mest bagefter. Jeg fik dog hjælp i form af homeopatiske ting, som jeg ikke engang rigtigt ved hvad var. Jeg stolede på Jady og vi havde aftalt at hun bare skulle give mig, det hun kunne se ville hjælpe. Det var så fantastisk at have hende som doula, både i forberedelsen og under selve fødslen. Jeg følte mig i så gode hænder, at jeg bare kunne give lods. Og David kunne koncentrere sig om at være der for mig, og vi havde et fantastisk partnerskab. Meget meget smukt!

Min veninde Sampritti skulle også være med til fødslen, men hun skulle rejse til Venedig, samme dag som fødslen gik i gang, så jeg sagde til David at hun ikke skulle tænke på at komme. Hun skrev dog og sagde at hun frygtelig gerne ville være med noget af tiden, kunne være der indtil halv fire. Det var så fantasisk at hun nåede at være med til det hele, før hun kørte hjem for at pakke og tage på weekend.

Klokken ca 15 ringede vi til Marisha og fortalte at hun havde fået en lillesøster. Hun var så glad. Og senere også lidt trist over ikke at have været der, men jeg vidste at med det støjnivau jeg stod for, ville hun have fundet det meget svært, så det flaskede sig på den allerbedste måde overhovedet på alle niveauer, og vi har nu en skøn Rosa May som en ny tilføjelse til vores familie Smile