Amning om natten

Kategori:
ammeberetning

Samsovning – det bedste for din nattesøvn

Når folk spørger, om mine børn sover igennem, griner jeg altid. ”Nej, men det gør jeg!” Og det gør jeg, selvom jeg ammer rigtig mange gange i løbet af natten, fordi jeg sover sammen med dem.

Når de skal amme, vågner jeg med det samme ved deres puslen og søgen og kan på et sekund, uden at de nogensinde når at græde, stille deres sult. Hverken de eller jeg når selv at vågne helt. Når de så har fat i brystet, kan vi begge sove videre.

Jeg ved dog godt, at jeg er heldig. Ikke alle kvinder kan sove, mens de ammer. Men hvis du sørger for at sove nok, skulle du gerne kunne være rimelig frisk om morgenen alligevel, når du ammer i sengen – altså sammenlignet med kvinder, der står op og evt. skal sidde i en stol for at amme flere gange hver nat.

Hvorfor skal de amme om natten?

Fordi de er sultne!! Modermælk er fordøjet på kort tid, og derfor kan man ikke med rimelighed forvente, at de kan vente op til 8 timer mellem amninger. Det er også bedst for din mælkeproduktion, at der tømmes ud med korte intervaller – især hvis du føler, at du har for lidt mælk. Det samme er dog tilfældet, hvis du synes, du har for meget smiley-smile

Derudover er der meget, der taler for, at det ikke er sundt for børn at sove for længe uden at vågne lidt op og gerne få en babs. Søvnforsker Jim McKenna har lavet nogle interessante studier, som du kan læse om her.

Hvor længe skal de amme om natten?

Min personlige præference: til de eller du ikke vil mere! Og lad det være din beslutning! Lad ikke læger, der ikke har ret meget viden om amning tage den for dig. Lad ikke pres fra omverdenen og spørgsmål om at sove igennem lede dig til at lukke for mælken om natten, før du er klar. For mig var det, da den store var 2½ og jeg var gravid, og jeg gjorde det kun, fordi jeg ikke kunne sove mere imens og var alt for træt pga. graviditeten.

Men det er ikke ensbetydende med, at du skal vente så længe, eller omvendt skal lade være med at vente længere! Træf din egen beslutning på baggrund af dine og dit barns behov, men lad være med at forvente, at en baby på 4 mdr. kan klare sig uden at amme i løbet af natten. Jeg vil også lige indskyde, at jeg synes ammestop eller natammestop omkring en eventuel start i institution er en meget dårlig ide... Snak med nogen på forummet, hvis du har brug for råd!

Hvor mange gange er normalt/rimeligt?

Nogle ammer sikkert kun 1 enkelt gang i løbet af natten, men jeg tror, at de fleste ammer mere. Normalt er igen her et udvandet begreb, affødt af kulturelle betingelser. Hvad der er rimeligt, må du selv vurdere – som sagt synes jeg det er nemmest selv at lade baby styre, hvornår og hvor tit han eller hun har brug for mad. Men det er helt sikkert bedst for et spædbarn at amme ofte, også i løbet af natten.

Hvordan ammer jeg i sengen?

Mange har svært ved dette i starten, men det er anstrengelserne værd. Det tog 3 uger med min store, før jeg fik fat i det, men med den lille var det fra allerførste nat.

Prøv at lægge dig på siden med din baby ud for det bryst, der ligger nederst. Læg din arm under hovedet. Sørg for, at din baby har hovedet bøjet lidt bagover, så han har næsen fri fra dit bryst. Læg gerne babys krop helt tæt ind til dig og pak evt. dynen om bagved ham, så han ikke triller rundt. Lig mere eller mindre drejet over på siden, afhængig af dine brysters størrelse – altså, har du det vi kalder fleksible bryster, skal du måske ikke så langt ned Smile Mens du måske skal længere over mod maven, hvis dine bryster er små.

Du skal selvfølgelig ikke amme fra det samme bryst hele natten. Jeg gør selv det, at jeg skifter side hver gang, jeg skal skifte bryst. Det gør jeg ved at holde min baby ind til mig og rulle over på den anden side, mens han ligger på min mave. Men andre vil måske foretrække, at baby ligger samme sted hele natten, fx i midten af sengen, hvis der ikke er truffet forholdsregler for sikkerhed, så han kan trille ud. Men du kan også amme fra det bryst, som er øverst, når du ligger ned – så skal du bare læne dig mere over mod din mave.

Her kan du se en videooptagelse af, hvordan man kan amme i sengen.

Hvad med sikkerheden, når man sover sammen?

Det er der flere meninger om, og hver gang nogen har lavet en 'undersøgelse' med et skandaløst resultat, kommer det op i medierne. Faktum er dog, at mennesker har sovet sammen med deres børn gennem årtusinder og stadig gør det som en selvfølgelig de fleste steder i verden. Læs mere om det ved at kigge under links.

Du skal selvfølgelig aldrig sove med dit barn, hvis du er alkohol- eller stofpåvirket – især et helt lille barn. Nogle siger også, at svær overvægt kan være et problem, men det er jeg ikke sikker på ikke er en skrøne. Pas på med vandsenge! Overleveringer fra gammel tid om kvinder, der lå deres børn ihjel, er dog muligvis historier om en frygtelig tid, hvor kvinder sommetider fik flere børn, end de havde lyst/råd til, og derfor 'kom af med dem' på denne måde.

Du kan sikre din seng meget nemt imod, at dit barn kan falde ud. Sørg fx for, at sengen er skubbet helt op til et hjørne, så baby enten ligger mellem dig og din partner, eller mellem dig og væggen. Alternativt kan du sørge for, at kanten på sengen er forsynet med et sengegærde. Du kan endda sy en sikring: Brug et stort lagen, som du folder ind fra siden ca. 30 cm og laver en stikning hele vejen ned. Du har nu lavet en slags løbegang, hvori du kan stoppe en sammenrullet dyne. Læg den, så den ligger på sengen, ud til kanten (men et lille stykke inde), og lad resten af lagnet gå ind i sengen. Du og baby ligger så på lagnet, hvilket holder pølsen på plads ved kanten af sengen.