Amning med suttebrikker

Et af mine største ønsker var at kunne amme min datter. Så jeg gik all in på at få det til at fungere. Da hun blev født ville jeg ønske at jeg havde fået mere hjælp til at lægge hende til med det samme, for hun kunne slet ikke få fat, til trods for at hun prøvede meget ihærdigt. Jeg fik mere hjælp da jeg kom på barselsgangen, men hun kunne stadig ikke få fat, så vi forsøgte med ammebrikker. Det hjalp, og hun suttede så flot fra start! Jeg lagde hende til så ofte hun ville, og på fjerde dagen løb mælken til. Aftenen inden mælken løb til havde vi været nødt til at give hende en lille tår mme, for hun var så sulten og ulykkelig og det kunne mit nybagte moderhjerte slet ik holde til. Men mælken løb til og det var så befriende og fantastisk at kunne mætte mit barn, og mærke den forbindelse det skabte imellem os. Desværre havde jeg fået tildelt nogle for små ammebrikker på sygehuset, så jeg fik sår på brystvorterne. Av for pokker! Jeg troede det var ret normalt at man kunne få sår og det gjorde ondt, så det var først efter et par uger at jeg prøvede med en større størrelse ammebrik. Derfra, så forsvandt sårene og amningen har kørt på skinner lige siden, og i dag er min datter 5 mdr og hun er et pragteksemplar af et ammebarn. Hun ligger stille, hun sutter så flot og hun vokser præcis som hun skal. Jeg friammer og har gjordt det fra start. Hun har taget på som hun skulle, så i hele hendes liv har jeg kun vækket hende en enkelt gang for at amme, og kun fordi mine bryster var ved at springe. Jeg er tilgengæld ikke sluppet af med ammebrikkerne endnu. Jeg har prøvet, men hun kan ikke få ordentligt fat uden, og efter mange forsøg på afvænning har jeg accepteret at det må fortsætte med ammebrik og det har jeg det helt fint med. Hun får stimuleret brystet som hun skal, jeg har rigeligt med mælk til hende og vi har ingen problemer haft på nogen måder, så hvis ammebrik er det eneste problem er det fint med mig. Så længe min datter får mad. Og jeg elsker at amme.