Amning og faste

udgivet den
Muslimsk mor og baby

Ramadanen nærmer sig, og måske du er en af de kvinder, der overvejer, om du skal faste eller ej? Vi har her samlet info, som vi håber kan hjælpe dig med din beslutning.

Kvinder, der er gravide og/eller ammer, er undtaget fra faste under ramadanen, hvis faste kan skade mor eller barn. Det er ifølge Koranen barnets ret at blive ammet i 2 år, så hvis fasten vil gå ud over mængden af mælk, bør du ikke faste.

Hvad kan faste betyde for amningen?

Faste kan påvirke modermælken - særligt indholdsstoffer i mælken - men også den samlede mængde af mælk kan falde under faste, hvis du bliver dehydreret. I sommermånederne, hvor dagene er lange, kan de mange timer uden vand derfor medføre, at du producerer mindre mælk.  Hvis du fuldammer, eller ammer et større barn som hovedsageligt får sin næring fra modermælk, vil du derfor kunne opleve, at dit barn kan få for lidt.

Bemærk, at selvom du kan støde på råd om at drikke vand men lade være med at spise i faste-timerne, så er dette ikke en god løsning for en muslim - fasten er ugyldig så snart noget bliver indtaget, dvs. mad, drikke, rygning og selv tyggegummi.

Alternativer til faste under ramadanen

Da fasten har stor betydning, kan det være rigtig svært at finde ud af, hvad du skal vælge at gøre. Beslutningen bør ligge hos dig som mor, fordi du har bedst føling med din egen situation og dit eget ammebarn. Læs mere her.

En mulighed er at faste på et senere tidspunkt - evt. i vinterperioden, hvor fasten ikke er særlig mange timer, og hvor din risiko for dehydrering er lavere.

En anden mulighed er at betale en fattig i form af et måltid for hver dag man ikke faster. Denne mulighed er dog kun tiltænkt mennesker, der tænker at deres situation ikke vil ændre sig på et senere tidspunkt, hvor de ville kunne udføre fasten. Det kan du læse mere om her.

Hvis du vil faste:

Vælger du at faste, er det en god ide at holde øje med dit barns bleer (om mængden af urin og afføring falder) og generelle tilstand for at vurdere, om det får nok. Du bør spise og drikke ekstra meget i de tilladte timer for at sikre dig bedst muligt imod eventuel dehydrering. Det er også vigtigt at du får nok hvile i løbet af dagen. Oplever du, at dit barn reagerer negativt, eller at du selv bliver meget dårlig, kan du ændre din beslutning om at faste. Læs mere her.

Læs hvad de lærde siger om amning under ramadanen her.