Amning i varmen

Solen og varmen er over os! Det er svært at være ked af Smile

Men - vi ved, at der er mange, der bliver usikre på, om det er nok at amme, når det bliver rigtigt varmt.

Som udgangspunkt er modermælk alt barnet behøver indtil omkring midten af det første leveår. Også når det er varmt. Der er altså ingen grund til at give vand eller andet ved siden af amningen indtil børnene bliver omkring 6 mdr. Også herefter vil mange børn efterspørge mere amning i varmen. Læs mere her.

Mange mødre oplever, at børnene selv er rigtigt gode til at bede om at blive ammet oftere, når det er varmt, og barnet har brug for mere væske. Og man skal endelig bare følge barnets signaler og lægge det til så meget, som det efterspørger.

Også større børn kan bede om at blive ammet ofte i varmen, og der er bestemt ingen grund til ikke at lade dem amme ofte.

Når børnene er mest tørstige, tager de som regel mange små og korte måltider for lige at stille tørsten. Hvis barnet ellers trives, er der slet ingen grund til at blive bekymret over det.

I øvrigt er der undersøgelser, der peger på, at mælkens temperatur bliver lidt lavere, når det er varmt udenfor (og omvendt). Smart, ikke?

Er du i tvivl om, om dit barn får nok væske, så kan du altid tilbyde brystet og se, om barnet siger ja tak.

Hvis du oplever, at dit barn har færre end 5-6 godt våde tissebleer i døgnet, så er det en god idé at tilbyde mere amning.

Og hvis dit barn pludseligt bliver slapt, sløvt og ukontaktbart, så skal du selvfølgelig ringe til lægen med det samme.

Det er i øvrigt også et godt tidspunkt at huske på, at det kan blive meget, meget varmt i en barnevogn - især, hvis der er en stofble over åbningen! Det kan du se mere om her.

Læs her om mælkens sammensætning.


Nyd sommere og keep on nursing Smile


På Ammenet er vi altid glade for, at information når bredt ud. Men hvis du citerer vores artikler eller kopierer fra dem, skal du kreditere os og linke til den pågældende artikel. På den måde sikrer vi altid, at informationen er frit tilgængelig for alle Smile